Høring om levevilkår og fattigdom i København
Høring om levevilkår og fattigdom i København
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 24. april 2008
8. Høring om levevilkår og fattigdom i København
SOU 51/2008 J.nr. 9/2008
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal afgive høringssvar til Socialudvalget
vedrørende rapport om levevilkår og fattigdom i Københavns Kommune.
INDSTILLING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender vedlagte bilag 1 som udvalgets høringssvar til Socialudvalget. |
Problemstilling
Socialforvaltningen har på anmodning fra Socialudvalget udarbejdet en rapport om levevilkår og fattigdom i Københavns Kommune. Rapporten indeholder blandt andet 10 handleplaner til forbedring af levevilkårene for fattige københavnere. På møde i Socialudvalget den 6. februar 2008 bad udvalget Socialforvaltningen om at arbejde videre med de 10 handleplaner og om at rundsende rapporten til de andre stående udvalg for at disse kan diskutere og komme med bidrag indenfor deres ressort.
Løsning
Rapporten 'Analyse af levevilkår og fattigdom i Københavns Kommune' er en deskriptiv gennemgang af fattigdomsbegrebet med udgangspunkt i den såkaldte budge tmetode anvendt på de københavnske borgere i 2005. Der sondres i rapporten mellem grupperne: korttidsfattige, mellemlangtidsfattige, langtidsfattige og permanent fattige. Der suppleres i rapporten med betragtninger om fattigdom baseret på afsavnsmetoden og med en redegørelse om udviklingen i ulighed, der bygger på medianmetoden. Der tegnes dermed i rapporten et ganske nuanceret billede af fattigdomsproblematikken i Københavns Kommune. Rapportens hovedkonklusioner står på side 9 i rapporten.
Af særlig interesse for Sundheds- og Omsorgsudvalget er følgende delkonklusioner/indikationer i rapporten (kap. 3):
· 12,0 % af kommunens folkepensionister svarende til 6.555 personer falder indenfor fattigdomsbegrebet jf. Socialforvaltningens definition.
· 5,1 % af kommunens folkepensionister svarende til 2.786 personer falder indenfor grupperne langtidsfattige og permanent fattige.
· Langtidsfattige og permanent fattige har generelt et dårligere helbred end den københavnske befolkning i almindelighed.
· Langtidsfattige og permanent fattige har generelt svagere sociale relationer end den københavnske befolkning i almindelighed.
Socialforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen inddrages i en nærmere analyse af hvordan udsatte gruppers helbred kan forbedres og målrettes de langtidsfattige og permanent fattige.
Socialforvaltningen foreslår også, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen inddrages i udarbejdelse af en strategi for hvordan de langtidsfattige og permanent fattige - i det omfang disse er folkepensionister - kan blive omfattet af tilbud om socialt samvær f.eks. på Socialforvaltningens væresteder.
Denne indstilling har sammen med forslag til høringsskrivelse og Socialforvaltningens rapport været til høring i ældrerådene. Rådene har ønsket, at der i denne indstilling anføres følgende resumé af deres høringssvar:
"Rapportens konklusioner indebærer efter rådenes opfattelse,
at kommunen skal udvise særlig omtanke i forbindelse med kommunale
beslutninger på især det sociale område. Endvidere føler rådene sig ikke
overbevist om, at de beskrevne forhold i tilstrækkeligt omfang inddrages i de
årlige 6-by sammenligninger, der bl.a. danner baggrund for udarbejdelsen af de
årlige budgetter."
Økonomi
Ingen.
Videre proces
Når høringssvarene fra udvalgene kommer ind vil Socialforvaltningen vurdere hvordan disse kan indgå i det videre arbejde med de 10 handleplaner i rapporten.
Bilag
1. Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar.
2. Indledning og resumé med konklusioner i Rapport fra Socialforvaltningen; 'Analyse af levevilkår og fattigdom i Københavns Kommune' (s. 1-26). Hele rapporten er fremlagt i udvalgsværelset og kan rekvireres i udvalgssekretariatet.
3. Høringssvar fra ældrerådene i Københavns Kommune.
Hanne Baastrup / Lars Matthiesen