Medlemsforslag vedr. information til borgerne i Husum Vænge om tilbud om flytning
Indstilling og beslutning
Det foreslås;
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Socialforvaltningen omgående skriftligt at orientere de berørte beboere om, at det er frivilligt for de nuværende ældre beboere i de berørte ældreboliger, om de vil flytte til en anden opgang eller til en anden ældreboligbebyggelse, eller om de vil blive boende.
(Forslaget er stillet af Dansk Folkeparti)
Ældre mennesker har brug for en klar kommunikation, særligt når det drejer sig om noget så indgribende i deres hverdag som det at flytte bolig.
På Sundheds- og Omsorgsudvalget d. 23. oktober 2014 godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget en fællesindstilling om ”Etablering af opgangsfællesskab til 20 borgere med handicap i ældreboligafdelingen Husum Vænge”. Af den politiske beslutning fremgik det tydeligt, at det er frivilligt for de nuværende ældre beboere i de berørte ældreboliger, om de vil flytte til en anden opgang eller til en anden ældreboligbebyggelse, eller om de vil blive boende.
På et møde den 15. december 2014 i beboerlokalet i Husum Vænge, hvor beboere i Husum Vænge nr. 5, 6, 7 og 8 var indbudt, blev der udleveret en skriftlig folder til de fremmødte. Af denne folder (Bilag 1) fremgår det ikke entydigt, at det er frivilligt for beboerne, om de vil flytte eller blive boende. Ordet frivilligt er slet ikke nævnt. Ligesom det ej heller er nævnt, at beboerne har en valgmulighed og netop kan vælge at blive boende.
Dette finder Dansk Folkeparti meget beklageligt, særlig i betragtning af, at det fremgår af den politiske beslutning, at det er frivilligt, og at det er muligt for de ældre at vælge at blive boende.
Forslagsstilleren finder, at dette er helt unødig misinformation af de ældre borgere, samt at forvaltningerne ved denne manglede skriftlige information ikke respekterer eller har forståelse for, at borgere - og ældre borgere i særdeleshed - har krav og ret til at få en entydig information om noget så vigtigt som det at flytte bolig.
Forslagsstilleren er bekendt med, at der på mødet d. 15. december 2014 mundtligt blev orienteret om valgmuligheden. Problemet er bare, at det budskab har de ældre ikke forstået. Flere af beboerne har derfor efter det pågældende møde henvendt sig til politikere, fordi de var bange for at blive smidt ud af lejligheden. Den skriftlige og mundtlige kommunikation har altså ikke været tilfredsstillende overfor målgruppen, og har heller ikke været i tråd med den faktiske politiske beslutning i Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget. Forslagsstilleren mener derfor, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med Socialforvaltningen omgående skriftligt skal orientere alle de berørte beboere – dvs. også de beboere, som ikke deltog på mødet den 15. december - om, at det er frivilligt for de nuværende ældre beboere i de berørte ældreboliger, om de vil flytte til en anden opgang eller til en anden ældreboligbebyggelse, eller om de vil blive boende. Det er ikke rimeligt, at ældre beboere skal føle sig presset til at flytte, når de reelt har en mulighed for at blive boende.