Mødedato: 25.04.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

TRUKKET: Planlægningsbevilling til udvidelse af kølerumskapacitet hos Københavns Madservice

SAGEN ER TRUKKET AF DAGSORDENEN

Udvalget skal godkende finansiering af en planlægningsbevilling til udvidelse af kølerumskapaciteten i Københavns Madservice via internt lån.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at godkende, at der ansøges om et internt lån til finansiering af planlægningsbevilling til udvidelse af kølerumskapacitet hos Københavns Madservice

Problemstilling

På mødet den 28. februar 2019 besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget, at der udarbejdes en investeringscase, hvor der investeres i udvidet kølekapacitet på Københavns Madservice med henblik på, at leveringsfrekvensen på leveringen af kold mad fastsættes til to gange om ugen fra 2020.

Som forudsætning for investeringscasen skal der fortages en planlægningsundersøgelse. 

Da der ikke blev fundet finansiering til planlægningsundersøgelsen i forhandlingerne om Overførselssagen, udestår finansieringen, som forvaltningen indstiller, sker gennem et intent lån.

Løsning

I forbindelse med Budget 2018 blev det besluttet at levering af mad til hjemmeboende borgere ændres fra daglige varme leveringer til tre ugentlige kolde leveringer til opvarmning.

På mødet den 28. februar 2019 blev udvalget orienteret om, at ændringen i leveringsfrekvensen kræver en investering i kølerumskapacitet hos Københavns Madservice (KMS). Udvalget besluttede i den forbindelse at justere leveringsfrekvensen af kold mad til to gange om ugen med henblik på at hente finansieringen af kølekapacitet i en investeringscase.

Forud for udarbejdelse af investeringscasen skal der gennemføres en planlægningsundersøgelse, som kan afdække omkostningerne til etablering af yderligere kølekapacitet i KMS, herunder skal også miljømæssige forhold undersøges (eventuelt asbestforurening og PCB).

Der blev derfor udarbejdet et budgetnotat til forhandlingerne om Overførselssagen 2019 på en planlægningsbevilling. Der blev imidlertid ikke fundet finansiering til planlægningsbevillingen i overførselssagen, hvorfor finansiering udestår. Forvaltningen indstiller derfor, at der ansøges om et internt lån på 0,5 mio.kr.

Økonomi

Et internt lå på 0,5 mio. kr. inkl. renter skal tilbagebetales over 6 år. De årlige afdrag bliver på 88.000 kr., som vil blive finansieret indenfor Sundheds- og Omsorgsforvaltningens ramme på madområdet. 

Videre proces

Planlægningsbevillingen er en forudsætning for det videre arbejde med realisering af effektivisering på kørsel og ombygning af KMS og forventes efterfulgt af et investeringsforslag. ØKF (Kejd) vil forestå udmøntning af planlægningsbevilling, og tidsplan herfor kendes endnu ikke. Udarbejdelse af investeringsforslag til Budget 2020 forudsætter, at planlægningen skrider frem i tide til dette.

 

Lars Gregersen

 

Beslutning

Indstillingen blev trukket af forvaltningen inden godkendelse af dagsordenen og blev således ikke behandlet.
Til top