Takster for valgfrie ydelser på plejecentre
Takster for valgfrie ydelser på plejecentre
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 25. oktober 2007
3. Takster for valgfrie ydelser på plejecentre
SOU 261/2007 J.nr. 39/2004
Sundheds- og
Omsorgsforvaltningens plan for håndtering af tilbagebetaling og fremadrettet
regulering af taksterne forelægges udvalget til godkendelse.
INDSTILLING OG Beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender planen (bilag 1) for tilbagebetaling og fremadrettet regulering af takster, 2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen ved en selvstændig sag forelægges et revideret takstbilag i overensstemmelse med Socialministeriets fortolkning af reglerne, 3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forelægges en selvstændig sag om de økonomiske konsekvenser, når disse er opgjort. Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning
i mødet den 25. oktober 2007 Udvalget godkendte indstillingen idet Sundheds-
og Omsorgsudvalget besluttede at rejse sagen politisk i KL's bestyrelse. |
Problemstilling
Sagen har siden 2005 løbende været behandlet af Sundheds- og Omsorgsudvalget grundet uenighed med Socialministeriet om beregningsprincipperne ved opgørelse af den øvre grænse for taksterne for valgfrie ydelser på plejehjem. Der henvises til bilag 2 for en nærmere beskrivelse af sagens problemstilling.
Trods uenigheden med Socialministeriet har kommunen ved taksfastsættelsen ikke opkrævet mere end reglerne samlet set gav mulighed for. Problemerne skyldes fordelingen på de enkelte ydelser.
Sundheds- og Omsorgsudvalget blev den 4. oktober 2007 orienteret om, at Socialministeriet den 27. september 2007 har meddelt, at ministeriet fastholder sin fortolkning af reglerne. Forvaltningen har som følge heraf udarbejdet en plan for det videre forløb i sagen (bilag 1).
Der er tale om en plan dels for opgørelsen og udbetaling af kommunens tilbagebetalingspligt til de beboere på plejecentre, som har betalt for meget for de ydelser, som de har valgt at modtage. Dels for justeringen af takster for 2008, som på baggrund af Socialministeriets fortolkning af reglerne må anses for at være for høje.
Løsning
Det er den juridiske vurdering, at kommunen er forpligtet til at tilbagebetale det, som beboere på plejecentrene har betalt for meget som følge af, at nogle takster har været fastsat for højt. Det er endvidere vurderingen, at der ikke er juridisk mulighed for at modregne i de takster, der har været lavere end reglerne gav mulighed for. Tilsynet har været forelagt den juridisk vurdering, og har ikke fundet grundlag for indvendinger.
Tilbagebetalingen omfatter dels perioden indtil 2006, hvor taksterne ikke var fastsat på baggrund af en opgørelse af de udgifter, som var forbundet med ydelserne. Dels perioden fra 2006-2007, hvor taksterne er fastsat på baggrund af en opgørelse, der ikke er i overensstemmelse med den fortolkning af reglerne, som Socialministeriet har anlagt.
Da en afklaring af sagens juridiske og beregningsmæssige aspekter måtte ventes at tage tid accepterede forvaltningen af hensyn til borgernes retsstilling tilbage i 2005, at den 5-årige forældelse af borgernes tilbagebetalingskrav skulle regnes tilbage til 2000, når de på et tidspunkt kunne gøres op.
Som led i fastlæggelsen af kommunens tilbagebetalingspligt er det nødvendigt at foretage en beregning af, hvor meget de forskellige takster i perioden lå over de samlede udgifter forbundet hermed. I forbindelse hermed vil revisionsselskabet Deloitte korrigere deres beregningsgrundlag, samt genberegne taksterne for 2008.
Endvidere er det nødvendigt at få identificeret hvilke beboere, der i perioden har modtaget hvilke ydelser. På baggrund heraf skal der foretages en individuel opgørelse af hver enkelt beboers tilbagebetalingskrav. Der vil være et meget stort administrativt arbejde forbundet hermed. Udbetalingen til nuværende plejehjemsbeboere vil dog blive iværksat hurtigst muligt og ventes at kunne påbegyndes allerede januar 2008.
I forhold til en række borgere, f.eks. plejehjemsbeboere der er fraflyttet kommunen, afdøde beboere etc., ventes udbetalingen først at kunne påbegyndes senere, bl.a. fordi kommunen ikke har tilstrækkelige oplysninger til at kunne identificere, hvem der er berettiget til tilbagebetalingen. For så vidt afdøde vil det være nødvendigt at annoncere i dagblade og på kommunens hjemmeside om, at personer, der kan dokumentere at være berettiget til en afdød beboers tilbagebetaling, skal anmelde deres krav til kommunen.
SOU, ØU og BR vil få forelagt en særskilt sag om de økonomiske konsekvenser, når der foreligger en samlet opgørelse af kravene.
I forhold til taksterne for 2008, betyder ministeriets fastholden af sin fortolkning, at det er nødvendigt at justere taksterne. Det takstbilag, som BR har godkendt den 11. oktober 2007 er således ikke korrekt ifølge Socialministeriets fortolkning. SOU, ØU og BR vil derfor blive forelagt en særskilt sag med henblik på godkendelse af et revideret takstbilag. Indstillingen vil endvidere indeholde en redegørelse for de budgetmæssige konsekvenser. Da en sådan sag ikke kan færdigbehandles før fristen for varsling af taksterne for 2008 udløber, vil plejecenterbeboerne indenfor varslingsfristen blive informeret om, at betalingen for de modtagne ydelser i 2008 vil blive opkrævet aconto.
Plejecentrene vil efter godkendelse af planen blive informeret om den videre proces, og der vil blive udarbejdet et informationsbrev, som på plejecentrene kan udleveres til de enkelte beboere og pårørende.
Plejecentrene vil endvidere modtage et informationsbrev om tilbagebetalingen, som skal udleveres til beboere som fraflytter, eller pårørende til beboere, som afgår ved døden, inden udbetalingen kan finde sted.
Endelig vil de berørte beboere på plejecentrene modtage brev om udbetalingen og en individuel opgørelse af deres krav, når disse er opgjort.
Økonomi
Hverken de økonomiske konsekvenser i forhold til tilbagebetalingen til borgerne eller den fremadrettede regulering af takster kan på nuværende tidspunkt opgøres, da disse afhænger af genberegningen samt de individuelle opgørelser af tilbagebetalingskravet.
Videre
proces
SOU vil til november/december få forelagt en selvstændig indstilling med henblik på godkendelse af et nyt takstbilag for 2008. Det ændrede takstbilag skal godkendes af ØU og BR så hurtigt som muligt.
SOU, ØU og BR vil få forelagt en særskilt sag om de økonomiske konsekvenser, når den samlede opgørelse af kravene foreligger.
Den videre proces vedr. tilbagebetaling til borgerne fremgår mere detaljeret af planen for håndtering af sagen (bilag 1).
SOU vil løbende blive underrettet om sagen.
Bilag
1. Plan af 11. oktober 2007 for håndtering af takster for de valgfrie ydelser, herunder tilbagebetalingen til borgerne.
2. Notat af 10. oktober 2007 om sagens problemstilling.
3. Oversigt af 10. oktober 2007 over den politiske behandling af takstsagen.