Udmøntning af finanslovsmidler til pårørende og en værdig død
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forslag til udmøntning af midler til ’Aflastning af pårørende’ og ’En værdig død’
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er med Finanslov 2018 blevet tildelt henholdsvis 6,1 mio. kr. til indsatsen ’En værdig død’ og 6,115 mio. kr. til ’Aflastning af pårørende’.
Da midlerne til begge indsatser gives via bloktilskuddet og er varige, giver det mulighed for at arbejde målrettet og langsigtet med at udvikle nye indsatser og bedre kvalitet indenfor de to områder.
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges forslag til udmøntning til godkendelse.
Løsning
Udmøntning af midler til ’Aflastning af pårørende’ og ’En værdig død’ tager afsæt i de politiske visioner på området, som blandt andet er beskrevet i Københavns Kommunes værdighedspolitik fra 2018.
Følgende beskriver forvaltningens indstilling til udmøntning af de to indsatser.
Aflastning af pårørende
Det fremgår af værdighedspolitikken at ”Pårørende er en vigtig ressource ikke mindst for de fleste svage eller langvarigt syge ældre. For mange kan pårørenderollen være så belastende, at det går udover den enkeltes livskvalitet, som følge af isolation, stress og begrænset frihed til at opretholde eget liv ved siden af rollen som pårørende. Derfor skal pårørende tilbydes en sammenhængende og kompetent vejledning og mere målrettet information om deres egne rettigheder og muligheder for at få hjælp og støtte (…).”.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har de senere år arbejdet med pårørendeindsatser på flere områder, men der er fortsat behov for dels at styrke området og dels at samle og tydeliggøre forvaltningens samlede pårørendeindsats først og fremmest for borgerne men også for medarbejderne.
Nogle pårørende har stort behov for at få øget sygdomsforståelse og viden om, hvordan de bedst kan støtte deres nære, mens andre har gavn af støtte og vejledning, der tager udgangspunkt i deres egen, ofte meget belastede, livssituation med henblik på, at de ikke brænder ud og fortsat kan være en støtte for deres nærmeste. Derfor omfatter forslagene til udmøntning af de nye midler støtte og vejledning til pårørende både i forhold til deres næres specifikke diagnose og i forhold til deres egen situation, ligesom forslagene omfatter en styrket kvalitet og sammenhæng i indsatsen gennem kompetenceudvikling af medarbejdere, som skal støtte og samarbejde med pårørende i deres daglige praksis.
Pårørendevejledning og kompetenceudvikling
Etablering af pårørendevejledning, skal gøre det nemt og gennemskueligt for pårørende at finde hjælp i Københavns Kommune. Pårørendevejledningen gives af fem pårørendevejledere tilknyttet de fem lokalområder. Som en del af indsatsen etableres et tværgående netværk for vejlederne, lokalområderne, relevante driftsenheder og bydækkende centre med videre, som skal bidrage til den fortsatte udvikling af pårørendevejledningen og øvrige indsatser for pårørende i forhold til den nyeste viden og erfaring. Samtidig skal netværket bidrage til, at de forskellige indsatser for pårørende, opleves af den enkelte pårørende som én samlet indsats, der er målrettet den enkeltes behov. Pårørendevejledningen gives primært til pårørende til borgere i hjemmeplejen, men skal også understøtte plejehjemmene med råd og vejledning ift. udvikling af deres samarbejde med pårørende.
Kompetenceudvikling på pårørendeområdet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har hidtil primært været målrettet demensområdet. Det vurderes derfor, at der med de nye midler skal udvikles og gennemføres et bredere kompetenceudviklingsprogram, der klæder medarbejderne på til bedre at støtte pårørende uafhængigt af diagnoser. Kompetenceudviklingen skal have fokus på, at medarbejderne får redskaber til at skabe konstruktive samarbejdsrelationer til de pårørende og til at spotte pårørende, der har brug for støtte til at mestre deres egen livssituation fx gennem kontakt med pårørendevejledningen.
Kommunikation og udvikling af nye samt eksisterende tilbud
Diagnosespecifikke pårørendeindsatser findes allerede i vist omfang i de bydækkende fagcentre (Center for Demens, Center for Diabetes, Center for Kræft og Sundhed samt Hjerneskade- og Rehabiliteringscentret). Centrene har ekspertise i at ”skræddersy” pårørendetilbud med fokus på diagnosespecifik sygdomsforståelse, som er relevant for mange pårørende. Der afsættes midler til at videreudvikle disse tilbud, som skal udgøre et supplement til de generelle pårørendeindsatserne fx den foreslåede vejledningsfunktion og det eksisterende pårørendekursus.
Bedre kommunikation om eksisterende og nye tilbud er nødvendigt, idet erfaringer viser, at pårørende kan have svært ved at finde frem til kommunens tilbud for dem. Derfor afsættes midler til udvikling af informationsmaterialer og en hjemmeside, som skal samle viden om tilbud til pårørende i Københavns Kommune, og som skal gøre det nemmere for pårørende at finde frem til de tilbud, der er relevante for dem. Desuden afsættes der i 2018 midler til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens driftsenheder (plejehjem, hjemmepleje, sygepleje og U&R) med henblik på afholdelse af særlige arrangementer for pårørende, der skal være med til at sætte fokus på pårørende og synliggøre de relevante tilbud.
Der gennemføres en borgerinddragelsesproces i 2018 med henblik på at videreudvikle forvaltningens samlede indsats for pårørende. Formålet hermed er at generere ny viden om de pårørendes behov og ønsker ift. støtte fra og samarbejde med kommunen.
’En værdig død’:
Af Københavns Kommunes værdighedspolitik 2018 fremgår det bl.a.; ”En værdig afslutning på livet forudsætter et personale, der har tid til nærvær og omsorg for såvel den døende som de pårørende. Og det kræver personale, der har de rette kompetencer til at sikre en tryg og så vidt mulig smertefri død i vante og rolige rammer”.
For indsatsen ’En værdig død’ fokuseres der med denne indstilling alene på plan for udmøntning af midlerne i 2018. Dette skyldes, at forvaltningen sideløbende arbejder med en mere langsigtet plan for det samlede arbejde med palliation (smertelindrende behandling) og værdig død, hvori der også indgår tidligere bevilgede midler fra Kræftplan IV. Forvaltningen vil derfor vende tilbage til udvalget med henblik på godkendelse af udmøntning af midler fra 2019 og frem.
Forvaltningen har i samarbejde med Ældrerådet gennemført en spørgeskemaundersøgelse på plejehjemmene i Københavns Kommune, med det formål at afdække eksisterende viden, praksis og udviklingspotentialer på området. Resultaterne fra undersøgelsen indgår i forslag til udmøntning af midlerne og i det kommende arbejde med en langsigtet plan for området.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har de senere år arbejdet med udvikling af området palliation og værdig død. Palliativ Enhed er blevet etableret på Vigerslevhus i nye renoverede omgivelser, og der har været tilbudt løbende kompetenceudvikling inden for området. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ønsker at fortsætte og styrke dette arbejde og indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget, at midlerne fra Finanslov 2018 udmøntes i indeværende år under følgende temaer udvikling, kvalitet og tværfagligt og -sektorielt samarbejde samt kompetenceudvikling.
Udvikling, kvalitet og tværfagligt og -sektorielt samarbejde
Tilbuddet og indsatsen på den eksisterende palliative afdeling på Vigerslevhus styrkes, med henblik på at færrest mulige borgere indlægges uønsket i den sidste tid. Afdelingen skal være udgangspunktet for en faglig kapacitetsopbygning, som skal udvikle og kvalificere det nuværende tilbud. Sideløbende, og i det langsigtede strategiske perspektiv, vil forvaltningen arbejde på, at enheden udvikles til en slags ressourcecenter indenfor området.
De foreløbige erfaringer med plejehjemslæger opleves, at styrke den tværfaglige indsats i forhold til borgerens sidste tid og dermed muligheder for en værdig død. Med henblik på i videst muligt omfang af give hjemmeboende borgere en tryg, kompetent og fleksibel sundhedsfaglig indsats i den sidste tid, afsættes der midler til et styrket samarbejdet med almen praksis på området.
Kompetenceudvikling
Løbende kompetenceudvikling for medarbejderne er en forudsætning for, at borgere og pårørende i Københavns Kommune oplever, at møde et kompetent og dedikeret personale i den terminale fase. Forvaltningens arbejde med kompetenceudvikling til medarbejdere i hjemmeplejen og på plejehjem foreslås styrket særligt med fokus på at styrke kompetencerne inden for palliation, terapi, omsorg, den svære samtale med mere.
Høring
Forvaltningens indstilling til udmøntning af midlerne har været i høring hos Ældrerådet, som udtrykker tilfredshed med udmøntningen og bemærker at, at der i forhold til pårørendeindsatsen skal lægges vægt på formidling af både nye og nuværende tilbud. Endvidere understreger Ældrerådet behovet for, at den palliative indsats også skal være tilstede i ydertimerne. Forvaltningen vil medtage Ældrerådets bemærkninger i implementeringen af indsatserne.
Høringssvar er vedlagt som bilag 1.
Økonomi
Finanslovsmidlerne tilføres kommunen via halvårlig regulering af bloktilskuddet. Sundheds- og Omsorgsudvalget får midlerne i forbindelse med 1. sag om bevillingsmæssige ændringer på Økonomiudvalgets møde den 22. maj 2018. Forvaltningen kan således påbegynde aktiviteterne umiddelbart efter beslutning om udmøntning på udvalgsmødet.
Anvendelse af midler til ’Aflastning af pårørende’:
Finanslov 2018, pårørende Indsats, 2018 pl (1.000 kr.) |
2018 |
2019 og frem |
Pårørendevejledning og kompetenceudvikling (herunder frikøb) |
2.400 |
5.000 |
Kommunikation og udvikling af nye og eksisterende tilbud |
3.700 |
1.100 |
I alt |
6.100 |
6.100 |
Indsatserne pårørendevejledning og kompetenceudvikling får ikke helårseffekt i 2018, hvorfor denne post er lavere i 2018 end i de følgende år.
Posten til kommunikation, udvikling af nye samt eksisterende tilbud til pårørende er betydeligt højere i 2018 end de efterfølgende år, hvilket skyldes, at der afsættes ekstraordinære midler til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens driftsenheder (plejehjem, hjemmepleje, sygepleje og U&R) i 2018 med henblik på afholdelse af særlige arrangementer med fokus på pårørende samt borgerinddragelsesprocessen, som også gennemføres i 2018. Dermed er det også muligt at forebygge et evt. mindreforbrug i 2018, hvor midlerne som nævnt først er tilført for nylig.
Anvendelse af midler til ’En værdig død’:
Finanslov 2018, værdig død, 2018 pl (1.000 kr.) |
2018 |
2019 og frem |
Udvikling, kvalitet og tværfagligt og -sektorielt samarbejde |
4.100 |
|
Kompetenceudvikling |
2.000 |
|
I alt |
6.100 |
6.100 |
Videre proces
For så videre at aflastning af pårørende udvikles og tilpasses de foreslåede indsatser løbende i de kommende år bl.a. på baggrund af den viden, som indhentes ifm. borgerinddragelsesprocessen og evalueringer.
Fsva. værdig død arbejder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen videre med en samlet plan for udvikling af området palliation og værdig død og vender til bage til Sundheds- og Omsorgsudvalget med udmøntningsplan for midlerne til værdig død fra 2019 og fremover.
Katja Kayser/
/Helle Schnedler
Beslutning
Indstillingen blev godkendt