Mødedato: 26.04.2012, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høring af Københavns Kommunes boligplan for borgere med handicap, sindslidelse og udsatte borgere

Se alle bilag

Socialudvalget har sendt forslag til Københavns Kommunes boligplan for borgere med handicap, sindslidelse og udsatte borgere til høring i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at denne indstilling sendes som udvalgets høringssvar til Socialudvalget.

Problemstilling

Socialudvalget behandlede på sit udvalgsmøde den 25. januar 2012 'Københavns Kommunes boligplan for borgere med handicap, sindslidelse og udsatte borgere'. I forbindelse med behandlingen besluttede Socialudvalget at sende boligplanen i høring hos en række interne og eksterne parter, herunder Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Løsning

Boligplanen beskriver behovet for udvidelse og udvikling af boligkapaciteten for borgere med handicap, sindslidelse og udsatte borgere frem til 2025, samt fastsætter målsætning for ventetid, og principper for bruger- og borgerinddragelse i byggeprojekter.

 

Planen indeholder bl.a. ønske om:

  • At 95 % af alle boliger til borgere med handicap og sindslidelse skal leve op til den nuværende moderniseringsstandard ved at modernisere yderligere 407 boliger frem til 2017.
  • At 80 % af alle borgere med handicap og sindslidelse får tilbudt en relevant bolig inden for fire-seks måneders ventetid.
  • At der etableres 259 nye boliger til disse borgergrupper frem til 2025 med henblik på at følge den demografiske udvikling i kommunen.  

Det fremgår endvidere af planen, at der skal investeres 618 mio. kr. i anlægsmidler frem til 2025 udover de allerede finansierede boligprojekter, hvis målsætningerne i planen skal opfyldes. Af de 618 mio. kr. skal 378 mio. kr. anvendes til modernisering af 407 boliger og 240 mio. kr. til udvidelse af kapaciteten med 259 pladser.

For en nærmere gennemgang af boligplanen henvises til vedlagte (bilag 1-2).

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar:

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget finder det meget positivt, at der nu foreligger en samlet langsigtet kapacitetsplan for boliger til borgere med handicap og sindslidelse. Udvalget kan i den forbindelse fuldt ud støtte Socialudvalgets målsætning med hensyn til, at kommunen skal have tidssvarende boliger til voksne med handicap eller sindslidelse. Boliger der kan danne rammen for et godt og selvstændigt liv for beboerne og en god arbejdsplads for medarbejderne.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal desuden anbefale, at de ledige ældreboliger fortsat inddrages i planlægningen af udvidelsen af boligkapaciteten til handicappede. De ledige ældreboliger kan endvidere anvendes til boenheder til sindslidende. Det bemærkes at Sundheds- og Omsorsgsforvaltningen siden 2007 har overført anvisningsretten til 340 ældreboliger til Socialforvaltningen, bl.a. på Nørrebro og Bispebjerg og i Kgs. Enghave og det må forventes, at der i de kommende år bliver mulighed for overførelse af yderligere ledige boliger.
 

I forbindelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets moderniseringsplan frigøres der i de kommende år en række plejehjemsbygninger, som eventuelt også kunne anvendes til formålet. Det bemærkes at Socialforvaltningen i de seneste år har overtaget og ombygget en række plejehjem som tidligere var i regi af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, bl.a. på Amager og i Valby og det må ligeledes her forventes, at der på sigt bliver mulighed for overførelse af yderligere bygninger.
 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget sendes indstillingen til Socialudvalget. 

 

      Hanne Baastrup                                 
                                                        /Carsten Riis

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top