Mødedato: 24.05.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Fremadrettet strategi for vaske-tørre-toiletter på plejecentre i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Se alle bilag
På baggrund af resultaterne fra en større evaluering af implementering af vaske-tørre-toiletter, skal Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutte den videre strategi for arbejdet med vaske-tørre-toiletter.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter resultaterne fra ’Evaluering af vaske-tørre-toiletter i plejecentre’.

Problemstilling

I 2016-2017 er ca. 250 vaske-tørre-toiletter blevet opsat på i alt seks plejecentre i Københavns Kommune. I 2017 er der udarbejdet en evaluering, der viser fordele og ulemper ved ibrugtagning af vaske-tørre-toiletter (bilag 1).

På denne baggrund indstiller Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at udvalget drøfter resultaterne fra evalueringen med henblik på at sætte retningen for den fremtidige tilgang til vaske-tørre-toiletter på plejecentrene i Københavns Kommune.

Løsning

Indkøb af vaske-tørre-toiletterne er finansieret løbende gennem forskellige puljer, hvor tilgangen har været at få toiletterne ud til alle de borgere, der kunne tænkes at få glæde af dem, og samtidig indhente et solidt vidensgrundlag for at kunne vurdere, hvor og hvordan toiletterne generer værdi og om der evt. var grundlag for at indhente effektiviseringer.

Evalueringen viser, at der ikke kan dokumenteres økonomiske gevinster relateret til bedre arbejdstilrettelæggelse, bedre fysisk arbejdsmiljø eller øget selvhjulpenhed hos borgerne. Endvidere blev det undersøgt, om vaske-tørre-toiletterne kunne afhjælpe urinvejsinfektioner, forstoppelse samt gener ved at minimere brug af toiletpapir. Heller ikke dette har evalueringen kunnet dokumentere.

Imidlertid viser evalueringen, at nogle borgere oplever bedre nedre hygiejne og at vaske-tørre-toilettet betyder øget selvstændighed. Det gælder særligt gruppen af mere friske og ressourcestærke borgere, som har glæde og gavn af vaske-tørre-toiletterne i form af en forbedret oplevelse af værdighed og selvhjulpenhed i den mest intime del af toiletbesøget. Det er forvaltningens vurdering, at ca. 10 % af beboerne på et plejecenter vil kunne opleve et sådan løft i livskvalitet relateret til brugen af et vaske-tørre-toilet.

De vaske-tørre-toiletter der i dag er implementeret hos borgere på plejecentre, er af ældre dato og af mindre god kvalitet. Det må derfor forventes, at hvis der fortsat skal tilbydes vaske-tørre-toiletter, vil det kræve en investering i nye og mere holdbare modeller. Enhedsprisen for indkøb, klargøring og implementering af et vaske-tørre-toilet er 16.000 kr.

Aarhus Kommune har implementeret vaske-tørre-toiletter, og har ligeledes haft vanskeligt ved at se en forbedring i forhold til gener med urinsvejsinfektioner, forstoppelse og ubehag ved brug af toiletpapir pga. hyppige toiletbesøg. Det har ligeledes vist sig vanskeligt at finde effektiviseringer i forhold til besparelse af medarbejdertid eller arbejdsmiljømæssige forbedringer. Alligevel har Aarhus Kommune besluttet – under programmet ”Mere velfærdsteknologi på aarhusianske plejehjem” – at implementere vaske-tørre-toiletter til gennemsnitligt 20 % af borgerne pr. plejecenter, med henblik på at give borgerne en kvalitetsmæssig oplevelse.

Implementering af velfærdsteknologi sker ofte som en investeringscase, med forventning om at der kan opnås besparelser gennem bedre arbejdsgange eller færre indlæggelser. Med udgangspunkt i Ældrepolitikkens vision om frihed og et selvstændigt og værdigt ældreliv vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at der i arbejdet med velfærdsteknologi fremadrettet også med fordel kan være fokus på teknologier, der bidrager med øget borgeroplevet kvalitet, men som ikke kan føre til effektiviseringer i form af mindre medarbejdertid eller færre indlæggelser.

I de tilfælde hvor der vil være fokus på borgeroplevet kvalitet fremfor effektiviseringspotentialer, vil det kræve, at de velfærdsteknologiske løsninger finansieres i budgetforhandlingerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Såfremt udvalget ønsker at borgere på plejehjem fortsat skal tilbydes vaske-tørre-toiletter, skal der udarbejdes et budgetnotat, som kan indgå i forhandlingerne om Budget 2019.

Enhedsprisen for indkøb, klargøring og implementering af et vaske-tørre-toilet er 16.000 kr. Ved implementering af vaske-tørre-toiletter hos 10 % af borgerne på plejecentrene, vil en samlet udgift være omkring 5.400.000 kr. I tillæg til dette vil der komme yderligere udgifter, der relaterer sig til vedligehold og reparationer af toiletterne.

Et evt. budgetnotat vil kunne skaleres. Hvis der implementeres vaske-tørre-toiletter hos 5 % af borgerne på plejecentrene, vil der dog primært kunne tilbydes vaske-tørre-toiletter til borgere, der allerede har haft et sådant i regi af hjemmeplejen eller til borgere der har helt særlige behov.

Videre proces

Et eventuelt budgetnotat kan indgå i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetseminar den 16. august 2018.

Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter, at der fremadrettet ikke skal tilbydes vaske-tørre-toiletter, udarbejder forvaltningen et forslag til, hvordan de nuværende vaske-tørre-toiletter kan afvikles i takt med, at de forældes og går i stykker.

 

Katja Kayser/

                       /Nanna Skriver

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning

Til top