Mødedato: 26.04.2007, kl. 14:00

Handleplan for attraktive arbejdspladser

Handleplan for attraktive arbejdspladser

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra Ordinært møde torsdag den 26. april 2007

 

 

7.      Handleplan for attraktive arbejdspladser

 

SOU 105/2007  J.nr. 37/2002

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Overborgmesteren og Sundheds- og Omsorgsborgmesteren har bedt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om at udarbejde en handleplan for arbejdet med trivsel og attraktive arbejdspladser. Handleplanen skal forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

 

BESLUTNING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager forvaltningens handleplan for attraktiv arbejdsplads til efterretning.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2007:

Udvalget tog indstillingen til efterretning, med en bemærkning om øget fokus på supervision.

 

 

PROBLEMSTILLING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen står i de kommende år overfor store personalemæssige udfordringer. Den største udfordring er at kunne rekruttere og fastholde tilstrækkeligt og kvalificeret personale. Der er et stramt arbejdsmarked præget af fuld beskæftigelse.

 

Økonomiudvalget har besluttet at iværksætte en målrettet indsats for at øge medarbejdernes trivsel(ØU 480/2006). Alle forvaltninger er blevet bedt om at udarbejde en handlingsplan for mere trivsel og mindre fravær blandt medarbejderne. Handleplanerne skal forelægges fagudvalgene i april 2007.

 

 

LØSNING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har i flere år arbejdet aktivt for at være en attraktiv arbejdsplads. Forvaltningens mål er at være en attraktiv arbejdsplads, der

·        Yder støtte og omsorg og fokuserer på det hele menneske

·        Tiltrækker og fastholder kvalificeret personale

·        Vedligeholder og udvikler medarbejdernes kompetencer

·        Udøver anerkendende ledelse og er i dialog med medarbejderne

·        Sikrer et godt arbejdsmiljø med fokus på den enkeltes trivsel

·        Får sygefraværet til at falde

 

For at nå disse mål fokuserer forvaltningen på nedenstående 6 indsatser. Indenfor hver indsats findes flere målrettede indsatsområder

1.      Arbejdsmiljø og trivsel

2.      Ledelse

3.      Kompetenceudvikling

4.      Det hele menneske – fokus på individet

5.      Fravær og Nærvær

6.      Rekruttering

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens grundlæggende indsats for attraktive arbejdspladser er at sikre et godt arbejdsmiljø. Her er arbejdsmiljørådgivningen den primære hjørnesten, som understøttes via rådgivning, trivselsmålinger samt sundhedsfremmeprojekter. Det psykiske arbejdsmiljø sikres primært gennem udvikling af ledere og ledelsesstilen med fokus på anerkendelse, dialog og samarbejde. På individplan sker indsatsen bl.a. via psykologrådgivning og fysioterapi.

 

En anden central indsats er arbejdet med Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ansigt udadtil, som er vigtig for at tiltrække tilstrækkeligt kompetent personale. Der er sat massivt ind på kompetenceudvikling via klippekorts-model for basismedarbejdere, overbygningsforløb for plejepersonale med mellemlang uddannelse samt opkvalificering af ufaglærte. Samtidig satses der på flere elever på grunduddannelserne samt etablering af studieunits, hvor elever og vejledere samles for at forbedre kvaliteten og fagligheden i praktikforløbene.

 

Vedlagte handleplan er resultatet af en drøftelse i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens Hovedsamarbejdsudvalg (HSU) den 14. marts 2007.

 

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for udvalget.

 

 

VIDERE PROCES

Størstedelen af handleplanens initiativer er allerede i gang og resten igangsættes i løbet af 2007. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen deltager desuden i Københavns Kommunes fælles indsatser omkring ledelsesudvikling og attraktive arbejdspladser.

 

 

BILAG

·   Overborgmesterens og Sundheds- og Omsorgsborgmesterens brev om "Det vigtigste job i byen!"

·   Sundheds- og Omsorgsforvaltningens handleplan for en attraktiv arbejdsplads.

 

Lene Sillasen

 

                                                   / Helene Runliden

 


 

Til top