Sundheds- og ældreområdet i Overførselssagen 2013-2014
Indstilling og beslutning
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om konsekvenser af Overførselssagen 2013-2014 på sundheds- og ældreområdet til efterretning, herunder implementering af tilbud om sundhedstjek til københavnske unge og modeller og undersøgelse af LGBT-personers sundhed og trivsel.
Problemstilling
Løsning
- 0,3 mio. kr. til etablering af tilbud om sundhedstjek til københavnske unge og modeller.
- 0,3 mio. kr. til undersøgelse af LGBT-personers sundhed og trivsel.
- 25.000 kr. til ekstra sommeråbent i Checkpoint København hvor man kan blive testet gratis og anonymt for hiv og syfilis. Midlerne vil blive overført til Aidsfondet, som driver dette tilbud.
- 2,5 mio. kr. til øgede udgifter i forbindelse med implementering af reform af førtidspension og fleksjob som følge af krav om etablering af tværfagligt rehabiliteringsteam. Indsatsen er allerede iværksat, og for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vedkommende er den forankret i Forebyggelsescenter Nørrebro.
Forvaltningens implementering af et tilbud om sundhedstjek til københavnske unge og modeller og iværksættelse af undersøgelse ved en forskningsinstitution af LGBT-personers sundhed og trivsel er uddybet nedenfor.
1. Tilbud om sundhedstjek til københavnske unge og modeller
Forvaltningen vil etablere et tilbud om et sundhedstjek til københavnske unge, herunder modeller, og forvaltningen forventer i den forbindelse at indgå i samarbejde med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) og Danish Fashion Institute (DAFI).
Formålet med sundhedstjekket er at opspore unge, herunder modeller, med risikobetonet adfærd i forhold til kost- og motionsvaner og/eller undervægt. Målgruppen for sundhedstjekket er drenge og piger fra 13 år, herunder modeller, som er bosiddende i Københavns Kommune.
Model for sundhedstjek
Konceptet for sundhedstjekket vil inddrage både fysiologiske, psykologiske og sociale parametre. Der vil blive sammensat et team bestående af en psykolog, en sygeplejerske samt en motions- og kostvejleder fra kommunens BørneVægtsCenter (BVC), der skal gennemføre det enkelte sundhedstjek. Hvis det i forbindelse med sundhedstjekket vurderes, at den unge ikke er i risiko for en egentlig spiseforstyrrelse, men har en uhensigtsmæssig adfærd i forhold til kost og motion, vil den unge blive tilbudt en opfølgende samtale hos personale fra BVC. Hvis det vurderes, at den unge er i risiko for en spiseforstyrrelse, vil den unge blive viderehenvist til en mere omfattende undersøgelse hos LMS og eventuelt videre i et gruppeforløb eller individuelle samtaler. Hvis den unge fremstår syg eller anorektisk, vil egen læge eller et regionalt tilbud såsom Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg blive kontaktet. Personalet vil i forbindelse med sundhedstjekket naturligvis også være opmærksom på, om den unge måtte have andre udfordringer og problemer end kost og motion, og vil i givet fald kunne henvise den unge til andre relevante tilbud i kommunen.
Placering af sundhedstjekket
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at Sundhedshuset på Vesterbrogade er en velegnet placering til tilbuddet. Det er hensigtsmæssigt at placere sundhedstjekket centralt i byen, da tilbuddet er for alle unge københavnere med behov, og det skal være let at komme dertil. Sundhedshuset er samtidig neutralt i den forstand, at huset rummer andre tilbud, herunder tre praktiserende læger, og det er derfor ikke et sted, hvor man behøver at skilte med, hvorfor man går ind ad døren. Forvaltningen har drøftet spørgsmålet med U-turn og Ungerådgivningen i Socialforvaltningen. U-turn har peget på behovet for at markedsføre tilbuddet på en måde, som er relevant for unge, og forvaltningen vil nøje overveje navnet på tilbuddet, samt hvorledes tilbuddet markedsføres.
Anonymitet
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at sundhedstjekket kan være et anonymt tilbud, da der allerede er gode erfaringer med dette i Københavns Kommune. I sidste ende går underretningspligten frem for anonymiteten, idet kommunens medarbejdere har en skærpet underretningspligt i tilfælde af svære problemer hos den unge under 18 år. Det samme gør sig gældende, når en ung henvender sig til LMS, hvor personen kan være anonym. Når en person i LMS modtager et tilbud, f.eks. i form af gruppeforløb eller individuelle samtaler, så kræves det, at den unge oplyser sit personnummer.
Henvisning til tilbuddet
De unge vil kunne blive henvist fra kommunens sundhedspleje, ungdoms- og erhvervsuddannelser samt idrætsforeninger. Unge vil også selv kunne henvende sig. Det forventes, at der henvises 100 modeller årligt fra modelbureauerne. Heraf vurderer forvaltningen og LMS, at der vil blive viderehenvist mellem 10-20 modeller til LMS, og 20 forventes at modtage en opfølgende samtale ved BørneVægtsCentrets personale. 100 unge forventes at blive henvist fra kommunens sundhedspleje, uddannelsesinstitutioner mv., og ca. 30 af disse modtager en opfølgende samtale. Det vurderes, at kun ganske få af denne målgruppe vil blive henvist videre til LMS.
Pilotprojektet forventes at løbe fra marts 2014 til ultimo 2015. Fra marts 2014 pågår planlægning af projektet, hvilket indebærer beskrivelse og udarbejdelse af koncept for sundhedstjekket, plan for markedsføring af tilbuddet samt afholdelse af møder med samarbejdspartnere såsom LMS, DAFI, sundhedsplejen og relevante enheder i Socialforvaltningen. Fra juni ansættes nye medarbejdere, og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forventer at kunne tilbyde sundhedstjek fra august 2014.
Finansieringen af projektet i 2015 vil indgå i omprioritering af midler under bevillingen Øget Sundhed for Børn, som ventes forelagt for udvalget på et mødet i august 2014.
2. Undersøgelse af LGBT-personers sundhed og trivsel
Der gennemføres en undersøgelse af LGBT-personers sundhedstilstand, der består af henholdsvis en kvalitativ og en kvantitativ delundersøgelse. Den kvalitative delundersøgelse baseres på interviews, der har til formål at afdække, hvilke faktorer, såsom livsstil, sociale relationer og omgangsformer samt samfundsmæssige strukturer, der potentielt bidrager til, at LGBT-personers sundhed er relativt dårligere end den generelle befolknings sundhedstilstand. Formålet med den kvantitative undersøgelse er via en spørgeskemaundersøgelse at kortlægge og beskrive LGBT-personers generelle sundhedstilstand og identificere de sundhedsproblemer, der gør sig gældende for LGBT-personer sammenlignet med den øvrige befolkning.
Undersøgelsen vil blive gennemført af en forskningsinstitution med henblik på at tilvejebringe en videnskabelig undersøgelse, som genererer ny viden på området i en dansk kontekst. Undersøgelsen vil foregå i perioden juni 2014 til januar 2015.
Øvrige konsekvenser af Overførselssagen 2013-2014
Overførselssagen rummer også demografitilpasning, aflevering af mindreforbrug på elevområdet, aftale om overførsel af midler på baggrund af regnskab 2013 samt en reservation af midler tildelt Økonomiudvalget, der vedrører den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet:
- -11,578 mio. kr. i demografitilpasning til Sundheds- og Omsorgsudvalget i 2014 på baggrund af den seneste prognose for befolkningsudviklingen i kommunen. Tilpasningen i 2014 håndteres i den førstkommende regnskabsprognose.
- -0,6 mio. kr. i 2014 og -0,3 mio. kr. i 2015 som følge af mindreforbrug på elev-området i SUF. Der er i Københavns Kommune afsat midler til ekstra uddannelsesaftaler, hvor det er aftalt, at der i forbindelse med regnskabsafslutningen for 2013 foretages en efterregulering af forvaltningernes budgetrammer, for så vidt angår de 162 ekstra aftaler, hvis forvaltningerne ikke lever op til måltallene. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har et mindreoptag på 8 EGU-elever i forhold til måltallet, og de afsatte midler til elevløn betales derfor tilbage, da forvaltningen ikke vurderer, at det manglende optag kan indhentes gennem indgåelse af ekstra uddannelsesaftaler i 2014.
- Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har fået lov at overføre midler til eksterne projekter for samlet 2,564 mio. kr., decentral opsparing (plejehjem) på 6,841 mio. kr., ligesom der overføres midler som følge af tidsforskydninger på anlæg og finansposter, jf. regnskab 2013.
- 121,7 mio. kr. er i 2014 reserveret i en pulje under Økonomiudvalget til at dække det stigende udgiftspres på den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsnet.
Økonomi
Videre proces
Implementering af sundhedstjek til københavnske unge og modeller
Socialudvalget får den 4. juni 2014 forelagt en redegørelse for, om der i Socialforvaltningen kan etableres en selvstændig enhed som et kommunalt tilbud med ansvar for hjælp til unge med spiseforstyrrelser eller selvskadende adfærd. Hvis dette tilbud etableres, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen etablere et samarbejde med sundhedstjekket, hvor det vurderes relevant.
Hanne Baastrup
/Søren W. Rasmussen