Mødedato: 24.05.2012, kl. 14:30
Mødested: Dortheagården, Frederiksborgvej 77, 2400 København NV.

Høring om Administrationsplan

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal afgive høringssvar vedrørende indstilling til Øko­nomiudvalget om administrative effektiviseringer i Københavns Kommune.

Indstilling og beslutning

 Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at fremsende indstillingen til Økonomiudvalget som Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar.

Problemstilling

På møde den 24. april 2012 besluttede Økonomiudvalget at sende indstilling om admi­nistrative effektiviseringer i Københavns Kommune i høring i fagudvalgene og i de en­kelte forvaltningers hovedudvalg (HSU/MED) jf. (bilag 1), før der træffes endelig beslut­ning om forslagene i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen inden sommerfe­rien.

 

Økonomiudvalget har ved temamøde den 10. januar 2012 og ved behandling af indstilling den 1. februar 2012 (2011-91203) drøftet Københavns Kommunes arbejde med at ned­bringe de administrative udgifter med 500 mio. kr. frem mod 2015. Der er igangsat flere spor på tværs af de syv forvaltninger for at nå denne målsætning.

Tre af disse spor vedrører samling af registreringsopgaver på regnskabsområdet, sam­ling af opgaver på det løn- og personaleadministrative område samt etablering af samlet kontraktstyring på it-området. Disse tre spor er nu så velbeskrevne, at der er udarbejdet organisatoriske modeller og business cases med henblik på, at der kan træffes beslut­ning herom, og implementeringsfasen kan indledes.   
 

Løsning

Grundlæggende er det tanken at realisere den forventede effektivisering inden for de administrative støttefunktioner ved at samle en betydelig del af deres varetagelse i Kon­cernservice. Det vil indebære flytning af en række opgaver og personaleressourcer in­den for regnskabsføring og løn- og personaleadministration fra forvaltningerne. For Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vedkommende drejer det sig om ca. 66 årsværk, der flyttes fra de administrative fællesskaber i lokalområderne samt fra det centrale ad­ministrationscenter i forvaltningen.

 

Det planlagte opgavesnit mellem den nye regnskabs- og løn- og personaleenhed og for­valtningernes driftsenheder ser ud til, i stort omfang, at være identisk med det opgavesnit, der i dag eksisterer mellem driftsenhederne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og de fem administrative fællesskaber i forvaltningen. På møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 20. maj 2010 blev ud­valget orienteret om oprettelsen af disse administrative fællesskaber i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.  

 

Med udgangspunkt heri vil Sundheds- og Omsorgsudvalget gerne tilkendegive sin støtte til samling af registreringsopgaver på regnskabsområdet, samling af opgaver på det løn- og personaleadministrative område samt etablering af samlet kontraktstyring på it-om­rådet i overensstemmelse med den indstilling med tilhørende bilag, som Økonomiud­valget behandlede på mødet den 24. april 2012.

Denne støtte er imidlertid betinget af, at det i det videre arbejde med samlingen af de administrative støttefunktioner sikres:

  • At fastlæggelsen af det endelige opgavesnit mellem Koncernservice og for­valtnin­gerne og deres enheder indebærer, at de lokale ledere fremadrettet fortsat kan varetage ledelses- og styringsopgaven på en sikker og ubureaukratisk måde.
  • At der er en tilstrækkelig lang implementeringsfase med stor inddragelse af for­valtningerne, så de administrative støttefunktioner (ikke mindst løn- og per­so­naleadministration) varetages sikkert og med høj kvalitet i hele processen.
  • At Koncernservice i varetagelsen af de administrative støttefunktioner på vegne af kommunens forvaltninger og institutioner arbejder kontinuerligt med at ud­vikle kundefokus og institutionsforståelse. Det er afgørende for Administra­tionsplansprojektets succes, at de decentrale ledere til stadighed oplever Kon­cernservice som imødekommende og med forståelse for institutionernes behov og opgaver.
  • At der i implementeringsfasen og i den efterfølgende driftssituation etableres et godt arbejdsmiljø med mulighed for faglig og personlig udvikling for de medar­bejdere, der overføres fra forvaltningerne til Koncernservice.
  • At planerne om at basere den centrale løsning af de administrative støttefunktio­ner på bevillingsstyring i Koncernservice frem for gennem afregning af leverede ydelser fastholdes. De hidtil gjorte erfaringer i kommunen har vist, at intern af­regning af ydelser af denne type er behæftet med væsentlige uhensigtsmæssig­heder.

På mødet den 7. maj 2012 drøftede SUF-MED sagen, og høringssvaret er vedlagt til orientering, jf. (bilag 2).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af de indkomne høringssvar udarbejder Økonomiforvaltningen en ny ind­stilling, som behandles på møde i Økonomiudvalget den 12. juni 2012 og i Borgerre­præsentationen den 20. juni 2012. 


                    Lene Sillasen                                    

                                                                  /Hanne Baastrup

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top