Mødedato: 24.02.2022, kl. 09:00
Mødested: Se mail

Afsluttende status på hjemtagning af specialiseret rehabilitering

Se alle bilag
I 2007 overtog kommunerne ansvaret for rehabilitering af borgere udenfor sygehusene. På hjerneskadeområdet betød det, at Københavns Kommune siden 2007 har varetaget rehabilitering af borgere med erhvervet hjerneskader. Målgruppen for kommunal rehabilitering blev udvidet i 2015 til også at omfatte en mindre gruppe af borgere med svær hjerneskade. Sundheds- og Omsorgsudvalget får en status på arbejdet med det kommunale tilbud til gruppen af borgere med de sværeste hjerneskader. Eksterne vurderinger pointerer, at den samlede indsats i kommunen til denne målgruppe er meget tilfredsstillende ift. høj neurologisk faglighed og borgertilfredshed.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om afsluttende implementeringsstatus til efterretning.

Problemstilling

I 2015 kom et nyt specialiseringsniveau på hjerneskadeområdet for de sværest skadede borgere, specialiseret rehabilitering. Specialiseret rehabilitering er målrettet borgere med erhver­vet hjerneskade med komplicerede, omfattende og/eller sjældne alvorlige funktions­evnenedsættelser af væsentlig betydning for flere livsområder, herunder oftest omfattende mentale funktionsnedsættelser. Frem til 2020 blev specialiseret rehabilitering tilkøbt hos eksterne leverandører, Center for Hjerneskade, Vejlefjord og Center for Neurorehabilitering, Filadelfia (ved Dianalund), idet der stilles særlige krav til dette specialiseringsniveau, som fx volumen, kompetencer og forskning, og som Københavns Kommune på det tidspunkt ikke kunne honorere.

Som del af budgetaftalen for 2020 blev det besluttet at etablere et Københavnertilbud for specialiseret rehabilitering af borgere med svære hjerneskader. Formålet var at give et tilbud til borgerne tæt på deres bopæl med høj kvalitet og med bedre sammenhæng i overgangene, og samtidig opnå omkostningseffektivitet i tilbuddet ved den betydelige synergi, der er ved at bygge oven på kommunens eksisterende tilbud.

1.februar 2020 hjemtog Sundheds- og Omsorgsforvaltningen specialiseret rehabilitering til borgere med erhvervet hjerneskade til Neurorehabilitering – Kbh. Der blev forud for hjemtagning udarbejdet en toårig implementeringsplan, som nu planmæssigt er kommet i mål. Som en del af projektets afslutning bliver Sundheds- og Omsorgsudvalget i denne indstilling præsenteret for en afsluttende status på implementeringsplanen.

Løsning

Et fagligt stærkt tilbud i Københavns Kommune

Implementeringen er forløbet planmæssigt. NeurorehabiliteringKbh har med hjemtagningen opnormeret antallet af medarbejdere med særlige neurofaglige kompetencer for at kunne løse opgaven kvalificeret og har i dag en stærk faglig medarbejderstab, som alle arbejder tværfagligt ind i borgerforløbene og som løbende modtager kompetenceudvikling, hvilket kommer borgerne til gavn i deres rehabiliteringsforløb efter hjerneskaden.

Der blev i foråret 2021 udarbejdet en ekstern evaluering af tilbuddet på Neurorehabilitering - Kbh, der konkluderede, at Neurorehabilitering - Kbh står meget stærkt ift. den faglige kvalitet målt op imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området. Der har i løbet af 2021 været arbejdet med opmærksomhedspunkter, som blev fremhævet i evalueringsrapporten. Et af disse opmærksomhedspunkter omhandlede blandt andet udvikling af borger- og pårørenderettede indsatser. Fx har der været afholdt kompetenceudvikling af medarbejdere ift. borgere og pårørendes behov for støtte ved ændret livssituation, og neuropsykolog-samtaler med borgere og pårørende er intensiveret på baggrund af resultater fra evalueringen.

I september 2021 var der uanmeldte tilsyn fra revisionsfirmaet BDO, der vurderede den samlede indsats som meget tilfredsstillende ift. høj neurologisk faglighed og borgertilfredshed.

Der er etableret tætte samarbejder med både interne og eksterne samarbejdspartnere, som sikrer gode og sammenhængende borgerforløb, blandt andet med samarbejdsaftaler om klar opgave- og ansvarsfordeling og ved sparring og vidensdeling. Neurorehabilitering - Kbh har blandt andet etableret et tæt samarbejde med det nye Videnscenter for Neurorehabilitering under Rigshospitalet, hvor centerchef for Neurorehabilitering - Kbh er udpeget som medlem af deres Executive advisory board, hvilket betyder, at København er med til at sætte retning for udvikling på hjerneskadeområdet til gavn for Københavnere med hjerneskade.

Langt størstedelen af borgerne vælger tilbuddet i København.

I forbindelse med vedtagelsen af Budget 2020 blev det besluttet, at de sværest skadede borgere med behov for specialiseret rehabilitering og med behov for at få hjælp hele døgnet af plejepersonale og terapeuter på et midlertidigt døgnophold, skulle tilbydes frit valg mellem Neurorehabilitering - Kbh og en ekstern leverandør. I alt har 105 borgere siden hjemtagningen haft behov for specialiseret rehabilitering under døgnophold efter udskrivelse fra hospital, mens 20 borgere startede i et ambulant forløb. Langt de fleste borgere med behov for døgnophold har valgt Neurorehabilitering - Kbh. I få tilfælde har det ikke været muligt at tilbyde frit valg grundet fuld belægning hos enten ekstern leverandør eller på Neurorehabilitering – Kbh. Samlet set vælger langt størstedelen kommunens tilbud, og undersøgelser viser, at der er stor borgertilfredshed med tilbuddet.

Figur 1: Af de i alt 105 borgere, der har haft behov for døgnophold og dermed har haft mulighed for valg af leverandør, har i alt 75 valgt Københavnertilbuddet, mens 19 har valgt ekstern leverandør. Derudover har i alt 11 borgere grundet fuld belægning på enten NKBH eller hos eksterne leverandører ikke haft mulighed for at få frit valg.  Der er i januar 2022 foretaget en efterregulering af opgørelsen på en enkelt borger, der ikke har fået frit valg gr fuld kapacitet hos NKBH.

Forvaltningen vender tilbage udvalget omkring overvejelser om den nuværende fritvalgsordning, som udløber ved udgangen af 2022.

Bilag 1 viser den samlede udvikling af antal forløb på specialiseret rehabilitering for perioden 2015-2021. Desuden viser bilag 1 det samlede budget for hjerneskadeområdet (voksne) 2022.

Fortsat udvikling og høj kvalitet af de specialiserede indsatser

Specialiseret rehabilitering betragtes nu som fuldt implementeret, hvor den fortsatte løbende udvikling sikrer vedvarende høj kvalitet af de specialiserede indsatser på hjerneskadeområdet. Dette sker i fortsat tæt samarbejde med relevante aktører, som øvrige forvaltninger, regionen, Hjernesagen og Hjerneskadeforeningen, hvilket kommer borgerne til gavn i deres rehabiliteringsforløb for at genvinde tabte funktioner efter hjerneskaden.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil få en bredere introduktion til hjerneskadeområdet på temadrøftelse i foråret 2022.

Katja Kayser

/Tanja Thor Møller

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top