Mødedato: 25.04.2000, kl. 15:00

Forventet regnskab for 2000 (pr. 19. april 2000)

Forventet regnskab for 2000 (pr. 19. april 2000)

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 25. april 2000

 

4. Forventet regnskab for 2000 (pr. 19. april 2000)

SOU 166/2000 J.nr. 3/2000

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender regnskabsprognosen af 19. april, herunder Sundhedsforvaltningens forslag om at merkøbet- og mindresalget til andre kommuner løses i sammenhæng med indstillingen vedrørende regnskab 1999.

RESUME

I forhold til redegørelsen vedrørende regnskab 1999, hvor der forventes en ubalance i 2000 på 67 mill. kr. efter diverse tiltag, forventes yderligere et merkøb i andre kommuner på 9 mill. kr., og tilsvarende forventes et yderligere mindresalg til andre kommuner på 4 mill. kr., således at nettoforbruget er 13 mill. kr. større. Idet borgerne har et retskrav på frit valg af bopælskommune er denne udgift ikke styrbar. Merkøbet og mindresalget bør modsvares af en tilpasning af kommunens egen kapacitet. Sundhedsforvaltningen foreslår, at problemet behandles i sammenhæng med indstillingen vedrørende regnskab 1999.

Regnskabsprognosen viser yderligere mindreindtægter vedrørende salg til forsøgsbydelene i forhold til regnskab 1999 på 25 mill. kr. Sundhedsforvaltningen vil drøfte mindresalget med bydelene med henblik på vurdering af om mindresalget har varig karakter, og i bekræftende fald udarbejde forslag til den herved nødvendiggjorte kapacitetstilpasning.

Børne- og Ungdomstandplejen forventer på nuværende tidspunkt et merforbrug på 1,3 mill. kr. Sundhedsforvaltningen vil iværksætte en nærmere analyse af merforbruget, og i forbindelse med næste kalkuleaflæggelse redegøre for tiltag til overholdelse af Børne- og Ungdomstandplejens budgetramme.

SAGSBESKRIVELSE

Regnskabsprognosen er udarbejdet på baggrund af de afledte konsekvenser i 2000 af regnskab 1999, jf. indstilling herom.

Nedenstående tabel viser det forventede forbrug for indeværende år.

Forventet regnskab

Som følge af regnskab 1999 og yderligere merkøb og mindresalg forventes et merforbrug på det rammebelagte område for regnskabsår 2000 på 144,8 mill. kr. Underskuddet er opgjort før gennemførelse af regnskabsindstillingens foreslåede tiltag.

Rammebelagte områder drift.

Pleje, service og boliger for ældre

Der forventes et merforbrug vedrørende Pleje, service og boliger for ældre. Merforbruget er sammensat af henholdsvis mindre- og merforbrug på forskellige aktiviteter. Der forventes således et mindreforbrug på 1 mill. kr. vedrørende betaling af hospice som følge af manglende udnyttelse af ordningen, ligesom der forventes et mindreforbrug på 1,1 mill. kr. vedrørende køb af midlertidige døgntilbud i andre amtskommuner.

Der forventes et merforbrug vedrørende sivemodellerne for 1999 og 2000 på 18 mill. kr. Merudgiften for sivemodellerne relaterer sig bl.a. til takststigninger og mindre afgang af beboere end budgetforudsat. Det skal bemærkes, at 2 af de institutioner, der i 2000 er budgetforudsat overført til sivemodel ikke på nuværende tidspunkt er færdigforhandlet.

Der forventes et mindresalg til forsøgsbydelene og fremmede kommuner på henholdsvis 27 mill. kr. og 10 mill. kr. samt et merkøb i andre kommuner på 40 mill. kr. I regnskabsår 1999 var der et mindresalg til forsøgsbydelene og fremmede kommuner på henholdsvis 2 mill. kr. og 6 mill. kr., mens der var et merkøb i fremmede kommuner på 31 mill. kr.

I forhold til redegørelse vedr. regnskab 1999 forventes altså yderligere et merkøb i andre kommuner på 9 mill. kr., og tilsvarende forventes et yderligere mindresalg til andre kommuner på 4 mill. kr., således at nettoforbruget er 13 mill. kr. større end i regnskab 1999. Merkøbet er sammensat dels af aktivitetsstigning og dels af takststigninger udover den almindelige pris- og lønfremskrivning. Idet borgerne har et retskrav på frit valg af bopælskommune er denne udgift ikke styrbar. Merkøbet og mindresalget bør modsvares af en tilpasning af kommunens egen kapacitet. Sundhedsforvaltningen foreslår, at problemet behandles i sammenhæng med underskuddet vedrørende regnskab 1999.

Regnskabsprognosen viser yderligere mindreindtægter vedr. salg til forsøgsbydelene i forhold til regnskab 1999 på 25 mill. kr. Sundhedsforvaltningen vil drøfte mindresalget med bydelene med henblik på vurdering af om mindresalget har varig karakter, og i bekræftende fald udarbejde forslag til den herved nødvendiggjorte kapacitetstilpasning.

Der forventes endvidere et merforbrug som følge af manglende realisering af budgetforudsætninger i 1999. Det anslås således, at manglende realisering af samdriftsfordele svarer til 9 mill. kr., ligesom der forventes et merforbrug vedrørende Peder Lykke Centret og Meyers Minde på henholdsvis 5 mill. kr. og 7 mill. kr. Endelig forventes en merudgift på 1 mill. kr. i forbindelse med flytning af beboere fra de plejehjem, der lukker i indeværende år, som skyldes, at der ikke i budget 2000 er afsat midler til dette formål.

Der forventes et merforbrug på 3 mill. kr. vedrørende fysiurgiske klinikker som følge af senere lukning end forudsat i budget 2000 samt afledte udgifter, som der ikke er budgetmæssig dækning for. En del af merforbruget vil modsvares af mindreforbrug på praksisområdet.

Der forventes fortsat et merforbrug vedrørende hjemmeplejen. Oplysningerne fra det decentrale niveau anfører, at det forventede merforbrug fremkommer ved H:S aftalen og H:S' ændrede udskrivningspolitik, hvor borgerne udskrives hurtigere end tidligere som følge af bl.a. dagkirurgi. Der er fra 1998 og til og med første kvartal i år 2000 sket en stigning i antal nødopkald med 150%, ligesom antallet af planlagte natbesøg er steget med 250% i hele København.

Der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal analysere forbruget i hjemmeplejen og herunder demografien i forhold til plejetyngde og budget. Herudover vil der for at nedbringe merforbruget blive nedsat en arbejdsgruppe, der skal gennemgå visitationen og behovet for revisitering. Revisiteringen kan resultere i, at der for at sikre budgetoverholdelsen skal reduceres i hjemmehjælpen hos enkelte borgere.

Endelig anslås en mindreindtægt vedrørende plejehjemsbeboernes egenbetaling på 9 mill. kr. Baggrunden for mindreindtægten er en fejlagtig rammekorrektion på 13,2 mill. kr. i forbindelse med plejehjemsbeboernes betaling for obligatoriske ydelser i budgettet for 1995, samt manglende realisering af enkelte af sivemodellerne vedrørende 2000, som indebære merindtægter i forhold til det forudsatte.

Børne- og Ungdomstandplejen

Der forventes et merforbrug vedrørende Børne- og Ungdomstandplejen. Merforbruget kan bl.a. tilskrives ekstraudgifter til egne specialtandlæger, samt ekstraordinære henvisninger af patienter til tandreguleringsbehandling hos privatpraktiserende tandlæger i årets første kvartal. Sundhedsforvaltningen vil iværksætte en nærmere analyse af merforbruget, og i forbindelse med næste kalkuleaflæggelse redegøre for tiltag til overholdelse af Børne- og Ungdomstandplejens budgetramme.

Lovbundne og Finansposter.

Praksissektoren

Merforbruget inden for Praksissektoren er sammensat af et merforbrug vedrørende almen lægehjælp m.v. på 30 mill. kr., og et mindreforbrug vedrørende særlige sikringsydelser, herunder specielt begravelseshjælp på 9 mill. kr. Baggrunden for merforbruget skyldes primært ny overenskomst med praktiserende læger og ny overenskomst på tandlægeområdet, mens mindreforbruget vedrørende særlige sikringsydelser skyldes et overvurderet budget, samt ændring af tilskudssystemet pr. 1. april 2000.

Pleje, service og boliger for ældre

Mindreforbruget vedrørende Pleje, service og boliger for ældre skyldes færre udgifter til tomgangsleje af ældreboliger på 1,15 mill. kr., samt fald i terminsydelser (rente og afdrag) vedrørende indexlånene i ibrugtagne byggerier og forsinkelse i Absalonsgade-byggeriet på 7,6 mill. kr.

Finansposter

Mindreforbruget vedrørende Finansposter på 9,2 mill. kr. skyldes opgivelse af planen om ombygning af Meyers Minde, og beslutning om ikke at realisere planen om etablering af plejeboligbyggeri i Kgs. Enghave, samt en projekteringsindtægt fra Bonderupgård vedrørende regnskabsår 1999.

Sikringsydelser til ældre

Mindreforbruget vedrørende Sikringsydelser til ældre er sammensat af et mindreforbrug vedrørende Personlige tillæg og Boligstøtte til ældre. Baggrunden for mindreforbruget vedrørende personlige tillæg skyldes en opstramning af praksis i pensions- og omsorgskontorerne, samt indførelse af nye medicintilskudsregler i Sygesikringsloven.

I forbindelse med Økonomiforvaltningens indkaldelse af regnskabsprognose pr. 20. april 2000 skal der udover forventet regnskab 2000 også udarbejdes et kvartalsregnskab. Det har ikke på nuværende tidspunkt været muligt at få afstemt kvartalsregnskabet.

Sundhedsforvaltningen vil efterfølgende udarbejde et kvartalsregnskab, som vil blive fremsendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for Sundheds- og Omsorgsudvalgets senere godkendelse.

ØKONOMI

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

Ingen.

 

Poul-Erik Daugaard Jensen

/ Lau Svendsen-Tune

 

Til top