Folkesundhedsplanen 2002-2005. Status for den igangværende implementering
Folkesundhedsplanen 2002-2005. Status for den igangværende implementering
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 24. april 2003
7. Folkesundhedsplanen 2002-2005. Status for den igangværende implementering
SOU 56/2003 J.nr. 79/98
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status for den igangværende implementering af Folkesundhedsplanen til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2003
Sundheds- og Omsorgsudvalget tog indstillingen til efterretning.
RESUME
Borgerrepræsentationen tilsluttede sig på mødet den 4. oktober 2001 de overordnede målsætninger og indsatsmål for folkesundhedsarbejdet for 2002-2005, samt at der skal udarbejdes handleplaner for hvert indsatsområde (BR 397/01). Dette skete på baggrund af Sundheds- og Omsorgsudvalgets vedtagelse af de overordnede målsætninger og indsatsmål den 6. august 2001(SOU 228/2001).
I denne indstilling gives en status for udarbejdelsen af handlingsplanerne.
I forhold til den implementeringplan som Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte den 21. februar 2002( SOU 53/2002) er implementeringen af folkesundhedsplanen forsinket. Af de 13 planer, som skal udarbejdes, er én handleplan vedtaget i Sundheds- og Omsorgsudvalget. Det drejer sig om handleplanen for Unge. Yderligere to handleplaner forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget samtidig med denne indstilling - nemlig planerne for Kost og Motion. Sidstnævnte forelægges også Kultur- og Fritidsudvalget.
I Uddannelses- og Ungdomsudvalget er handleplanen for Skolen vedtaget. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har vedtaget en indstilling om Daginstitutioner, mens Miljø- og Forsyningsudvalget har godkendt notat om implementering af folkesundhedsplanen i forhold til indsatsområdet Byens Rum - Byens Miljø. Bygge- og Teknikudvalget behandler et lignende notat i maj.
I øjeblikket er yderligere to handleplaner under udarbejdelse – Etniske minoriteter og Ældre. I efteråret forventes igangsat handleplaner for indsatsområderne Arbejdspladsen og Sundhedsvæsenet. Endelig resterer handleplanerne for Tobak og Alkohol, hvor igangsættelse endnu ikke er besluttet.