Mødedato: 25.10.2018, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Orientering om Frisættelsesforsøg 2.0

Sagen er til orientering og har til formål at orientere Sundheds- og Omsorgsudvalget om status for frisættelsesforsøg 2.0 i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, og for de temaer, medarbejderne i det udvalgte lokalområde har valgt for frisættelsen.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

1. at tage orienteringen om frisættelsesforsøg 2.0 i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til efterretning.

Problemstilling

Økonomiudvalget (ØU) godkendte 7. november 2017 plan for frisættelsesforsøg 2.0 for perioden 2018–2020, hvori det er angivet, at formålet med forsøget er at frigive mere tid til og øge kvaliteten i kerneopgaven til gavn for borgerne og brugerne af kommunens ydelser.

Forinden beslutningen i ØU i november 2017, havde Sundheds- og Omsorgsudvalget på møde 18. maj 2017 godkendt et medlemsforslag om et forsøg med at frisætte en enhed i hjemmeplejen. Medlemsforslaget er efterfølgende blevet integreret i ØU's frisættelsesforsøg 2.0 som forvaltningens bidrag hertil, og følger proces- og tidsplan for forsøget, som er fastlagt af Økonomiforvaltningen.

Temaerne for frisættelsesforsøget i hjemmeplejen forelægges her til udvalgets orientering.

Løsning

Baggrund
Frisættelsesforsøg tager udgangspunkt i Københavns Kommunes tillidsdagsorden og giver en enkelt enhed/institution mulighed for at blive midlertidigt frisat fra eksisterende regler og procedurer og afprøve nye innovative tilgange for at se, om det fører til en frigørelse af tid og en bedre kvalitet i løsningen af kerneopgaven. I det omfang, projektet viser, at en specifik frisættelsesindsats har medført konkrete resultater, vil denne så vidt muligt efterfølgende blive søgt udbredt til hele kommunen.

Frisættelsesforsøg er et initiativ i København Kommune og skal ikke forveksles med frikommuneforsøg, som er initieret fra statslig side og omhandler afbureaukratisering, effektivisering og bedre styring i den kommunale sektor. Frisættelsesforsøg hidrører først og fremmest kommunens egne regler og procedurer, som Borgerrepræsentationen (BR) selv kan beslutte frisættelse fra. Hvis et bestemt forsøg ønsker at frigøres fra national lovgivning kan dette indeholdes i forsøget, men det kræver dog at kommunen får tilladelse af det relevante fagministerium via den såkaldte udfordringsret.

Frisættelsesforsøg i SUF
Forsøget i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) tager udgangspunkt i hjemmeplejen i Indre By/Østerbro (IBØ) med stort fokus på involvering af medarbejderne. Det gælder både i forhold til at identificere områder som medarbejderne oplever som hæmmende og derfor ønsker at frisættes for, og efterfølgende at finde gode løsninger til andre måder at arbejde på, som er mindre bureaukratiske og tidskrævende og derfor forventes at frigive mere tid til kerneopgaven.

Hjemmeplejen har derfor gennem foråret 2018 gennemført en række dialogmøder med medarbejdere for at identificere konkrete arbejdsgange og regler, som de oplever som barrierer i hverdagen for at udføre deres kerneopgave. Metoden for dialogmøderne er baseret på medarbejderinvolvering, hvor løsningerne sideløbende udvikles af medarbejdere. En proces, der generelt skærper medarbejdere og lederes opmærksomhed på det fortløbende arbejde med organisering, styring, udvikling og forbedrer opgaveløsningen i en grad, der rækker ud over de konkrete forsøg i frisættelsesforsøget.

Resultatet af ovenfor nævnte dialogmøder er, at medarbejderne peger på to temaer relateret til konkrete arbejdsgange og regler, som de ønsker at udfordre i frisættelsesforsøget. Arbejdsgange som de oplever bureaukratiske og unødigt besværlige i forhold til at kunne hjælpe borgerne hurtigst og bedst muligt.

Tema 1: Bestilling af arbejdsredskaber
Hjemmeplejen udpegede bestilling af arbejdsredskaber, som er en forudsætning for, at medarbejderne kan udføre plejen af borgere på forsvarlig vis, fx stålift eller vendesystemer.

Tema 2: Sagsbehandling af to udvalgte hjælpemidler
Hjemmesygeplejen udpegede særlig to kropsbårne hjælpemidler, som tema for frisættelsesforsøg;
• udredning og bestilling af bleer
• opmåling og bestilling af kompressionsstrømper.

Hypotesen er, at sagsbehandlingstiden nedsættes til gavn for både borgeren og medarbejderne.

Selvom de konkrete forsøg umiddelbart kan virke beskedne, repræsenterer de væsentlige områder i medarbejdernes daglige praksis og derudover giver forsøget nyttig supplerende viden i forhold til udvikling af hjælpemiddelområdet. Der er tale om et hjælpemiddel, når det er et produkt, som giver borgere mulighed for selv at udføre en aktivitet på trods af nedsat funktionsevne, hvorimod arbejdsredskaber bevilges af hensyn til medarbejdernes arbejdsmiljø. Indimellem kan et produkt både være et hjælpemiddel og et arbejdsredskab, som fx en strømpepåtager, i de tilfælde bevilges produktet som et hjælpemiddel.

Da begge temaer omhandler intern organisering af arbejdsgange kræver det ikke særskilt godkendelse i BR.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ønsker fra forvaltningerne om frisættelse fra BR-besluttede eller eksterne regler, behandles eventuelt på møder i BR og ØU i november/december 2018.

IBØ afdækker i efteråret 2018 de nuværende arbejdsgange, drøfter muligheder og udvikler nye løsninger i samarbejde med relevante parter. De nye løsninger afprøves i 2019.

En midtvejsevaluering for projektet forelægges SOU/ØU medio 2019, og en slutevaluering forelægges SOU, ØU og BR ultimo 2020.

 

 

Katja Kayser/

                             /Helle Schnedler

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning
Til top