Mødedato: 25.10.2012, kl. 14:30
Mødested: Ørestadens Plejecenter, Asger Jorns Allé 5, 2300 KBH. S.

Tilsynsredegørelse for 2011

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger den årlig redegørelse for den samlede tilsynsindsats på sundheds- og ældreområdet i 2011.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager årsrapport for Embedslægernes tilsyn med plejeboliger i Københavns Kommune 2011 til efterretning (bilag 1),
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager oversigt over kommunale tilsyn med plejeboliger og hjemmepleje/sygeplejeområdet i 2011 til efterretning (bilag 2), og 
  3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender redegørelser for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens opfølgende aktiviteter (bilag 3-4).

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger én gang årligt et samlet overblik over resultaterne fra det foregående års eksterne tilsyn samt en redegørelse for opfølgende aktiviteter. Da tilsynsredegørelsen for 2011 er blevet forsinket og fremlægges sent i 2012, vil forvaltningen på udvalgsmødet den 25. oktober 2012 også fremlægge resultater for de tilsyn, som på nuværende tidspunkt er udført i 2012.

Løsning

Den samlede tilsynsindsats omfatter embedslægernes lovpligtige tilsyn med plejehjem, kommunens lovpligtige tilsyn med plejeboliger og kommunens tilsyn med hjemme- og sygeplejeleverandører. Embedslægerne fører tilsyn med den sundhedsfaglige indsats på plejeboligerne, mens de kommunale tilsyn ser på den socialfaglige indsats på plejeboligerne. De kommunale tilsyn med hjemme- og sygeplejeleverandører omfatter både den sundheds- og socialfaglige del af indsatsen.


Status på Embedslægetilsyn 2011

Embedslægen gennemfører som udgangspunkt ét årligt uanmeldt embedslægetilsyn på hver af de københavnske plejeboligenheder. Ved tilfredsstillende tilsynsresultat kan embedslægerne dog vælge at en plejeboligenhed ikke skal have embedslægetilsyn det efterfølgende år. I 2011 gennemførtes tilsyn med 39 plejeboliger i Københavns Kommune, og fire plejeboliger var blevet fritaget for tilsyn.

Tabel 1: Oversigt over resultater fra embedslægetilsyn i 2011

 

Antal plejeboligenheder

Procentfordeling

2011

2010

2011

2010

1. Ingen bemærkninger

1

0

3%

0%

2. Fejl og mangler, meget ringe patientsikkerhedsrisiko

15

4

38%

12%

3. Fejl og mangler med patientsikkerhedsrisiko

20

27

51%

79%

4. Alvorlige fejl og mangler

3

3

8%

9%

5. Anledning til alvorlig kritik

0

0

0%

0%

I alt

39

34

100%

100%

Gennemsnitlig score for tilsynsresultater

2,6

3,0

 

 

Embedslægernes årsrapport viser, at tilsynsresultaterne i 2011 er forbedrede i forhold til 2010. Som det også fremgår af tabel 1 oven for fik 16 plejeboliger i 2011 den bedste eller næstebedste afgørelse mod 4 plejeboligenheder i 2010. Tilsynsresultaterne for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er pæne, sammenlignet med landets øvrige kommuner. I 2011 havde Sundheds- og Omsorgsforvaltningen således en større andel tilsyn i kategori 2 og en mindre andel tilsyn i i kategori 3 end landsgennemsnittet.
 

På tre af de 39 plejeboligenheder fandt embedslægerne alvorlige fejl og mangler i 2011. Fejlene vedrørte medicinhåndtering og sundhedsfaglig dokumentation. De tre plejeboligenheder har udarbejdet handleplaner. To af plejeboligenhederne er efterfølgende blevet godkendt ved embedslægernes opfølgende tilsyn. På den tredje plejeboligenhed vurderede embedslægerne, at der ikke var behov for et opfølgende tilsyn.

  

Status på kommunale tilsyn
Der gennemføres ét årligt uanmeldt tilsyn med alle plejeboligenheder og alle kommunale leverandører af personlig og praktisk hjælp og hjemmesygepleje. Derudover gennemføres årlige uanmeldte tilsyn med de private leverandører, der har mere end 100 borgere med personlig eller praktisk hjælp. Private leverandører med under 100 borgere modtager tilsyn hvert tredje år. De kommunale tilsyn udføres af BDO Kommunernes Revision.   

De kommunale tilsyn skal vurdere, om borgerne får den hjælp, de har krav på og om hjælpen er af en tilfredsstillende kvalitet. I de tilfælde, hvor der konstateres alvorlige fejl og mangler, gennemføres efterfølgende et opfølgende tilsyn efter ca. tre måneder.

I 2011 har BDO Kommunernes revision (BDO) i alt gennemført 65 tilsyn med plejeboliger og leverandører af hjemmepleje/sygepleje. Samlet set er 94 % af tilsynene godkendte eller godkendte med mangler i 2011. Ved 6 % af tilsynene blev der fundet alvorlige fejl og mangler.   


Tabel 2: Oversigt over resultater fra kommunale tilsyn i 2011:

  Antal tilsyn Procentfordeling
  2011 2010 2011 2010
Plejeboligenheder:
Godkendt eller godkendt med mangler 42 45 100% 100%
Alvorlige fejl og mangler 0 0 0% 0%
Hjemmeplejeleverandører:
Godkendt eller godkendt med mangler 19 12 83% 92%
Alvorlige fejl og mangler 4 1 17% 8%
Samlet: 
Godkendt eller godkendt med mangler 61 57 94% 98%
Alvorlige fejl og mangler 4 1 6% 2%
I alt: 65 58 100% 100%

Note: Oversigten omfatter både ordinære og opfølgende tilsyn. I enkelte tilfælde har de kommunale leverandører af hjemmepleje og sygepleje fået forskellige vurderinger på hjemme- og sygepleje, og derfor indgår der halve resultater.

 

Tilsynsresultaterne på plejeboligområdet er generelt gode i 2011, idet 37 af 42 plejeboligenheder fik vurderingen ”godkendt”. Kun fem plejeboligenheder fik vurderingen ”godkendt med mangler på enkelte områder” og ingen enheder fik alvorlige fejl og mangler.

 

Tilsynsresultaterne med kommunale leverandører af hjemmepleje og sygepleje har været mere blandede i 2011. Tre af de seks kommunale leverandører blev godkendt ved første tilsyn, mens de øvrige tre leverandører fik alvorlige fejl og mangler i det første tilsyn, hvilket udløste opfølgende tilsyn. Alle seks enheder er nu godkendte.
 

Fejl og mangler hos de kommunale leverandører var primært inden for sygepleje og havde ofte med medicinhåndtering at gøre. Det drejer sig bl.a. om uoverensstemmelser mellem medicinoversigterne i journalen, i samarbejdsbogen og indholdet i borgerens doseringsæsker. Herudover er der i en række tilfælde konstateret mangelfuld faglig dokumentation, f.eks. mangelfulde døgn- og ugeplaner.

 

Tilsynene med de private leverandører af hjemmepleje endte i 12 ud af 13 tilfælde med godkendelse i første omgang, mens én privat leverandør først blev godkendt efter et opfølgende tilsyn. De mangler, der blev fundet hos private leverandører handlede som oftest om manglende dokumentation, herunder manglende udarbejdelse af døgn- og ugeplaner. Umiddelbart kunne det se ud til at de private leverandører klarer sig bedre end de kommunale leverandører. Der er dog en væsentlig forskel, idet de private leverandører ikke leverer sygepleje, som er der hvor hovedparten af alvorlige fejl er fundet hos de kommunale leverandører. (Bilag 2) indeholder en detaljeret oversigt over tilsynsresultaterne.

Opfølgende indsatser

Forvaltningen har sat massivt ind for at rette op på problemerne på medicinområdet.

For hjemme- og sygeplejens vedkommende er der etableret et Kvalitetsprogram, hvor sygeplejersker og embedsmænd i direkte samarbejde med hjemme- og sygeplejegrupperne udvikler konkrete redskaber, der kan give sygeplejerskerne bedre rammer for at håndtere medicin. I regi af Kvalitetsprogrammet er journalerne for samtlige af de ca 3.500 borgere, som modtager medicin, gennemgået manualt, og samtlige fejl er rettet op. Derudover er der bl.a. udviklet en medicinkasse, der skaber ro og overblik, der er afprøvet nye, konkrete måder at give faglig sparring, og der er afprøvet nye, mere smidige vejledninger med billeder, som sygeplejerskerne kan have med på farten, jf. (bilag 4) som indeholder en nærmere beskrivelse af Kvalitetsprogrammet.

Forvaltningen har derudover i 2011 og 2012 gennemført en række kvalitetsbesøg hos borgere med kommunale leverandører af hjemmepleje og sygepleje, hvor sygeplejersker har lavet en faglig vurdering af hjælpen og haft en direkte dialog med borgerne. I 2012 gennemføres en række lignende kvalitetsbesøg hos borgere med private leverandører, jf. (bilag 3) som indeholder en nærmere beskrivelse af indsatsen.

På plejeboligerne planlægges medicingennemgang på 4.000 plejehjemsbeboere, som vil strække sig ind i 2013. Gennemgangen gennemføres i samarbejde med farmaceuter. For en nærmere beskrivelse af den planlagte indsats henvises til (bilag 3).

Endelig er der gjort en systematisk indsats for, at forvaltningens nye IT-system, KOS2, skal gøre det lettere for sygeplejerskerne at håndtere arbejdsgange og dokumentation i forbindelse med medicin. Al medicindokumentation samles således på ét skema i KOS2. Det skal oplyses, at KOS2 tages i brug i foråret 2013. For en nærmere beskrivelse af ændringerne i KOS 2 henvises til (bilag 3).


Forvaltningen forventer, at ovenstående tiltag vil imødekomme tilsynenes anbefalinger. De foreløbige resultater for 2012 tyder på, at indsatsen virker. De fire kommunale sygeplejer, der på nuværende tidspunkt er ført tilsyn med i 2012 er bestået. På plejeboligområdet har de embedslægetilsyn, der på nuværende tidspunkt er gennemført, også vist en forbedring på medicinområdet.

Høring
Tilsynsredegørelsen for 2011 har været i høring hos De Københavnske Ældreråd. I høringssvaret udtrykker De Københavnske Ældreråd tilfredshed med de initiativer, forvaltningen har taget for at forbedre de forhold, som er påpeget i tilsynene i 2011. De Københavnske Ældreråd har derudover følgende konkrete bemærkninger til tilsynsredegørelsen:

Etablering af bisiddderordning for svage ældre
De Københavnske Ældreråd foreslår, at der indføres en bisidderordning for de svageste ældre for at forbedre undersøgelsernes resultater. Forslaget skal medvirke til at sikre, at forholdene hos de svageste ældre, som ikke i dag er i stand til at deltage i tilsynene, også afdækkes.

Tilsynene på plejehjem bør udvides til at dække aftener og weekender
De Københavnske Ældreråd foreslår, at tilsynene med plejeboligenhederne udvides til også at dække aftener og weekender, på samme måde, som det er tilfældet med de uanmeldte tilsyn i hjemme- og sygeplejen.

Mere end et årligt tilsyn pr. leverandør, og deltagerantallet i tilsynene bør udvides
De Københavnske Ældreråd mener, der er for mange problemer på området med kommunale leverandører af hjemmepleje og sygepleje, og mener derfor at der burde være mere end et tilsyn om året og et større deltagerantal end det på nuværende tidspunkt er tilfældet.

Alle apoteker bør skrive på de udleverede produkter, hvilke præpararater der eventuelt erstattes med andre præparatnavne.
De Københavnske Ældreråd giver udtryk for, at det burde være en pligt for alle apoteker at skrive på et udleveret præparat, hvad det erstatter, således som det allerede nu er tilfældet på enkelte apoteker.

De Københavnske Ældreråds høringssvar er vedlagt som (bilag 5).

Forvaltningen fremlægger De Københavnske Ældreråds forslag om præparatnavne til apotekerne via den samarbejdsgruppe, som forvaltningen har etableret med apotekerne. De Københavnske Ældreråds bemærkninger om udvidelse af tidsrum for tilsyn på plejeboliger, udvidelse af tilsynene med de kommunale leverandører af hjemme- og sygepleje og bedre repræsentation af de svageste ældre vil indgå i forvaltningens videre arbejde med revision af tilsynskonceptet for 2013.

Status på kommunale tilsyn 2012
Der er på nuværende tidspunkt gennemført 14 kommunale tilsyn med plejeboliger, 4 kommunale tilsyn med den kommunale hjemmepleje/sygepleje, samt 15 embedslægetilsyn med plejeboligenheder i 2012. Forvaltningen vil på mødet den 25. oktober 2012 kort gennemgå tilsysnresultaterne for disse tilsyn. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil primo 2013 fremlægge forslag til revideret tilsynskoncept for 2013, hvor De Københavnske Ældreråds bemærkninger vil indgå i arbejdet.

Tilsynsredegørelsen for 2012 vil blive fremlagt for Sundheds- og Omsorgsudvalget medio 2013.


       
 Hanne Baastrup

                                                 
           /Thomas Karlsson

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top