Mødedato: 24.10.2002, kl. 15:00

Overførsel af plejeboligerne "Verahus" og "Vibegården" til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Overførsel af plejeboligerne "Verahus" og "Vibegården" til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 24. oktober 2002

 

7. Overførsel af plejeboligerne "Verahus" og "Vibegården" til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

SOU 385/2001 J.nr. 39/2001

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Sundheds-og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at plejeboligerne "Verahus" og "Vibegården" pr. 1/1-2003 overføres til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, og

at der fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget 2003 overføres 21,9 mio. kr. til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget til dækning af driftsudgifterne på "Verahus" og "Vibegården".

 

RESUME

Efter længere tids forhandlinger mellem Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er de to forvaltninger enige om vilkårene for en overførsel af plejeboligerne "Verahus" og "Vibegården" til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget for på denne måde at kunne optimere indsatsen for de yngre handicappede, der i dag bor på de to institutioner.

Ved overførslen er det forudsat, at de to institutioner gennem en sivemodel målrettes til kun at have yngre beboere. De ældre, der i dag bor på de to institutioner (i alt 28 ud af i alt 74 beboere), vil få mulighed for at vælge enten at blive boende eller at tage imod tilbud om at flytte til en anden plejeinstitution i Sundhedsforvaltningens regi.

 

SAGSBESKRIVELSE

Efter længere tids forhandlinger er Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen blevet enige om vilkårene for en overførsel af plejeboligerne "Verahus" og "Vibegården" til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Overførslen af de to institutioner til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget skal ses som en konsekvens af, at et betydeligt antal yngre handicappede bor på "Verahus" og "Vibegården" sammen med ældre med almindeligt alderdomsbetinget plejebehov.

Dette indebærer en uhensigtsmæssig sammenblanding af brugere med vidt forskellige behov.

Dertil kommer, at personalet på somatiske plejeinstitutioner ofte ikke har den fornødne specialviden i forhold til de yngre beboere med deres særlige behov.

Ved overførslen til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget er det planen, at de to institutioner via "sive-modellen" skal overgå til udelukkende at betjene yngre handicappede. Der er i dag 28 yngre beboere på de to institutioner, der har i alt 74 beboere.

De to forvaltninger er enige om den budgetmæssige overførsel i forbindelse med de to institutioners overførsel, ligesom der er enighed om den praktiske fremgangsmåde bl.a. i relation til personalet.

Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil i fællesskab afholde informationsmøder for bestyrelserne, beboerne og personalet.

Det skal oplyses, at i forbindelse med forhandlingerne mellem de to forvaltninger, har også en overførsel af plejehjemmet Thorupgården været på dagsordenen.

Imidlertid har der ikke vedr. denne institution kunnet opnås enighed, idet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har gjort gældende, at der her var et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb og ønsker om inventarforbedringer på ca. 10,3 mio. kr., som man ønskede overført fra Sundhedsforvaltningen. Dette har Sundhedsforvaltningen ikke kunnet acceptere.

De to forvaltninger vil dog forhandle videre for at se om der kan findes en løsning vedr. "Thorupgården", og der er sat en deadline herfor til d. 1/12-2002.

Resultatet af forhandlingerne vil blive forelagt udvalgene.

 

MILJØVURDERING

Ingen

ØKONOMI

Fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget for 2003 overføres der til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget 11,6 mio. kr. til drift af "Verahus" og 10,3 mio. kr. til drift af "Vibegården", i alt 21,9 mio. kr. (Driftsbudgetterne er baseret på faktiske regnskabstal 2001).

Eventuelle lønmidler fra Økonomiforvaltningens pulje vedr. personale for Vibegården og Verahus overføres til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Budgetmidlerne skal i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetramme indplaceres på: Budgetområde handicappede (FAF B06), bevillingsnummer 16019, funktion 5.50 botilbud til længerevarende ophold.

 

Forslaget om overførsel af plejehjemmene Verahus og Vibegården har været drøftet ved et fælles bestyrelsesmøde d. 22/8-2001 med deltagelse af repræsentanter fra Sundhedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Bestyrelsesmedlemmerne tilsluttede sig generelt ideen om at skabe målrettede plejeboliger til yngre handicappede og er enige i, at Verahus og Vibegården er velegnede til formålet.

Sagen vil blive sendt til høring i de lokale ældreråd for Vanløse og Bispebjerg samt formanden for Ældrerådenes Fællesudvalg, Frank Hansen. Høringssvarene vil foreligge til sagens behandling i Borgerrepræsentationen.

 

BILAG

Ingen

 

Bo Andersen / Grethe Munk

 

 

Til top