1. behandling af ældrepolitik 2019-2022
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at udkast til en ny ældrepolitik for 2019-2022 (bilag 1) sendes i høring.
Problemstilling
Københavns Kommunes Ældrepolitik udløber med 2018 og skal fornyes. På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde i juni valgte udvalget tre værdier som pejlemærker for en ny ældrepolitik, nemlig Frihed, Tryghed og Fællesskaber.
Med denne indstilling forelægges udvalget udkast til en ny ældrepolitik 2019-2022 med henblik på høring hos Ældrerådet, ældreorganisationer og foreninger, kommunens høringsportal med flere (se bilag 2 for høringsliste).
Løsning
Udformningen af en ny ældrepolitik
Med udgangspunkt i udvalgets temadrøftelse i juni har forvaltningen og udvalget i efteråret været i dialog med Københavnerne om formuleringen af en ny ældrepolitik under de tre nævnte værdier.
Der er gennemført fem succesfulde borgermøder – et i hvert lokalområde - samt et større bydækkende borgermøde med 150 deltagende interessenter og borgere på Rådhuset. Ældrerådet har deltaget i borgermøderne, og der er parallelt afholdt møde mellem Ældrerådet og hhv. forvaltningen og udvalget, hvor indholdet af en ny ældrepolitik er drøftet.
Medarbejdere og ledere i forvaltningens driftsenheder - hjemmeplejen, plejehjem, aktivitetscentre, visitationen med videre - har tidligt i processen været inddraget i forhold til ønsker og forslag til en kommende politik. Der blev i den forbindelse generelt udtrykt bred opbakning til den værdibaserede politik uden en række detailmål, der ville kræve megen dokumentation og ikke efterlade plads til lokal ledelse og udvikling. De tre visioner i den nuværende ældrepolitik om frihed, tryghed og medborgerskab opleves også fortsat i driften som vedkommende og relevante pejlemærker, som der arbejdes ud fra i hverdagen.
Det er derfor forvaltningens vurdering, at værdierne om Frihed, Tryghed og Fællesskaber i den nye ældrepolitik giver god genklang både blandt borgere, medarbejdere og interessenter.
Det udkast til den nye ældrepolitik, som nu forelægges til udvalgets godkendelse, bygger således videre på den nuværende ældrepolitik med udgangspunkt i de mange input og ideer, som forvaltningen har samlet i dialogen med Ældrerådet, borgere, organisationer samt forvaltningens driftsenheder.
Den nye ældrepolitik skal være rammesættende for Københavns Kommunes indsatser på ældreområdet de kommende år, og udvalget valgte i juni, at den kommende ældrepolitik ligeledes skal være en værdibaseret politik, hvor såvel borgere som medarbejdere skal kunne genkende deres egen hverdag. Hver af de overordnede værdier er derfor udfoldet i en række undertemaer, der beskriver forskellige aspekter af de tre værdier - og hvordan værdierne skal sætte rammerne, når Københavns Kommune skal finde løsninger på udfordringerne på ældrerådet de kommende år.
Det gennemgående tema i politikken er, at ældre i København er en mangfoldig målgruppe med mange forskellige behov, ønsker og muligheder. Ældrepolitikken skal favne alle ældre borgere i København. Både dem der har behov for meget støtte og pleje fra kommunen og dem, som klarer hverdagen uden hjælp – og alle dem ind i mellem. Derfor handler ældrepolitikken ikke kun om den hjælp, man skal kunne få i kommunen, men også om den by København skal være og de fællesskaber, der skal skabe rammerne for det gode ældreliv i København.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender nærværende udkast til en ny ældrepolitik for 2019-2022, sendes denne (undtagen borgmesterens forord) i offentlig høring, herunder til de øvrige politiske fagudvalg. Høringen løber frem til 15. marts 2019, og udvalget forelægges herefter den layoutede politik til 2. behandling med efterfølgende endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen.
Katja Kayser/
/Helle Schnedler
Beslutning
Indstillingen blev godkendt med få ønsker om tilføjelser og skærpelser i Ældrepolitikken inden den sendes i høring.