Godkendelse af Kvalitetsstandarder for Tekniske Hjælpemidler
Godkendelse af Kvalitetsstandarder for Tekniske Hjælpemidler
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 25. september 2003
9. Godkendelse af Kvalitetsstandarder for Tekniske Hjælpemidler
SOU 257/2003 J.nr. 14/2002
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Kvalitetsstandarder for Tekniske Hjælpemidler i Københavns Kommune,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der gradvist indføres differentierede sagsbehandlingsfrister for bevilling af hjælpemiddel på mellem 1 og 4 uger.
RESUME
Nærværende kvalitetsstandarder er et oplæg til ensartet serviceniveau for Tekniske Hjælpemidler. Kvalitetsstandarderne skal ses i sammenhæng med de kvalitetsstandarder og den visitationspraksis, der anvendes indenfor ældreområdet generelt i Københavns Kommune, herunder anvendelse af Fælles Sprog.
Kvalitetsstandarderne synliggør kommunens serviceniveau, dvs. hvilke tekniske hjælpemidler kommunen råder over, samt hvilke overordnede bevillingskriterier der skal anvendes i behandlingen af ansøgning om et hjælpemiddel. Målet er, at der kan træffes ensartede afgørelser om hjælpemidler til borgere med samme behov i hele kommunen.
Kvalitetsstandarderne indeholder forslag til gradvis indførelse af differentierede sagsbehandlingstider for bevilling af hjælpemidler på mellem 1 og 4 uger. Herudover er der defineret en række akutte sagstyper, hvor sagsbehandlingstiden er én dag samt nogle få sagstyper, hvor der ikke er nogen fast defineret sagsbehandlingstid. Indførelsen af differentierede sagsbehandlingstider er afhængig af implementering af nye sagsgange for bevilling af hjælpemidler. Servicemål for de forskellige sagstyper vil derfor først kunne opfyldes i takt med, at ny sagsgang for bevilling af hjælpemidler implementeres.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Sundhedsforvaltningen iværksatte i december 2002 et større hjælpemiddelprojekt med henblik på at effektivisere det samlede hjælpemiddelområde og sikre et ensartet serviceniveau til alle borgere uanset boligform.
I overensstemmelse med resten af ældreområdet sikres et ensartet serviceniveau ved fastsatte kvalitetsstandarder. Kvalitetsstandarder for Tekniske Hjælpemidler skal ses i sammenhæng med de kvalitetsstandarder og den visitationspraksis, der anvendes indenfor ældreområdet generelt i Københavns Kommune.
For at sikre et redskab, der giver grundlag for en ensartet visitationspraksis, bygger visitationen af hjælpemidler derfor på Fælles Sprog, herunder funktionsvurdering forud for beslutning om, hvilken bevilling borgeren skal tildeles.
Kvalitetsstandarderne understøttes af en fælles sagsgang, der dels skal sikre, at opstillede sagsbehandlingsfrister kan indfries, og dels sikre ensartet kvalitet i sagsbehandlingen, herunder at regler for god sagsbehandling opfyldes.
Kvalitetsstandarder for tekniske hjælpemidler
Kvalitetsstandarderne for tekniske hjælpemidler synliggør kommunens serviceniveau, dvs. hvilke tekniske hjælpemidler kommunen råder over, samt hvilke overordnede bevillingskriterier der skal anvendes i behandlingen af ansøgning om et hjælpemiddel (se bilag 1: Kvalitetsstandarder for Hjælpemiddelområdet i Københavns Kommune).
Målet er, at der kan træffes ensartede afgørelser om hjælpemidler til borgere med samme behov i hele kommunen. Kvalitetsstandarderne er således arbejdsredskab for personale, der bevilger hjælpemidler på Pensions- og Omsorgskontorerne og på plejehjem.
Endvidere skal kvalitetsstandarderne sikre, at personer, der er i kontakt med ældre borgere, kan informere om hjælpemiddelområdet og kommunens service på området.
Kvalitetsstandarderne for tekniske hjælpemidler omfatter syv hovedområder: hjælpemidler til personlig pleje, mobilitetshjælpemidler, indretning og tilpasning af bolig og andre lokaler, hjælpemidler i husholdningen, hjælpemidler til behandling og træning, håndtering af produkter og varer, hjælpemidler til kommunikation, information og varsling.
Hvert hovedområde indeholder afgrænsninger af målgruppe, faglige og organisatoriske mål for tildelingen af hjælpemidler, samt kvalitetsmål for borgeren.
Der beskrives for de enkelte hjælpemiddeltyper, hvilke særlige forhold der skal tages højde for i forbindelse med bevilling af hjælpemidlet, fx hvorvidt der kan være behov for boligændringer i forbindelse med bevilling af hjælpemidlet. Endelig beskrives borgerens forpligtigelser, herunder ansvar for vedligeholdelse og evt. forsikring.
Kvalitetsstandarderne understøttes af Københavns Kommunens elektroniske vejledning for hjælpemidler FAKIR. FAKIR indeholder lovstof, bekendtgørelser og Socialministeriets afgørelser samt bevillingskriterier for de enkelte hjælpemidler.
Kvalitetsstandarderne omfatter udelukkende tekniske hjælpemidler. Tekniske hjælpemidler er de hjælpemidler der bevilges som udlån til borgeren og som hovedregel kan genbruges. Personlige kropsbårne hjælpemidler, herunder briller, ortopædiske sko, proteser mv. anbefales typisk af speciallæger og hospitaler. Serviceniveauet for personlige hjælpemidler er som hovedregel fastsat via lovgivning, idet det fremgår, hvilken fysisk tilstand der berettiger bevilling af hjælpemiddel, samt hvor hyppigt hjælpemidlet kan bevilges. Kommunen foretager således kun en mere formel visitation, hvor det vurderes, hvorvidt borgeren ifølge loven er berettiget til hjælpemidlet.
Efter politisk godkendelse af Kvalitetsstandarderne for tekniske hjælpemidler vil standarderne blive bragt i anvendelse. Kvalitetsstandarderne vil blive evalueret efter et halvt år, hvorefter standarderne vil blive revideret, såfremt der måtte være behov herfor.
Sagsbehandlingsfrister på hjælpemiddelområdet
Det indstilles at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender en gradvist indførelses af differentierede sagsbehandlingsfrister for bevilling af hjælpemiddel på mellem 1 og 4 uger, som beskrevet i Kvalitetsstandarderne.
Sagsbehandlingstiderne beregnes fra den dag Pensions- og Omsorgskontorerne modtager en ansøgning, til afgørelsen fremsendes til borger. Herefter er der en leveringstid på 3 dage for standard hjælpemidler. Akutte hjælpemidler kan hverdage leveres inden for en dag.
Sammenlignes der med andre kommuner ligger en sagsbehandlings tid på 4 uger inden for normen.
Akutte sager | 1 dag | Er defineret i kvalitetsstandarder for tekniske hjælpemidler. |
Administrative sager | 1 uge | Der kræves ingen, eller begrænset indhentelse, af yderligere information. Dette vil ofte gælde personlige hjælpemidler eller tekniske hjælpemidler indstillet via samarbejdsparter. Sagerne kan oftest behandles af en administrativ medarbejder. |
Lettere sager | 1 – 2 uger | Der kræves yderligere information, der normalt kan indhentes internt i forvaltningen eller hos borger. Sagen kræver normalt inddragelse af terapeutisk kompetence. |
Komplicerede sager | 4 uger | Der kræves hjemmebesøg samt evt. indhentelse af oplysninger fra eksterne parter, herunder lægeerklæringer og boligændringstilladelser. |
Kørestole samt større boligændringer | Ingen max. tid | Borger oplyses individuelt. Disse sager kræver en omfattende sagsbehandling, typisk med flere hjemmebesøg og evt. afprøvninger af hjælpemidler. Endvidere skal der indhentes lægeerklæringer, tilladelser til boligændringer mv.. |
De differentierede sagsbehandlingstider skal sikre, at sagsbehandlingstid er i overensstemmelse med sagens kompleksitet og samtidig sikre nedsættelse af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.
Det anbefales, at det offentligt udmeldte servicemål for behandling af ansøgning om hjælpemidler bliver 4 uger. De differentierede sagsbehandlingstider er ikke alene baseret på hjælpemiddeltyper, men også på omfanget af allerede indhentet viden om ansøger, hvorfor de differentierede sagsbehandlingstider ikke kan anvendes som vejledning for borgerne.
Indførelsen af differentierede sagsbehandlingstider er afhængig af implementering af nye sagsgange for bevilling af hjælpemidler. Servicemål for de forskellige sagstyper vil derfor først kunne opfyldes i takt med, at ny sagsgang for bevilling af hjælpemidler implementeres.
Implementering af den nye sagsgang for hjælpemiddelbevilling vil for de ikke IT- afhængige dele påbegyndes umiddelbart. Til understøttelse af dette arbejde er der udarbejdet en række konkrete handlingsplaner for Pensions- og Omsorgskontorerne.
Der er udarbejdet en detaljeret beskrivelse af den nye sagsgang, som bl.a. indeholder en gennemgang af krav til et "hjælpemiddelark" i Københavns Kommunes Omsorgssystem. På basis af dette påbegyndes arbejdet med at indarbejde hjælpemiddelbevilling og bestilling i KOS. Dette arbejde forventes færdigt i 4. kvartal 2003.
Den nye sagsgang understøtter, udover differentierede sagsbehanlingstider, en ensartet dokumentation samt et øget samarbejde mellem sagsbehandlende ergoterapeuter og visitatorer.
Der indføres en standardiseret fælles terapeutrapport, der skal sikre, at gældende bevillingskriterier anvendes, samt at regler for god sagsbehandling opfyldes. Den standardiserede terapeturapport bygger på fælles sprog, og understøtter et øget tværfagligt samarbejde mellem visitatorer og sagsbehandlende ergoterapeuter. Endvidere skal den standardiserede terapeutrapport gøre det lettere at sammenligne hjælpemiddelsager, herunder at sammenligne og ensrette bevillingspraksis.
En række hjælpemidler skal fremover kunne bevilges administrativt efter indstilling fra andre faggrupper, herunder gruppeledere, visitatorer og forebyggere. Dette betyder, at en ansøgning i form af indstilling umiddelbart kan behandles og bevilges uden yderligere afdækning og vurdering. Som udgangspunkt gives der indstillingsret til badetaburet, bækkenstol, toiletforhøjer, stok, sengegalge, gangbuk, trykaflastende pude samt andre mindre hjælpemidler.
Bevillingskompetencen til hjælpemidler for borgere på plejehjem vil blive overført fra plejehjemmene til Pensions- og Omsorgskontorerne i takt med, at bestiller-udfører-modellen indføres på plejehjemmene. I den mellemliggende periode skal plejehjemmene anvende de udarbejdede kvalitetsstandarder og anvende standardskabeloner til dokumentation.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
-
HØRING
Kvalitetsstandarder for Hjælpemiddelområdet i Københavns Kommune har været sendt i høring hos:
- Ældrerådene
- Ældreorganisationerne
- Pensions- og Omsorgskontorer
- Ældrekontorer
- Plejehjem
- Hjemmeplejen
- Daghjem
- Dagcentre
- Døgnplejens Basecenter
- Træningscentre
- Familie- Arbejdsmarkedsforvaltningen
- H:S
- Bedriftssundhedstjenesten
- Rygskolen
- SYFO
Der er modtaget høringssvar fra: Pensions og Omsorg Christianshavn/Amager, Pension og Omsorg Valby, Pension og Omsorg Bispebjerg, Pension og Omsorg Østerbro, Pension og Omsorg Vanløse/Brønshøj/Husum, Ældrekontor Østerbro, Plejehjemmene Klarahus, Bomi- Parken, og Dortheagården, Træningscentrene i Københavns Kommune, Ældresagen, Pensionisternes Samvirke, Ældremobiliseringen, Bedriftssundhedstjenesten, H:S, Rygskolen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Ældrerådenes Fællesudvalg for København.
Resume af høringssvarene samt høringssvar vedlægges som bilag 2 og 3.
BILAG
Bilag 1: Kvalitetsstandarder for Hjælpemiddelområdet i Københavns Kommune
Bilag 2: Resume af høringssvar vedr. Kvalitetsstandarder i Københavns Kommune
Bilag 3: Høringssvar vedr. kvalitetsstandarder
Lau Svendsen-Tune
/Lars Bo Bülow