Mødedato: 24.05.2012, kl. 14:30
Mødested: Dortheagården, Frederiksborgvej 77, 2400 København NV.

Rapport om Sundheds- og Omsorgudvalgets studietur til Silicon Valley, USA

Se alle bilag
Godkendelse af rapport om Sundheds- og Omsorgsudvalgets studietur til Silicon Valley. 

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender rapport for studietur til Silicon Valley den 9. - 14. april 2012 jf. (bilag 1).

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede på udvalgsmødet den 28. april 2011 at gennemføre en studietur til Silicon Valley i Cailfornien, USA. Studieturen fandt sted fra mandag den 9. april til lørdag den 14. april 2012.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet rapport og regnskab for studieturen til Silicon Valley.

Løsning

Formålet med studieturen til Silicon Valley var at hente inspiration til kommunens vision om at skabe øget vækst og livskvalitet - blandt andet gennem sundhed, sund vækst og innovation. I Silicon Valley er en stor koncentration af virksomheder, organisationer, hospitaler og universitets- og forskningsmiljøer, der arbejder med udvikling af telemedicinske løsninger - samt bruger- og sundhedsdreven innovation. Studieturens program, der var tilrettelagt i samarbejde med Innovation Center Denmark i Silicon Valley, lagde vægt på temaer som Innovation, Vækst og Forskning jf. (bilag 2).

Innovation:
IDEO
I Silicon Valley ligger det verdensberømte og globale designfirma, IDEO. Formålet med besøget var at få indsigt i virksomhedens strategier, processer og værktøjer til fremme af innovation. Det skete ved en interaktiv workshop, hvor delegationen skulle sætte fokus på nogle konkrete udfordringer på sundheds- og omsorgsområdet.   

Bio-X, Stanford Universitet
Delegationen besøgte programmet Bio-X på Stanford Universitet. Bio-X er rammen om et innovativt forskningssamarbejde, der sammensætter teams af studrende og forskere fra en bred vifte af faggrene for at lave interdisciplinær forskning inden for biologi og medicin. Den innovative samarbejdsform sås desuden reflekteret i både bygningens konstruktion og stedets fokus på at skabe indbydende rammer for at mødes.   

CITRIS, Berkeley Universitet
På Berkeley Universitetsområde ligger Technology for Societal Impact, CITRIS, som er et multidisciplinært institut. CITRIS har fokus på at udvikle innovative teknologier, der har en samfundsmæssig virkning og kan øge menneskers livskvalitet, ved at samarbejde med førende forskningslaboratorier, opstartsvirksomheder, store firmaer og hele industrier i tværgående teams. Delegationen fik en præsentation af de aktuelle teknologiske udviklingstendenser. 

Vækst:
SoonR
SoonR er en opstartsvirksomhed i vækst. Virksomheden har udviklet en software "cloud” løsning, hvor brugerne kan få adgang, søge og dele pc-data fra alle computere via en patenteret teknologi.
Den danske direktør, Martin FRIED-NIELSEN havde et indgående kendskab til iværksætterkulturen i både Silicon Valley og Danmark.

Magnolia Prime
Magnolia Prime er en mindre opstartsvirksomhed i Silicon Valley, der arbejder på at vækste på det amerikanske marked. Virksomheden har opfundet et telefonisk trygheds- og støttesystem målrettet hjemmeboende ældre. En enkel og brugervenlig teknologi, som udnytter de teknologiske muligheder, der ligger i en mobiltelefon.

Forskning:
Prof. dr. POMPEI & prof. dr. BAKER, Stanford Universitet
Fra Stanford Universitet mødte delegationen professor i geriatri, dr. Peter POMPEI & professor i sundhedsforskning og -politik, dr. Laurence BAKER. De præsenterede i fællesskab det amerikanske sundhedsvæsen, sundhedsreformen samt dele af deres forskning inden for sundhed og geriatri. 

Preben BRANDENHOFF
Den danske læge og professor, Preben BRANDENHOFF er bosat i San Francisco. Han har arbejdet mange år, som hjerte og lungekirurg i både Danmark og USA, og gav delegationen en orientering om forskelle mellem det danske og det amerikanske sundhedsvæsen.

Rosener House - dagcenter for ældre
Formålet med at besøge et dagcenter for ældre, var at høre om frivillighed i USA. Delegationen oplevede, at frivillige anerkendes og inddrages i aktivteterne på dagscentret. De frivillige er en stor ressource, der skaber værdig for både de ældre og personalet. Samtidig var der en tydelig deling i arbejdsopgaver mellem personale og de frivillige.

Vi-Living - bosted for ældre
Delegationen besøgte et unikt bosted for velhavende ældre i Silicon Valley. Her var boliger og udfoldelsesmuligheder for både plejekrævende og ikke plejekrævende ældre. Boligområdet var attraktivt, ikke mindst på grund af muligheden for at bo samme sted - fra man er 65 år og resten af livet - uanset sundhedstilstanden.

Rapporten beskriver centrale elementer præsenteret under studieturens oplæg, besøg og workshops, og kan bidrage til at identificere konkrete emner til videre drøftelser i udvalget.
Ud over drøftelser på dette udvalgsmøde, er der på afsat tid til yderligere drøftelser i forbindelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets "Temadrøftelse om forskning" på mødet den 16. august 2012.

Regnskab for studietur til Silicon Valley
Der var budgetteret 365.000 kr. til studieturen. Regnskabsaflæggelsen viser en samlet pris for Sundheds- og Omsorgsudvalgets tur til Silicon Valley på i alt 323.407,28 kr. (bilag 1). Enhedspris pr. deltager er således 23.075 kr. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

    Lene Sillasen

                                                    /Jesper Olsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top