Budget 2003
Budget 2003
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 25. april 2002
2. Budget 2003
SOU 116/2002 J.nr. 5/2002
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til budget 2003 og videresender sagen til Økonomiudvalget med henblik på at indgå i det videre arbejde med kommunens budgetforslag 2003.
RESUME
Se sagsbeskrivelse.
SAGSBESKRIVELSE
Sundhedsforvaltningen har nu udarbejdet et revideret forslag til budget 2003 under hensyntagen til de bemærkninger, der fremkom på mødet i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 18. april 2002.
Der er udarbejdet notat til uddybning af spørgsmål stillet på mødet d. 18. april 2002 vedrørende væksten i medicinudgifterne (bilag 6).
Visioner og mål
Økonomiudvalget har i forbindelse med indkaldelse af budgetbidrag for 2003 fra de stående udvalg anmodet om, at budgetterne bliver udformet således, at der er udarbejdet en mission og vision for udvalgets område, og visioner, flerårige mål, budgetårets mål, handlinger og strategier, samt resultatkrav for hvert bevillingsområde. Økonomiudvalget har udmeldt, at fagforvaltningerne senest i budget 2004 skal gøre brug af det fælles begrebsapparat i budgettet. Indtil da skal der fremgå en tydelig definition af de enkelte målsætningsbegreber, således at de forskellige niveauer i hierarkiet ikke forveksles. Sundhedsforvaltningen har valgt at benytte det fælles begrebsapparat allerede til budget 2003 jf. bilag 1, men arbejdet med udarbejdelse af visioner og mål er ikke tilendebragt til budgetbehandlingen for 2003. I forbindelse med udarbejdelsen af budget 2004 vil arbejdet skulle forts&aeli g;tte med henblik at få et politisk fastsat gennemarbejdet målhierarki. Målene, der er indarbejdet i forslag til budget 2003, er udtryk for de væsentlige mål. I forbindelse med udmøntningen af budget 2003 til det decentrale niveau vil der blive opstillet yderligere konkrete driftsmål. Udmøntningen vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget i slutningen af november 2002.
Forudsætninger for forslag til budget 2003
Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme for budget 2003 er samlet på 10.582 mill. kr. Dette inkluderer bidrag til H:S på 4.947 mill. kr., lovbundne udgifter på 1.776 mio. kr., finansposter på 347 mill. kr., anlægsudgifter på 15 mill. kr. og rammebelagte udgifter på netto 3.497 mill. kr. Sundhedsforvaltningens samlede personaletal forventes at blive 9.640, hvilket er 683 færre end i budget 2002. Nedgangen skyldes primært overførslen af Social- og Sundhedsskolen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget.
I Sundhedsforvaltningens forslag til budget 2003 er der indarbejdet omstillingsbidrag og tekniske ændringer. Differencen mellem besparelsesforslagene og omstillingsbidraget er placeret i en pulje.
Der er endvidere en række lovinitiativer på vej på ældreområdet bl.a. frit valg lovgivningen, som ikke er indarbejdet i budgetforslaget.
Forslag til udmøntning af omstillingsbidrag
Sundhedsforvaltningen har i budgetforslaget opstillet en række besparelsesforslag til opfyldelse af omstillingsbidraget på 52,5 mill. kr. Der er opstillet forslag for i alt 65,4 mill. kr. Dette vil sige 12,9 mill. kr. udover de krævede 52,5 mill. kr. Dette giver Sundheds- og Omsorgsudvalget mulighed for at foretage en prioritering af spareforslagene og dermed mulighed for at bortvælge eller reducere sparemål.
Forslagene til besparelser er opdelt på indkøb, øvrige områder og administration. På Sundheds- og Omsorgsudvalgets område har der i budgetårene 2001 og 2002 været budgetteret med en relativ høj effektivisering inden for både administration og indkøbsområdet, og Sundhedsforvaltningen vurderer derfor, at besparelses- potentialet på indkøb kun udgør ca. 13 mill. kr. i forhold til de 29 mill. kr., som Økonomiudvalget har pålagt Sundheds- og Omsorgsudvalget. For at nå sparemålet på indkøb vil det være en forudsætning, at der kan indgås aftaler med leverandører om eneleverancer på Sundhedsforvaltningens (eller hele kommunens) områder (eksklusivaftaler). Der vil også kunne opnås besparelser ved traditionelle rammeaftaler, men disse vil være væsentligt mindre end eksklusivaftaler.
Sundhedsforvaltningen har udarbejdet et notat, der beskriver konsekvenserne af forslag til udmøntning af omstillingsbidraget jf. bilag 2.
Investeringsoversigt
Der er vedlagt forslag til investeringsoversigt, der viser de forventede investeringsbehov i perioden 2003-2006 jf. bilag 3.
Takster
Der er indarbejdet de takststigninger, der er forudsat til finansiering af omstillingsbidrag jf. bilag 4. Taksterne er endnu ikke koordinerede med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Ønskeliste
Sundhedsforvaltningen har udarbejdet forslag til ønskeliste jf. bilag 5. På ønskelisten er opstillet de økonomiske konsekvenser af opfyldelsen af ventetidsgaranti for plejeboliger som vedtaget i budgetaftalen for 2002.
På ønskelisten er der endvidere forslag om nye tiltag, som er en konsekvens af ældrepolitikken. Derudover er der forslag om midler til vedligeholdelse af Sundhedsforvaltningens plejehjem, som har været nedprioriteret i de senere år.
Punkterne på ønskelisten er uddybet i bilagene 5.1.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Se sagsbeskrivelse.
Høring
-
BILAG
Bilag 1: |
Forslag til budget 2003 |
Bilag 2: |
Notat om konsekvenser af besparelsesforslag |
Bilag 3: |
Forlag til investeringsoversigt |
Bilag 4: |
Forslag til takstbilag |
Bilag 5: |
Forslag til ønskeliste |
Bilag 5.1: |
Bilag til ønskeliste |
Bilag 6: |
Baggrundsnotat om væksten i medicinudgifterne |
Bo Andersen
/Lau Svendsen-Tune