Udtalelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet som svar på ministeriets brev til Københavns Kommune om forholdene i hjemmeplejen i 2001
Udtalelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet som svar på ministeriets brev til Københavns Kommune om forholdene i hjemmeplejen i 2001
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 25. april 2002
5. Udtalelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet som svar på ministeriets brev til Københavns Kommune om forholdene i hjemmeplejen i 2001
SOU 115/2002 J.nr. 45/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at godkende vedlagte udkast til udtalelse (bilag 1) som svar på Indenrigs- og Sundhedsministeriets anmodning om en udtalelse fra Københavns Kommune vedrørende forskellige forhold i kommunens hjemmepleje.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2002
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.
RESUME
Den 27. april 2001 henvendte MB Louise Frevert (O) sig til Indenrigsministeriet vedrørende hjemmeplejen i Københavns Kommune. Henvendelsen drejede sig bl.a. om, at kommunen ikke ydede den hjælp, der var visiteret til de ældre. Efterfølgende har også Ældre Sagen og Socialministeriet henvendt sig til Indenrigsministeriet om samme emne.
Indenrigsministeriet har på den baggrund anmodet om diverse bemærkninger fra kommunen. Borgerrepræsentationen har den 6. september 2001 godkendt kommunens svar til ministeriet, og herudover er der tilsendt diverse redegørelser og materialer til ministeriet. En oversigt over disse materialer er vedlagt som bilag 3.
I vedlagte brev af 13. marts 2002 (bilag 2) har Indenrigs- og Sundhedsministeriet besvaret henvendelsen fra Louise Frevert og samtidig meddelt kommunen, hvordan ministeriet har forholdt sig til de forskellige forhold i sagen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har konkluderet,
at Københavns Kommune først i september 2001 får godkendt kvalitetsstandarder for hjemmeplejen i overensstemmelse med de krav, som lovgivningen stiller, og som burde have været opfyldt inden 1. januar 1999,
at det forhold, at kommunen i 2001 ikke har ydet hjemmehjælp inden for en rimelig tid i tilfælde af aflysninger, og at det forhold at kommunen har tildelt hjemmehjælp som af ressourcemæssige årsager ikke efterleves, efter ministeriets opfattelse er i strid med lov om social service, og
at kommunens standardblanket vedrørende kommunens afgørelser om hjemmehjælp ikke opfylder kravene til klagevejledning i forvaltningslovens § 25, idet der ikke henvises til muligheden for at klage til Det Sociale Nævn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i forlængelse af deres afslutning af sagen anmodet om en redegørelse for, dels effekten af de initiativer som blev iværksat i hjemmeplejen i efteråret 2001, dels hvad kommunen vil gøre i forhold til klagevejledningen.
I forhold til aflysninger blev det den 14. august 2001 meldt ud til Sundhedsforvaltningens hjemmeplejeledere, at de så vidt muligt skal undgå aflysninger. Hvis det er nødvendigt at aflyse, skal der tilbydes et erstatningsbesøg inden for en rimelig tid. Dette krav vil i øvrigt blive lovfæstet, når lovforslag L130 om frit valg af leverandør af hjemmehjælp vedtages.
På denne baggrund har Sundhedsforvaltningen bragt omfanget af aflysninger ned til et absolut minimum, hvor der kun aflyses 1 – 2 promille af de planlagte besøg. Det gælder fortsat, at der skal tilbydes erstatningsbesøg i tilfælde af en aflysning, og at ydelser ved erstatningsbesøg skal være de samme som de oprindeligt tildelte ydelser til borgeren.
Sundhedsforvaltningen har som følge af Indenrigs- og Sundhedsministeriets bemærkninger til forvaltningens standardblanket for klagevejledning udarbejdet en revideret klagevejledning, der opfylder kravene til denne (bilag 4).
I sagsbeskrivelsen redegøres for de forskellige iværksatte initiativer med hensyn til kvalitetsstandarder for hjemmeplejen, den planlagte visitationsuddannelse, indførelsen af nyt omsorgssystem og de vedtagne serviceforbedringer med vedtagelsen af budget 2002.
Samlet er det Sundhedsforvaltningens vurdering, at der er rettet op på de kritisable forhold i hjemmeplejen, og at borgerne får hjælp til de opgaver, som de er visiteret til i henhold til det politisk godkendte serviceniveau. Det er dog også vurderingen, at situationen er meget sårbar, idet der er stigende rekrutteringsproblemer.