Pilotprojekt med MAP-pakket kølemad til hjemmeboende borgere
Indstilling og beslutning
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender pilotprojekt om afprøvning af MAP-pakket kølemad til hjemmeboende borgere.
Problemstilling
Hjemmeboende borgere, der er visiteret til madservice med udbringning, modtager i dag kølemad, der opvarmes i bilen under transporten (ca. 75 %) eller af borgeren selv (ca. 25 %). Denne metode gør, at der skal leveres mad alle dage, borgeren har behov.
Ved MAP-pakning af kølemad kan holdbarheden af maden forøges, og antallet af udbringninger kan derfor reduceres. Med sigte på at øge fleksibiliteten for borgerne og afdække effektiviseringsmulighederne ved at omlægge til MAP-pakket mad, foreslås at igangsætte et pilotprojekt med to ugentlige udbringninger af MAP-pakket mad. Tilbuddet er tænkt som et supplement til daglig madudbringning, så borgeren har mulighed for selv at vælge.I dag kan borgere, der er visiteret til madservice med udbringning, vælge mellem tre leverandører; Københavns kommunes eget tilbud, Københavns Madservice A la carte (KMS) eller en af to private leverandører, Din private Kok eller Det Danske Madhus KRAM. De private leverandører MAP-pakker allerede i dag maden, da de også leverer til andre kommuner, og det ikke kan svare sig økonomisk at omstille pakningen. Maden leveres dog stadig dagligt i Københavns Kommune, og der er mulighed for at få bragt maden varm.
Løsning
Baggrund
Sammenlignet med den traditionelle kølemad vil MAP-pakning af mad teoretisk set forbedre både den sensoriske og ernæringsmæssige kvalitet. Dog er der mange faktorer, der spiller ind på den oplevede spisekvalitet af det endelige produkt: Råvarekvaliteten, tilberedningsmetode, sammensætningen af luftarterne i MAP-pakningen samt fravalg af visse fødeemner som følge af MAP-pakningen er alle produktionsmæssige faktorer, der kan influere på den oplevede spisekvalitet – afhængig af den pågældende leverandørs produktionsform. Da de to private leverandører allerede i dag leverer den varme mad MAP-pakket vil dette ikke bevirke en uensartethed i kvaliteten af den mad, der leveres.
Derudover kan opvarmningen af maden i borgerens hjem påvirke kvaliteten, og en lang holdbarhed kan influere både den sensoriske og den ernæringsmæssige kvalitet, hvorfor det er væsentligt, at der ikke går for lang tid fra produktion til spisning. Jo længere tid maden opbevares på køl, jo mere vil det påvirke smagen og indholdet af vitaminer i negativ retning. Der vil derfor blivet stillet krav til, hvor lang tid der må gå mellem produktion og levering.
Formål
Pilotprojektet har til formål at belyse muligheder og udfordringer ved implementering af et tilbud om MAP-kølemad to gange om ugen til hjemmeboende borgere i Københavns kommune. Tilbuddet er tænkt som et supplement til tilbud om daglig levering af varm mad.
Pilotprojektet skal afdække de økonomiske forhold og effektiviseringspotentialet ved omlægning til MAP-kølemad og vil desuden særligt have fokus på borgerperspektivet. Pilotprojektet vil søge at afdække:
- Borgerens oplevelse af den kulinariske kvalitet
- Om borgerne oplever at få større frihed, når de ikke skal være hjemme på særlige tidspunkter til modtagelse af maden
- Borgerens oplevelse af serviceniveau
- Om det påvirker borgerens oplevelse af livskvalitet og tryghed at miste den daglige kontakt med chaufføren, der levere maden
- Borgernes opbevaring og tilberedning af maden.
Projektdesign
Pilotprojektet afvikles i samarbejde med Din private Kok og Det Danske Madhus KRAM, idet de som nævnt allerede har et fuldt udviklet koncept for levering af madservice to gange om ugen til andre kommuner. Det betyder, at maden vil være af den samme kvalitet som vanligt, og ydelsen, der leveres, derfor alene vil adskille sig ved, at maden leveres kold og kun to gange ugentligt. Dette gælder dog ikke morgenmads- og frokostpakker leveret af Din private Kok. Af kvalitetsmæssige hensyn har Din private Kok valgt ikke at MAP-pakke morgenmads- og frokostpakker. Det DAnske Madhus KRAM MAP-pakker aller deres produkter.
Samtidig vil samarbejdet begrænse udgifterne til pilotprojektet, idet der ikke vil være omkostninger forbundet med omlægning af produktion. Da KMS aktuelt ikke leverer MAP-pakket mad, vil deltagelse fra KMS kræve investeringer til omstilling af maskiner og tid til udvikling af menuer, hvilket ikke vurderes at stå mål med omfanget af pilotprojektet. Projektet afvikles i en tre måneders periode fra primo august 2014 til ultimo oktober 2014.
Målgruppen for projektet
Borgere, der er visiteret til madservice og modtager mad fra Din private kok og Det Danske Madhus KRAM, skal frit kunne vælge, om de ønsker at deltage i projektet. Mindst 50 borgere skal vælge at deltage i pilotprojektet, før det igangsættes.
Borgere i forsøget skal have kølekapacitet til maden og udstyr til at varme maden op. Hvis der træffes beslutning om at implementere madservice med udbringning af MAP-pakket mad to gange ugentligt i større skala efter pilotprojektet, vil borgere, der ikke allerede har de nødvendige faciliteter, få stillet dem til rådighed af forvaltningen.
Det vil desuden være en forudsætning, at borgere, der deltager i pilotprojektet, selv skal kunne varetage opvarmning af maden eller modtager hjælp til spisning.
Det er ikke tanken hverken i forsøget eller efterfølgende, at de borgere (skønnet 15 %), der ikke selv er i stand til at varme maden op eller får hjælp til spisning, skal have tilbud om at deltage i projektet. For denne målgruppe er det økonomisk mest fordelagtigt for Københavns Kommune fortsat at levere opvarmet mad til borgeres hoveddør.
Borgere, der vælger at deltage i pilotprojektet, tilbydes en rabat svarende til halvdelen af besparelsen på transportomkostningerne, således at borgerne får et økonomisk incitament til at deltage i forsøget. Transportomkostningerne udgør i dag ca. 22 kr. pr. levering dagligt.
Som det fremgår af nedenstående tal, køber de fleste borgere primært hoved- og biretter, mens en mindre gruppe borgere også køber smørebrødspakker og morgenmadspakker. Da der således er meget få borgere hos de private leverandører, der modtager smørrebrøds- og morgenmadspakker, vil det være vanskeligt at lave en evaluering af eventuelle kvalitetsmæssige udfordringer med to ugentlige leveringer.
Tabel 1 Brugere af Madservice og produkter de køber
Leverandør |
KMS |
Din private Kok |
Det Danske Madhus Kram |
Antal visiterede borgere 1. kvartal 2014 |
1441
|
421
|
103
|
Antal daglige leveringer heraf*: |
|
|
|
-Hovedretter |
1219 |
361 |
68 |
-Biretter |
289 |
119 |
24 |
-Smørrebrødspakker |
72 |
7 |
3 |
-Morgenmadspakker |
17 |
5 |
0 |
* Baseret på afregningsdata for februar og marts måned 2014
Evaluering
Pilotprojektet evalueres primo december 2014. Evalueringen forventes at bestå af både en kvantitativ og en kvalitativ del.
Evalueringen skal afdække, hvorledes borgerne oplever et måltidskoncept baseret på to ugentlige leveringer af kølemad. Da det på baggrund af kundegrundlaget som nævnt vil være vanskeligt at lave en evaluering smørrebrød og morgenmadspakker, vil disse produkter i stedet blive evalueret ved et smagspanel el. lign.
Evalueringsrapporten fremlægges for SOU primo januar 2015.
Økonomi
Pilotprojektet forventes at være udgiftsneutralt for kommunen. Aktuelt betaler Københavns Kommune 22 kr. pr. levering i transportomkostninger. Borgere vil i den nuværende ordning typisk modtage varm mad dagligt fire-fem gange på en uge. Antallet af leveringer vil i den nye ordning med MAP-kølemad blive reduceret til to leveringer om ugen. Halvdelen af den opnåede besparelse på transportomkostninger tiltænkes at gå til borgere som lavere borgertakst for MAP-kølemad.
Den øvrige besparelse vil blive anvendt til projektledelse i forbindelse med afvikling af projektet, evaluering samt til betaling for evt. mindre ekstraomkostninger, leverandørerne måtte have i forbindelse med pilotprojektet.
Der vil blive foretaget en mere præcis beregning af, hvor meget borgertakster kan sænkes og afregning med leverandørerne, når forvaltningen har haft mulighed for at indgå en aftale med leverandørerne om projektets gennemførelse.
Videre proces
Lars Gregersen
/ Nanna Skriver