Mødedato: 25.08.2005, kl. 14:00

Ingen titel

Ingen titel

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 25. august 2005

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Alkoholpolitisk handleplan for 2006-2009

 

SOU 230/2005  J.nr. 33/2005

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter alkoholpolitisk handleplan, og

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at handleplanen sendes til høring i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Ældrerådene.

 

 

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2005

Sundheds- og Omsorgsudvalget drøftede indstillingen og godkendte, at den sendes i høring, idet udvalget ønskede en nuanceret diskussion af målet om tilgængelighed af udskænkningssteder/diskoteker, samt salg af stoffer på diskoteker. Nuanceringen vil fremgå af det brev som vedlægges høringsmaterialet.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede ved vedtagelsen af budgetforliget 2005 den 7. oktober 2004, at der skulle udarbejdes en alkoholpolitisk handleplan. Baggrunden for beslutningen var et ønske om en styrket indsats for at begrænse københavnernes høje alkoholforbrug, og dermed begrænse de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser, som det høje forbrug medfører. Samtidig skulle den alkoholpolitiske handleplan også fremme koordineringen af kommunens indsatser på området.

 

På dette grundlag har der været iværksat en proces, hvor samtlige af kommunes forvaltninger, Hovedstadens Sygehusfællesskab(H:S) samt frivillige organisationer har bidraget til udviklingen af nærværende alkoholpolitiske handleplan.

 

En gennemførelse af hele eller dele af planen forudsætter at der bevilges midler hertil. 

Handleplanens overordnede mål udspringer af Københavns Kommunes Folkesundhedsplan, hvis målsætning det er at reducere alkoholforbruget væsentligt. Handleplanen har tre kerneområder: 1) en borgerrettet, forebyggende indsats, 2) tidlig opsporing af alkoholproblemer, samt 3) sikring af en helhedsorienteret og sammenhængende social og behandlingsmæssig indsats. I handleplanen er opstillet 15 delmål:

 

Børn og unge

1.      Det ufødte barn skal beskyttes mod gravides alkoholforbrug

2.      Børn skal sikres mod omsorgssvigt som følge af forældres alkoholmisbrug

3.      Debutalderen for alkoholforbrug skal hæves

4.      Alkoholforbruget blandt unge skal reduceres

5.      Gode alkoholvaner blandt unge (< 25 år) skal fremmes

 

Voksne og ældre

6.      Der skal arbejdes aktivt for at begrænse tilgængeligheden af alkohol bl.a. via bevillingssystemet og udskænkningspraksis på diskoteker og værtshuse

7.      Arbejdspladsen skal bruges aktivt som arena til at begrænse alkoholforbruget blandt voksne

8.      Antallet af alvorligt tilskadekomne ved spiritusuheld skal nedbringes med 30 % (1998-2012)

9.      Alkoholforbruget blandt ældre københavnere skal reduceres

10. Tidlig opsporing af borgere med alkoholproblemer skal styrkes

 

Behandling og efterbehandling

11. Alkoholbehandlingen og den sociale indsats skal være sammenhængende og helhedsorienteret

12. Behandlingskapaciteten skal øges

13. Behandlingstilbud skal differentieres og kvaliteten øges

14. Der skal være tilbud til de mest udsatte alkoholafhængige

 

Tværgående

15. Effektiv koordinering af indsatsen på alkoholområdet skal sikres på tværs af forvaltninger og H:S/Region Hovedstaden

 

Hertil hører 27 forslag til indsatser, som til sammen skal bidrage til at kommunes alkoholindsats kommer hele vejen rundt. Borgerrepræsentationen har ved budgetforliget 2005 besluttet at den eksisterende indsats på området er utilstrækkelig, og at der behov for at øge omfanget og bredden af både de forebyggende indsatser og den egentlige behandlingsindsats. Der er i handleplanen udarbejdet et detaljeret budget for planperioden 2006-2009, idet der er behov for tilførsel af midler til området, hvis såvel det overordnede mål som delmålene skal opfyldes. Det drejer sig om godt 13 mio. kr. årligt.    

 

På den baggrund indstiller Sundhedsforvaltningen, at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter alkoholpolitisk handleplan, og sender handleplanen til høring i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget, Økonomiudvalget, Hovedstadens Sygehus Fællesskab samt Ældrerådene. Efterfølgende vil handleplanen skulle godkendes af Sundheds- og Omsorgsudvalget, og videresendes til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.


 

Til top