Mødedato: 25.02.2016, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udvidelse af målgruppen for Center for Børn og Unges Sundhed

Forslag om udvidelse af målgruppen for Center for Børn og Unges Sundhed (tidligere BørneVægtsCentret) fra 6-årige til 2-årige børn.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget fastholder målgruppen for Center for Børn og Unges Sundhed (CBUS) til 6 år.

eller

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udvidelse af målgruppen for CBUS:

a) fra 6-årige til 2-årige børn

b) fra 6-årige til 3-årige børn

c) fra 6-årige til 4-årige børn

d) fra 6-årige til 5-årige børn.

3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at finansiere udvidelsen inden for den eksisterende økonomiske ramme med de i indstillingen beskrevne konsekvenser for ventelisten.  

eller

4. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at finansiering af udvidelsen indgår som budgetønske i forhandlingerne om Budget 2017, som varig bevilling.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget vedtog på mødet den 10. december 2015 et ændringsforslag fremsat af Socialdemokraterne om at pålægge Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at undersøge mulighed for og finansiering af udvidelse af CBUS’ målgruppe fra 6-årige børn til børn fra 0-års alderen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har undersøgt muligheden for at udvide målgruppen for CBUS og indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget nedenstående muligheder til finansiering og udvidelse af målgruppen.

Løsning

Udvidelse af målgruppen

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har undersøgt, hvad der findes af viden om, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at igangsætte en indsats for børn med svær overvægt. Forvaltningen har været i dialog med Sundhedsstyrelsen og har undersøgt litteratur på området, og der findes ikke data eller evidens, der indikerer på hvilket alderstrin, det er mest hensigtsmæssigt at igangsætte en indsats over for børn med svær overvægt.

Derudover har forvaltningen haft dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen om deres indsats over for førskolebørn via sundhedsplejen og i daginstitutionerne. Hverken Sundhedsstyrelsen eller Børne- og Ungdomsforvaltningen har kunnet udpege en bestemt aldersgruppe, hvor det er mest hensigtsmæssigt at igangsætte en indsats over for børn med svær overvægt.

Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens vejledning til sundhedsplejersker og praktiserende læger vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ikke, at det vil give fagligt mening at udvide målgruppen for CBUS til børn fra 0-års alderen. For børn under 2 år er der ikke definitioner af, hvad der er normalværdier og undervægt og overvægt med udgangspunkt i BMI, men i stedet benyttes vægt-for-længde-kurver til at vurdere barnets vægtudvikling.

Børns vægt øges betydeligt i løbet af det første leveår. At barnet tager på i vægt er et tegn på, at barnet er rask og får tilstrækkeligt med mad. Børn, der er født med lav fødselsvægt øger ofte vægten relativt hurtigt deres første leveår, mens børn, der er født med høj fødselsvægt ofte vokser langsommere og øger deres vægt langsommere. For børn, som har været tykke som spædbørn, kan det ske, at de i efterfølgende perioder kun vokser i længde/højde og ikke tager på i vægt.

Forvaltningen vurderer på den baggrund, at det ikke giver faglig mening at udvide målgruppen for CBUS ned til 0-årige børn med svær overvægt men derimod at målgruppen udvides til 2-årige børn.

Forekomst af københavnske børn med svær overvægt fra 2-5 år

Ifølge estimater baseret på kommunens børnesundhedsprofil fra 2009 og befolkningstal fra statistikbanken skønner Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at der er ca. 660 københavnske børn med svær overvægt mellem 2-5 år.  

Forvaltningen vurderer, at det umiddelbart vil være realistisk, at 10 % af de københavnske børn i den pågældende aldersgruppe med svær overvægt får et tilbud hos CBUS, hvilket svarer til 66 børn årligt. Det vil dog afhænge af, at især Børne- og Ungdomsforvaltningens daginstitutioner, almen praksis samt sundhedsplejen er opmærksomme på at henvise børn med behov til CBUS. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at CBUS når ca. 1/5 af andelen af svært overvægtige børn i skolealderen årligt. Forvaltningen vurderer ikke, at det er muligt at nå så stor andel af førskolebørnene, da der ikke er samme systematiske samarbejde om børn i førskolealderen, som CBUS har med sundhedsplejerskerne på skolerne.

Henvisning af børn fra den nye målgruppe til CBUS er væsentlig for rekruttering

En indsats i forhold til børn i daginstitutionsalderen vil i udpræget grad bygge på forældresamarbejde og på et styrket samarbejde med det pædagogiske personale i daginstitutionerne, almen praksis samt sundhedsplejen for at få børnene henvist til CBUS. Det vil især være nødvendigt at fokusere på samarbejdet med almen praksis, idet børn i alderen 0 til 5 år tilbydes syv forebyggende helbredsundersøgelser hos deres praktiserende læge, og 3 af disse besøg tilbydes, når barnet er 3, 4, og 5 år, og dermed inden for målgruppen.

Konsekvenser ved udvidelse af målgruppen 

Den 10. december 2015 blev Sundheds- og Omsorgsudvalget forelagt resultater fra evaluering af CBUS, som viste, at indsatsen har succes med at ændre børnenes og familiernes livsstil, børnene taber sig, og børnenes følgesygsomme til svær overvægt reduceres. Indsatsen er i overensstemmelse med den videnskabelige litteratur, der viser, at virksomme indsatser, hvor børnene taber sig, kræver mange konsultationer og tæt dialog i et tværfagligt team, bestående af børnelæge, psykolog, kost- og motionsvejleder samt sygeplejerske og sundhedsplejerske. 

Som nævnt i indstillingen den 10. december, så vurderer forvaltningen, at børnelægen og psykologen i CBUS er af stor betydning for teamet. Lægen screener børnene for sygdomme relateret til overvægt (fx prædiabetes og D-vitamin mangel) ud fra blodprøver udført af Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium. Når blodprøverne viser tegn på sygdom, henvises barnet til videre udredning på hospital eller hos egen læge. I 2015 er der i gennemsnit henvist tre børn pr. måned. De fleste af henvisningerne handlede om prædiabetes og D-vitamin mangel. Forvaltningen vurderer, at psykologen er væsentlig, da børnene og familierne i centret har behov for særlig psykosocial støtte for at kunne ændre livsstil.

På samme udvalgsmøde godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget, at CBUS’ målgruppe blev udvidet fra 8-årige til 6-årige børn. Udvidelsen er sket indenfor den eksisterende økonomiske ramme, som følge af omorganisering af tilbuddet, hvilket betyder, at CBUS’ årlige kapacitet er steget fra 190 nye børn til 205 nye børn. Forvaltningen vurderer, at det ikke er muligt at skære mere i indsatsen, såfremt den stadig skal være af tilstrækkelig faglig kvalitet. 

Med en udvidelse af målgruppen med børn i alderen 2 – 5 år inden for den eksisterende økonomiske ramme, er det derfor Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurdering, at ventelisten til CBUS vil stige. I dag venter et barn i gennemsnit to måneder på at komme i et forløb hos CBUS.

I det første år vil der være behov for at udvikle og tilpasse indsatsen, så den er målrettet småbørnsforældrene og børnene. Udarbejdelse af materiale og en opsøgende rekrutteringsindsats i eksempelvis daginstitutioner og hos almen praksis det første år vil også være nødvendig. Udgifter til konceptudvikling og rekruttering, herunder udgående rekruttering til indsatsen, vil udgøre en engangsudgift på 350.000 kr. det første år, hvilket udgør en stigning i ventelisten på ca. to måneder (indgår i tabellen).

Hvis målgruppen udvides til 2-årige børn, vil der være et årligt indtag af 66 flere børn. Det er forvaltningens vurdering, at for hvert år vil ventelisten stige med 3,9 måneder. Dette betyder, at efter det første år med en udvidelse af målgruppen til 2 år, vil ventelisten i gennemsnit være på 7,9 måneder, og efter to år på 11,8 måneder.  

Forvaltningens vurdering af konsekvenser ved udvidelse af målgruppen til henholdsvis 2, 3, 4 og 5-årige er ridset op i følgende skema.

Udvidelse af målgruppe

Årligt indtag af ekstra børn

Efter det første år er ventelisten på

Efter de første to år er ventelisten på

Udvidelse af målgruppe til 2 år

66

ca. 7,9 måneder

ca. 11,8 måneder

Udvidelse af målgruppe til 3 år

48

ca. 6,8 måneder

ca. 9,6 måneder

Udvidelse af målgruppe til 4 år

31

ca. 5,8 måneder

ca. 7,6 måneder

Udvidelse af målgruppe til 5 år

14

ca. 4,8 måneder

ca. 5,6 måneder

Forudsætningerne for beregningerne er, at der årligt starter 205 børn i et forløb i CBUS, det første år reduceres kapaciteten til 175 nye børn pga. ressourcer til konceptudvikling og rekruttering. Alle børn er i gennemsnit 1½ år i tilbuddet, også den nye målgruppe. Den gennemsnitlige udgift pr. barn for et forløb i CBUS vil være den samme for den nye målgruppe (2-5 år) som for den nuværende målgruppe (6-15 år).

Økonomi

Såfremt udvidelse af målgruppen fra 6-årige til fx 2-årige børn skal ske inden for den eksisterende økonomiske ramme, vil det medføre konsekvenser for ventelisten.

Såfremt udvidelse af målgruppen ikke skal ske inden for den eksisterende ramme, vurderer forvaltningen, at den årlige ekstra udgift vil være på:

a) ca. 1,039 mio. kr., hvis målgruppen udvides fra 6-årige til 2-årige børn.

b) ca. 0,756 mio. kr., hvis målgruppen udvides fra 6-årige til 3-årige børn.

c) ca. 0,488 mio. kr., hvis målgruppen udvides fra 6-årige til 4-årige børn.

d) ca. 0,220 mio. kr., hvis målgruppen udvides fra 6-årige til 5-årige børn.

Beregningerne er forudsat, at ventelisten er uændret, derudover vil der være behov for en engangsudgift det første år til konceptudvikling og rekruttering på 350.000 kr.

Videre proces

Den videre proces vil afhænge af udfaldet fra drøftelsen.

 

          Katja Kayser

                                            /Katrine Schjønning                                        

 

Beslutning

Der blev stemt om indstillingen:

Der blev stemt om 1. at-punkt

For stemte: 0

Imod stemte: F, Ø, A, B, V og O (10)

1.at-punkt blev forkastet.

 

Der blev stemt om 2a -at-punkt

For stemte: A, O, B, V (6)

Imod stemte: F, Ø (4)

2a blev vedtaget.

Dermed bortfaldt 2b, 2c og 2d.

Socialdemokraterne fremsatte et ændringsforslag om at 3. at-punkt blev affattet således:

”At Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at finansiere udvidelsen inden for den eksisterende ramme med de i indstillingen beskrevne konsekvenser for ventelisten, og samtidig søge finansiering til udvidelsen i forhandlingerne om budget 2017, som en varig bevilling”.

Udvalget var enige om at ændre 3. at-punkt.

Der blev stemt om det stillede ændringsforslag til 3. at-punkt:

For stemte: A, B (4)

Imod stemte: F, Ø, V, O (6)

Ændringsforslaget til 3. at-punkt blev forkastet.

Der blev stemt om 4. at-punkt:

For stemte: F, Ø, A, B, V og O (10)

Imod stemte: 0

Udvalget vedtog dermed at udvidelsen af målgruppen ned til 2 år vil indgå som et budgetønske i de kommende budgetforhandlinger.

Protokolbemærkning fra Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti:

”Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Venstre og Dansk Folkeparti vil gerne udvide målgruppen, men er bekymret for en stigning i ventelisten, hvorfor udvidelsen skal ske under forudsætning af der afsættes midler ved de kommende budgetforhandlinger”.

Protokolbemærkning fra Socialdemokraterne, A:

”Socialdemokraterne vil gerne have at alle børn ned til 2 år får hjælp, og havde gerne set at børnene får den nødvendige hjælp allerede nu og at udvidelsen ikke var afhængig af budgetforhandlingerne”.

Radikale Venstre tilsluttede sig protokollen.

 

 
Til top