Differentiering af takster
Differentiering af takster
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 24. april 2008
9. Differentiering af takster
SOU 73/2008 J.nr. 22/2008
Sundheds- og
Omsorgsudvalget orienteres om velfærdsministerens svar på udvalgets opfordring
til at søge en hjemmel til takstdifferentiering tilvejebragt.
INDSTILLING OG Beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om velfærdsministerens svar til efterretning. |
Problemstilling
I forbindelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning om at nedsætte prisen på madserviceordningen for hjemmeboende ældre ville et flertal i udvalget gerne have haft mulighed for at differentiere prisen, således at den alene blev sænket for de ældre, som er økonomiske dårligst stillede.
Et flertal i udvalget besluttede på mødet den 31. januar 2008, at opfordre Velfærdsministeren til at søge at tilvejebringe en hjemmel til differentiering af takster for personlig og praktisk hjælp, såfremt der ikke kunne anvises en mulighed herfor indenfor den eksisterende lovgivning.
Velfærdsministeren har den 3. april 2008 svaret på udvalgets henvendelse (Bilag 1).
Løsning
Velfærdsministeren oplyser i sit brev, at kommunen - udover den mulighed som udvalget benyttede til at give et generelt tilskud til mindskelse af borgernes egenbetaling til madserviceordningen - med hjemmel i pensionslovgivningens regler om personligt tillæg har mulighed for indirekte at nedsætte egenbetalingen for de allersvageste borgere.
Det fremgår afslutningsvis af ministerens brev, at der ikke i regeringens eksisterende tiltag indgår en yderligere mulighed for at differentiere mellem modtagere af madservice på baggrund af modtagerens rådighedsbeløb.
Efter pensionslovens regler om personligt tillæg kan der ydes et tillæg til pensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige. Tillægget ydes til nødvendige og rimelige udgifter, som pensionisten ikke selv kan betale uden at komme under et kommunalt fastsat vejledende økonomisk rådighedsbeløb. Tillægget kan ikke udbetales generelt til gruppen af økonomisk dårligt stillede pensionister, men kan bevilges efter ansøgning fra pensionisten og på baggrund af en konkret og individuel årlig vurdering af den enkelte ansøgers økonomiske forhold.
I det fastsatte rådighedsbeløb indgår en post på 2.431 kr. til mad og drikke, hvilket omtrent svarer til egenbetalingen for en fuld dagskost på madserviceordningen (2.479 kr.). Så længe det er tilfældet vil en beslutning om at yde et personligt tillæg til nedbringelse af egenbetalingen reelt subsidiere andre af modtagerens udgifter. Der henvises til bilag 2 for en nærmere beskrivelse af bestemmelsen.
Der er primo april 2008 tilmeldt 3.481 hjemmeboende borgere til madserviceordningen. Da forvaltningen ikke har kendskab til disses økonomiske forhold, kan det ikke nærmere afgrænses hvem af disse, som vil kunne opnå et personligt tillæg. Der vil derfor være behov for at orientere alle tilmeldte om muligheden for at opnå et tillæg. Da den af ministeriet anviste mulighed forudsætter en administrativ afgørelse for den enkelte ansøger, vil det potentielt kunne medføre op imod 3.500 administrative afgørelser. Det skønnes, at forvaltningen i dag træffer ca. 7000 årlige afgørelser om personligt tillæg. En anvendelse af den anviste mulighed vil således potentielt betyde en forøgelse af antallet af administrative afgørelser herom på op til 50 %. Dertil kommer, at modtagerne af tillægget løbende (minimum årligt) skal dokumentere deres økonomiske forhold.
Økonomi
Indstillingen har ingen budgetmæssige konsekvenser.
Videre
proces
Der er ingen yderligere proces knyttet til indstillingen.
Bilag
1. Velfærdsministerens brev af 3. april 2008
2. Notat af 14. april 2008 om differentiering af betaling for personlig og praktisk hjælp efter serviceloven (Madudbringning).