Medlemsforslag vedrørende besøgsbabyer på plejecentre
Indstilling
Det foreslås,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) at kontakte Aarhus Kommune med henblik på at udarbejde et forslag til politisk behandling i SOU om besøgsbabyer på plejehjem jf. motivationen
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at fremlægge forslag om besøgsbabyer på plejehjem til behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget inden sommerferien.
Stillet af Dansk Folkeparti
Motivering
Af pressen fremgår det, at de allermindste børn er et hit hos de ældre i Aarhus Kommune, hvor flere og flere plejecentre åbner dørene for besøgsbabyer. De små børn gæster kommunens ældre sammen med deres forældre. Siden ordningen blev indført i foråret 2015, er antallet af plejecentre, der får besøg, fordoblet. For nogle ældre kan der gå lang tid mellem, at deres egne børn og børnebørn kommer forbi til en kop kaffe. Behovet for et kram kan derfor være stort. Herudover kan presset på personalet qua deres mange opgaver desværre nogle gange betyde, at der ikke er tid til det nærvær mellem personalet og de ældre, som begge gerne vil have tid til.
Derfor synes DF, det er oplagt at kopiere Aarhus´s ordning om besøgsbabyer og ønsker derfor, at SUF kontakter Aarhus kommune med henblik på at erfaringsudveksle omkring denne ordning og at SUF på baggrund heraf udarbejder en indstilling herom til SOU, der behandles i SOU inden sommerferien.