Fællesindstilling om budget og visitering af handicapkørsel under trafikselskabet Movia
Fællesindstilling om budget og visitering af handicapkørsel under trafikselskabet Movia
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 26. april 2007
9. Fællesindstilling om budget og visitering af handicapkørsel under trafikselskabet Movia
SOU 112/2007 J.nr. 21/2007
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kommunerne skal fremover selv finansiere borgernes individuelle handicapkørsel under trafikselskabet og foretage visitering af nye brugere. Der skal besluttes en hensigtsmæssig placering af opgaven og dens budget i Københavns Kommune.
BESLUTNING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller at Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, 1. at budgettet til betaling af individuel handicapkørsel på 25,624 mio. kr. (2007 p/l) overføres fra Økonomiudvalget til hhv. Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget i forhold til brugernes alder pr. 1. januar 2007 (hhv. 82,9 % og 17,1 %) i 2008 og frem. 2. at visitationsopgaven af nye brugere til ordningen placeres i Kontaktcentret og i Borgerservicecenter Valby, der åbner 1. april 2008 3. at visitationsopgaven midlertidigt placeres i Østerbro Borgerservicecenter, når kommunen i løbet af 2007 overtager visitationsopgaven. Sundheds- og
Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2007: Udvalget anbefalede indstillingen. |
Problemstilling
Fra 1. januar 2007 skal kommunerne finansiere udgifterne for egne borgeres individuelle handicapkørsel under trafikselskabet Movia (tidligere kendt som "HUR Handicap Service"). Udgiften er placeret som en del af Økonomiudvalgets budget til trafikkøb hos Movia. Da ydelser til handicappede og svært bevægelseshæmmede hører under Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget (65+) foreslås det, at overføre budgettet til de 2 udvalg.
Indtil 2006 har HUR haft ansvaret for godkendelsen af nye brugere i hovedstadsområdet. Fremover skal kommunerne selv foretage denne godkendelse, som de andre kommuner på Sjælland. Det skal besluttes, hvor i Københavns Kommune godkendelsesproceduren samt hele visitationsopgaven skal placeres.
Løsning
Budgetoverflytning
Økonomiudvalget har ikke opgaver indenfor målgruppen for handicappede og bevægelseshæmmede, og det foreslås derfor at overflytte budget og ansvar for opgaven til de 2 relevante udvalg, da visitationen til handicapservice følger visitationen til hjælpemidler, som afgøres af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen. Der er ca. 4.000 brugere tilmeldt ordningen og der visiteres i gennemsnit ca. 20 nye brugere om ugen. Der har været et lille fald i brugerantallet gennem det seneste år.
Brugerne fordeler sig pr 1. januar 2007 således, at 82,9 pct. af brugerne er 65 år eller derover, mens 17,1 pct. af brugerne er under 65 år. Denne fordeling anbefales derfor anvendt som fordelingsnøgle af Økonomiudvalgets budget mellem de 2 fagforvaltninger. Såfremt pensionsalderen fremadrettet ændres, følger denne fordeling den nye pensionsalder.
Placering af visitationsopgave
(inkl. godkendelsesproceduren)
Frem til 31. december 2006 var den gældende visiteringsprocedure i Hovedstadsområdet således:
1. Ansøgeren udfylder ansøgningsskema med årsag til handicap (se bilag 1)
2. Kommunens sociale myndighed attesterer, at der er udlånt hjælpemidler til borgeren og sender ansøg ningen til HUR Handicap Service
3. HUR godkender ansøgeren til ordningen (og opretter brugeren i sit kundesystem)
Det er fortsat Trafikselskabet Movia, der skal varetage kørselsbestillingen, administrationen af den enkelte brugers betaling og afregning med kommunen. Det er kun visitationen, der overføres til kommunerne.
Da visitationsopgaven er relativ enkel anbefaler forvaltningerne, at den placeres i det nye Kontaktcenter og i det nye Borgerservicecenter i Valby, der åbner 1. april 2008. Borgercenteret i Valby bliver lokaliseret sammen med Pensions- og Omsorgskontoret og Socialcenteret og ligger tæt på Movia.
Fra efteråret 2007 og frem til åbningen vil opgaven blive placeret midlertidigt i Østerbro Borgerservicecenter. Således overflyttes også opgaven angående attestering, der på nuværende tidspunkt er placeret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens Pensions- og Omsorgskontorer og i Socialforvaltningens Handicapcentre. Dette vurderes, at lette sagsgangen for den enkelte borger.
Fremtidig visiteringsprocedure for Københavns Kommune bliver således:
1. Ansøgeren udfylder ansøgningsskema med årsag til handicap
2. Borgerservice attesterer via IT-systemet, at der er udlånt hjælpemidler til borgere. Såfremt dette er tilfældet, godkender de ansøgningen og afsender til Movia
Betingelsen for at deltage i kørselsordningen er, at man er så bevægelseshæmmet at man ikke kan benytte almindelig offentlig transport og at kommunen har bevilliget kørestol eller personlige ganghjælpemidler efter Servicelovens § 97 (rollator, gangbuk eller albuestokke). Det er generelt uproblematisk at foretage visitationen, da den bygger på allerede trufne beslutninger i kommunen. Visitationen baseres på dokumentation for tildelte hjælpemiddel og er en ren "ja"/"nej" afgørelse.
Økonomi
Betalingen til Movia sker a conto på månedsbasis forud (som busdriften) med endelig afregning omkring midtvejs i det efterfølgende år.
Udgifterne til handicapkørsel finansieres af Økonomiudvalgets budget, Bevillingen Fælles Rammepuljer (funktion 2.32.31.1). Bevillingen overføres til Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget, bevillingsområdet Pleje, service og boliger for ældre, rammebelagt drift (funktion 5.38.53.1 – Kontaktperson- og Ledsagerordningen) og Socialudvalgets budget, bevillingsområdet Handicappede – rammebelagt driftsudgifter (funktion 5.38.53.1 – Kontaktperson- og Ledsagerordningen).
Videre proces
Det endelige overtagelsestidspunkt aftales administrativt med Movia. Forinden udarbejder Movia en standardvisiteringsvejledning til kommunerne og drøfter indholdet med de samvirkende invalideorganisationer. Overtagelsen forventes p.t. at ske i efteråret 2007.
Tidligere har klager kunnet håndteres i HURs handicapudvalg, hvor lægefaglig ekspertise, politikere og brugere var repræsenteret. Fremover vil SUF og SOF skulle håndtere eventuelle klagesager med Borgerservice som indgang. Forvaltningerne skal udarbejde en procedure for fremtidig behandling af klagesager, der sendes i høring hos handicaporganisationerne.
Bilag
Bilag 1:
Figur over nuværende og fremtidigt work-flow
Bilag 2: Det
nuværende ansøgningsskema
Bilag 3:
Beskrivelse af nuværende visitationsprocedure (13.11.2006)
Lene Sillasen Anette Laigaard Claus Juhl