Regnskabsprognose 2001 - budgetoverholdelsen i hjemmeplejen
Regnskabsprognose 2001 - budgetoverholdelsen i hjemmeplejen
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde mandag den 26. marts 2001
3. Regnskabsprognose 2001 - budgetoverholdelsen i hjemmeplejen
SOU 97/2001 J.nr. 1/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter den økonomiske situation i hjemmeplejen i 2001
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning, at forvaltningen benytter de oplistede forslag til tiltag som grundlag for det videre arbejde med strategier for de enkelte bydeles budgetoverholdelse i 2001
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om den forventede regnskabsprognose for det øvrige udvalgsområde til efterretning
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at fortsætte behandlingen af sagen i næste møde.
RESUME
Hjemmeplejebudgettet for 2001 er udmeldt til de decentrale enheder i bydelene.
I det samlede budget, dvs. i den overordnede ramme for hjemmeplejeområdet, er der indregnet følgende tilpasninger og effektiviseringskrav:
- Tilpasningskrav på 17,5 mill. kr. svarende til demografikorrektionen som Sundheds- og Omsorgsudvalget er blevet pålagt af Økonomiudvalget i indkaldelsescirkulæret for budget 2001.
- Effektiviseringskrav på i alt 24 mill. kr. som Borgerrepræsentationen pålagde Sundheds- og Omsorgsudvalget den 11. maj 2000 i forbindelse med vedtagelse af regnskab 1999 sagen.
Nogle bydele vil herudover have et tilpasningsbehov i 2001 som følge af et for højt aktivitetsniveau ved indgangen til 2001, dvs. et merforbrug i budget 2000.
Budgetudmeldingen indebærer derfor, at der generelt skal ske tilpasninger i de enkelte bydele for at sikre budgetoverholdelsen.
Hver enkelt bydel i Sundhedsforvaltningen er i lyset af de udmeldte budgetter blevet anmodet om at beskrive, hvad der i hver enkelt bydel foreslås af tiltag til sikring af budgetoverholdelsen i 2001, samt hvad disse tiltag forventes at have af konsekvenser for hjemmeplejen.
På den baggrund er der oplistet en række tiltag, bl.a. indkøbs- og vaskeordninger, medicindosering på apoteker, ændring af rengøringsinterval fra hver 2. uge til hver 3. eller 4. uge m.m.
Samtidig er der beskrevet de konsekvenser, som de foreslåede tiltag forventes at få. Her er der særligt peget på forringelse af rengøringskvaliteten, samt mindre mulighed for at udøve forebyggende pleje, når hjemmeplejen kommer sjældnere i hjemmet.
Sundhedsforvaltningen vil bearbejde de enkelte bydeles indberetninger yderligere med henblik på, at der til Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 2. april 2001 kan præsenteres en samlet beskrivelse af de enkelte bydeles strategier til sikring af budgetoverholdelsen.