Mødedato: 24.10.2002, kl. 15:00

Rådgivende Ældreforum - evaluering

Rådgivende Ældreforum - evaluering

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 24. oktober 2002

 

4. Rådgivende Ældreforum - evaluering

SOU 218/2002 J.nr. 17/2002

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Rådgivende Ældreforum fortsætter sit arbejde med tre nye opgaver frem til sommeren 2003

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der oprettes en følgegruppe med repræsentanter fra Rådgivende Ældreforum

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager evalueringen af Rådgivende Ældreforums arbejde til efterretning

RESUME

Evalueringen af Rådgivende Ældreforum er nu færdig (se bilag 1). Sundhedsforvaltningen foreslår, at Rådgivende Ældreforum fortsætter sit arbejde med tre nye opgaver frem til sommeren 2003.

Opgaverne handler om: 1) forebyggelse og partnerskaber, 2) de store linier i ældrepolitikken samt, 3) at Sundhedsforvaltningen inddrager medlemmer fra Rådgivende Ældreforum i arbejdet med at lave en boligstrategi, samt en kost- og demenspolitik.

Evalueringen viser, at der er behov for et øget samarbejde om tilrettelæggelsen af forummets opgaver mellem medlemmerne af Rådgivende Ældreforum og Sundhedsforvaltningen. For at styrke samarbejdet foreslås det, at der oprettes en følgegruppe med medlemmer fra forummet, som samarbejder med Sundhedsforvaltningen.

Evalueringen viser også, at medlemmerne af Rådgivende Ældreforum og de interviewede politikere i Sundheds- og Omsorgsudvalget generelt er tilfredse med forummet og dets arbejde. Både politikere og Rådgivende Ældreforums medlemmer mener, at forummet har en rolle at spille fremover.

Medlemmernes tilfredshed med Rådgivende Ældreforums arbejde skyldes, at forummet har bidraget til at styrke prioriteringen af målsætninger, samt samarbejdet og dialogen på ældreområdet generelt. Medlemmerne mener desuden, at forummets brede repræsentation af interessenter på ældreområdet, gør forummet velegnet til at arbejde med de store linier i ældrepolitikken.

De interviewede politikere i Sundheds- og Omsorgsudvalget er generelt tilfredse med Rådgivende Ældreforums arbejde, fordi der har været en konstruktiv dialog i forummet, og de vurderer resultaterne af forummets arbejde positivt. Politikerne mener, at det er godt at have en dialog med et forum, som repræsenterer så mange forskellige interesser på ældreområdet.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog den 6. september 2001 en ny ældrepolitik for København, som består af 23 målsætninger (BR 344/01).

Rådgivende Ældreforum blev nedsat til at rådgive Sundheds- og Omsorgsudvalget om den nye ældrepolitik. Rådgivende Ældreforums 49 medlemmer repræsenterer ældreråd, ældreorganisationer, ledere og medarbejdere i Sundhedsforvaltningens institutioner, interesseorganisationer og andre samarbejdspartnere på ældreområdet. Rådgivende Ældreforums opgave var at involvere interessenterne på ældreområdet i at prioritere de 23 målsætninger i den nye ældrepolitik. Desuden skulle forummet komme med forslag til aktiviteter, der konkretiserede gennemførelsen af målsætningerne (SOU 374/2001).

Arbejdet i forummet er foregået som en løbende dialog på fire møder i vinteren og foråret 2002, hvor medlemmerne har prioriteret målsætningerne. På det sidste møde mødtes forummet med Sundheds- og Omsorgsudvalget, og forummet fremlagde deres forslag til hvilke målsætninger og aktiviteter, der skulle iværksættes i 2002 og 2003. Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at iværksætte ældrepolitikkens gennemførelse med de fem målsætninger, som Rådgivende Ældreforum anbefalede. For at vurdere Rådgivende Ældreforum blev det besluttet at evaluere forummets arbejde (SOU 98/2002).

Det videre arbejde i Rådgivende Ældreforum

Det videre forløb i Rådgivende Ældreforum foreslås at bestå af 4-5 møder frem til sommeren 2003. På baggrund af de udmeldinger, som Rådgivende Ældreforums medlemmer er kommet med i arbejdet med at evaluere forummet, forslår Sundhedsforvaltningen, at Rådgivende Ældreforum arbejder videre med tre opgaver:

  • Den videre implementering af de resterende målsætninger i ældrepolitikken
  • De stor linier i ældrepolitikken
  • Boligstrategi, kost- og demenspolitik

Sundhedsforvaltningen vil på baggrund af disse opgaver revidere kommissoriet for Rådgivende Ældreforum med en følgegruppe. Sundhedsforvaltningen vil så drøfte tilrettelæggelsen af Rådgivende Ældreforums opgaver med følgegruppen. Følgegruppen bliver således et værktøj, som Sundhedsforvaltningen kan drøfte planlægningen af møderne med.

Følgegruppen foreslås nedsat for også at imødekomme medlemmernes kritik. Følgegruppen har ikke beslutningskompetence, og selve indholdet i ældreforums arbejde er stadig forankret i selve Rådgivende Ældreforum. Følgegruppen sammensættes af 2 ældrerådsrepræsentanter, 1 leder og 1 medarbejder, 2 fra ældreorganisationerne og 1 fra de øvrige samarbejdspartnere (fagorganisationer, foreninger m.fl.). Medlemmerne udpeger selv deres repræsentanter til følgegruppen.

Den videre implementering af de resterende målsætninger i ældrepolitikken

På baggrund af arbejdet med evalueringen kom det frem, at Rådgivende Ældreforum gerne ville arbejde videre med de resterende målsætninger, men uden en prioriteringsproces, som ved udvælgelsen af de første fem målsætninger.

Ud af de oprindelige 23 målsætninger er der 18 målsætninger tilbage i ældrepolitikken, som endnu ikke er sat i værk. Vurderes disse målsætninger i forhold til aktualitet og relevans træder to områder frem, nemlig forebyggelse samt dialog og partnerskaber.

Forebyggelse knytter sig til ældrepolitikkens målsætninger 2, 13 og 17 (se bilag 2). Dialog og partnerskaber knytter sig til ældrepolitikkens målsætning 15, 16, 19, 20, 21 og 22 (se bilag 2).

Forebyggelse er aktuelt i lyset af den generelle omstilling på folkesundhedsområdet. Samtidig hænger emnet godt sammen med Sundhedsforvaltningens mission og vision. Dialog og partnerskaber er aktuelt og relevant i forhold til Sundheds- og Omsorgsudvalgets fokus på partnerskaber og dialog, som centrale redskaber. Det er Sundhedsforvaltningens vurdering, at disse to områder således vil egne sig til arbejdet i Rådgivende Ældreforum, sådan at forummet anvendes aktivt i forhold til relevante og væsentlige diskussioner.

Rådgivende Ældreforums anbefalinger om forebyggelse og partnerskaber vil blive sammenfattet i en orientering til Sundheds- og Omsorgsudvalget, som kan indgå i arbejdet med budget 2004.

Rådgivende Ældreforums bidrag til styrkelsen af forebyggelsen vil indgå i handleplanen for forebyggelsesområdet, som forelægges udvalget foråret 2003.

De store linier i ældrepolitikken

Evalueringens interviewundersøgelse viser, at medlemmerne mener, at Rådgivende Ældreforums arbejde også bør rette sig mod de store linier i ældrepolitikken, fordi forummet er bredt sammensat, og fordi sammensætningen gør det muligt at få forskellige vinkler frem på ældreområdet.

I interviewundersøgelsen efterspurgte medlemmerne desuden mere information og diskussion af nye tendenser og udvikling på ældreområdet. På den baggrund forslår Sundhedsforvaltningen, at der inviteres relevante oplægsholdere til at inspirere diskussionerne, og at der tages fat på generelle drøftelser om sundhedstilstand, og hvordan ældreområdet udvikler sig med hensyn til f.eks. demografi. Temaet for disse drøftelser kan således være inspiration til Rådgivende Ældreforums mere konkrete opgaver – og hermed bidrage til at øge videns- og informationsniveauet om generelle forhold på ældreområdet. Udgangspunktet for de stor linier i ældrepolitikken kunne lanceres under overskriften "Borgeren i centrum".

Boligstrategi, kost- og demenspolitik

Arbejdet med boligstrategien, kostpolitikken og demenspolitikken baserer sig blandt andet på anbefalinger fra Rådgivende Ældreforum. Rådgivende Ældreforum har efterspurgt information om, hvordan det går med deres anbefalinger. Derfor vil der på et af møderne i Rådgivende Ældreforum informeres om status på arbejdet. Det er et princip i Sundhedsforvaltningens arbejde med politikkerne, at indtænke involvering af interessenter. Der afholdes således temamøder om de tre politikker med relevante interessenter, herunder også interessenter, som ikke er medlem af Rådgivende Ældreforum. Temamøderne bruges til at kvalificere indholdet i de tre politikker. Medlemmer af Rådgivende Ældreforum inviteres til at deltage i disse temamøder, således at man som medlem af Rådgivende Ældreforum kan vælge de projekter ud, som man synes er mest relevant.

Der udarbejdes en status til Sundheds- og Omsorgsudvalget på arbejdet i Rådgivende Ældreforum sommeren 2003.

Evalueringen af Rådgivende Ældreforum

Evalueringen består af tre undersøgelser:

  1. Politikernes syn på Rådgivende Ældreforum
  2. Telefoninterview med syv politikere i Sundheds- og Omsorgsudvalget

  3. Spørgeskemaundersøgelse
  4. Spørgeskema til alle medlemmer af Rådgivende Ældreforum

  5. Interviewundersøgelse

Fem fokusgruppeinterview med medlemmer af Rådgivende Ældreforum, som repræsenterede hver sin gruppering: Ældreorganisationer, ældreråd, medarbejdere og ledere i Sundhedsforvaltningen samt øvrige samarbejdspartnere (fagorganisationer, foreninger o.a.). Tre fokusgruppeinterview med ikke-medlemmer, som er personer, som ikke har været medlemmer af forummet, men hvis organisation har været repræsenteret.

Hovedresultater fra evalueringen for politikerne i Sundheds- og Omsorgsudvalget

De interviewede politikere i Sundheds- og Omsorgsudvalget har overvejende et positivt syn på Rådgivende Ældreforum, og mener det skal fortsætte sit arbejde, fordi det er godt at have en dialogpartner med repræsentanter fra hele ældreområdet. Deres indtryk er, at der blandt deltagerne har været en konstruktiv dialog. Samtidig fremhæver de, at resultatet af forummets arbejde ofte har været sammenfaldende med udvalgets tanker, hvilket er optimalt set i lyset af, at så mange forskellige interessenter står bag forummet.

Hovedresultater fra evalueringen for medlemmerne af Rådgivende Ældreforum

Evalueringen viser, at medlemmerne af Rådgivende Ældreforum generelt er tilfredse med forummets arbejde. Medlemmerne mener, at Sundheds- og Omsorgsudvalget kan bruge forummet til at få rådgivning om ældrepolitikken. Et stort flertal af medlemmerne mener, at forummet:

  • udfører relevant arbejde
  • bidrager til at styrke prioriteringen af målsætninger på ældreområdet
  • styrker dialogen og samarbejdet på ældreområdet
  • giver parterne en bedre forståelse af hinandens interesser og arbejde

Desuden viser evalueringen, at medlemmerne:

  • er indstillet på at samarbejde fremover
  • synes, de har indflydelse på forummets arbejde
  • synes, at sammensætningen af interessenter er dækkende for ældreområdet

Evalueringen viser desuden at, der især fra ældrerådene har været kritik af, at diskussioner om personalepolitik for Sundhedsforvaltningens medarbejdere fyldte for meget i Rådgivende Ældreforums arbejde. Desuden har der været kritik af konsulentbistanden, tidsrammen for prioriteringen af målsætninger og nogle af metoderne i forummets arbejde. Således mener en stor del af medlemmerne, at der er behov for, at Sundhedsforvaltningen gør mere ud af at definere regler for samarbejdet i forummet. Desuden ser de gerne, at medlemmerne inddrages tidligere i fremtidige forløb.

Samlet set anbefaler størstedelen af medlemmerne, at Rådgivende Ældreforum fortsætter i fremtiden.

MILJØVURDERING

Ingen konsekvenser for miljøet

ØKONOMI

Udgifterne afholdes indenfor Sundhedsforvaltningens egen budgetramme.

HØRING

Indholdet af indstillingen har været drøftet med Rådgivende Ældreforum på møde den 10. oktober 2002. Rådgivende Ældreforum var enig i indholdet.

BILAG:

Bilag 1: Evaluering af Rådgivende Ældreforum

Bilag 2: Målsætninger i Ældrepolitikken koblet på forebyggelse samt dialog og partnerskaber

Ib Haurum

/ Jens Egsgaard

 

Til top