Mødedato: 24.01.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Kvartalsrapport - 3. kvartal 2012

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger kvartalsrapporter for 2. og 3. kvartal 2012.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager kvartalsrapporterne for 2. og  3. kvartal 2012 (bilag 1 og 2) til efterretning, og

  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at forvaltningen som led i tillidsdagsordenen udarbejder oplæg til en drøftelse af mulige forenklinger i de faste rapporteringer til udvalget.

Problemstilling

Formålet med kvartals- og årsrapporterne er at give Sundheds- og Omsorgsudvalget et samlet overblik over forvaltningens aktiviteter. Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede senest kvartalsrapporten for 1. kvartal 2012 på udvalgsmødet den 14. juni 2012. Kvartalsrapporten for 2. kvartal 2012 skulle have været være behandlet på udvalgsmøde den 20. september 2012, men blev udskudt på grund af andre presserende sager. Derfor vedlægges kvartalsrapporten for 2. kvartal 2012 som bilag sammen med kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012. Indstillingen og drøftelsen på udvalgsmødet vil dog kun have fokus på resultaterne i kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012.

Som led i tillidsdagsordenen indstilles det, at forvaltningen i forbindelse med udvalgets behandling af årsrapporten for 2012 udarbejder oplæg til en drøftelse af den nuværende politiske behandling af faste rapporter. Drøftelsen kan tage afsæt i et årshjul, der viser de nuværende faste afrapporteringer til udvalget.

Løsning

Nedenfor gennemgås en status på de politiske mål, som indgår i kvartalsrapport 3. kvartal 2012. 

Målopfølgning på hjemme- og sygepleje (kapitel 4 og 5 i kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012)


Sagsbehandling: Målet er, at mindst 80 % af alle sager skal behandles inden for sagsbehandlingsfristerne. Dette mål er overholdt for områderne personlig pleje, praktisk hjælp, madservice og personlige hjælpemidler i 3. kvartal 2012. For de tekniske hjælpemidler blev sagsbehandlingsfristerne overholdt i 77 % af sagerne, hvilket er en svag stigning siden 2. kvartal 2012. Der er iværksat en særlig indsats for at nedbringe sagsbehandlingstiden for de tekniske hjælpemidler.

Aktiverende ydelser: Sundheds- og Omsorgsudvalget har et mål om at borgere i stigende grad skal visiteres til aktiverende ydelser. I sundhedspolitikken 'Længe Leve København' er der opsat et mål om, at andelen af nyvisiterede borgere, der modtager aktiverende ydelser, skal stige til 20 % i 2014. I 3. kvartal 2012 blev 18 % af de nyvisiterede borgere visiteret til aktiverende ydelser, hvilket er en stigning på 13 %-point siden 3. kvartal 2010. Det er på tilsvarende vis en målsætning i reformprogrammet 'Aktiv og Tryg - Hele Livet', at alle, som modtager praktisk hjælp, skal trænes til at klare sig selv bedst muligt. Her viser data, at 7 % af borgerne med praktisk hjælp modtog hverdagsrehabiliterende ydelser i 3. kvartal 2012. Dette er en stigning på 3 %-point siden 1. kvartal 2012.

Forskellige hjælpere: Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet, at to ud af tre hjemmeplejebesøg (66 %) skal varetages af primær eller sekundær hjælper hos borgere med op til 12 timers hjælp om ugen. I daghjemmeplejen blev 61 % af besøgene leveret af primær eller sekundær hjælper i 3. kvartal 2012. Det tilsvarende tal for aftenhjemmeplejen var 63 %. Andelen er steget med 3 %-point i daghjemmeplejen og faldet med 1 %-point i aftenhjemmeplejen siden 3. kvartal 2010. Der kan måske opnås en forbedring af målopfyldelsen, når faste teams er fuldt implementeret ved udgangen af 2012.

Sygeplejeklinik: Sundheds- og Omsorgsforvaltningens mål er, at 90 % af de borgere, der fysisk og psykisk er i stand til at møde op på sygeplejeklinik, skal modtage sygepleje på klinik. Ultimo 3. kvartal 2012 modtog 43 % af borgerne i målgruppen sygepleje på en sygeplejeklinik mod 28 % ultimo 3. kvartal 2010. Udviklingen går dermed i den rigtige retning, samtidig med at der stadig er langt til målet. Forvaltningen arbejder målrettet for at øge antallet af borgere i sygeplejeklinikkerne. Sygeplejekoordinatorerne gennemgår således jævnligt borgere med sygepleje med henblik på at øge andelen af borgere, der får sygepleje i klinik, og nye borgere vurderes altid i forhold til sygeplejeklinik ved tildeling af ydelserne. Der henvises til sagen om status på etablering af sygeplejeklinikker, der behandles på samme udvalgsmøde.

Målopfølgning på plejeboliger (kapitel 6 i kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012)

Sagsbehandling: Målet er, at mindst 80 % af alle sager behandles inden for sagsbehandlingsfristerne, og at alle borgere får tilbud om en bolig inden for fire uger. I 3. kvartal 2012 blev 88 % af sagerne om ansøgning til plejebolig behandlet inden for fristen, og målet er således opnået. Fire-ugersgarantien blev overholdt i 84 % af sagerne i 3. kvartal 2012. Dette er 13%-point lavere end i 3. kvartal 2010, og er også et fald siden 2. kvartal 2012, hvor 96 % af sagerne blev behandlet inden for sagsbehandlingsfristen. I 3. kvartal 2012 var der 21 ansøgere, som ikke fik svar inden for fire uger, men næsten alle disse borgere fik tilbudt bolig efter højst 35 dage. Der har i 3. kvartal 2012 været ekstra pres på plejeboligpladserne, fordi en del plejeboligenheder er lukket ned i forbindelse med moderniseringsplanen.

Tidligere dialog og flytning til plejebolig: Det er et mål i reformprogrammet 'Aktiv og Tryg Hele Livet', at svage ældre skal flytte tidligere i plejebolig. Ultimo 3. kvartal 2012 var 26 % af borgere med mere end 12 timers hjælp om ugen blevet godkendt til plejebolig. Denne andel har ligget på et nogenlunde stabilt niveau siden 3. kvartal 2010. Visitationen har fokus på at få de borgere, der har et stort plejebehov, motiveret til at søge plejebolig, men som nævnt ovenfor giver moderniseringsplanen et større pres på plejeboligerne på nuværende tidspunkt.

Målopfølgning på hjemtagning, genoptræning og forebyggelse (kapitel 7 i kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012)

Ventetid på hjemtagning: Ifølge Sundhedsaftale 2011-2014 skal Københavns Kommune hjemtage færdigbehandlede borgere fra hospital hurtigst muligt og senest 14 dage efter færdigbehandling. I 3. kvartal 2012 var der 12 ud af 314 ventende borgere, svarende til 4 %, som ventede mere end 14 dage på hjemtagning. Til sammenligning ventede 14 borgere mere end 14 dage i 3. kvartal 2010. Forvaltningen er således tæt på at opfylde Sundhedsaftalens mål.

Ventende patienter per dag: Sundheds- og Omsorgsudvalget har fastlagt et mål om, at der i gennemsnit maksimalt må være 11 færdigbehandlede patienter per dag, der venter på hjemtagning. I 3. kvartal 2012 var der 34 ventende patienter pr. dag, hvilket er en stigning fra 25 patienter i 3. kvartal 2010. Kommunen lever derved ikke op til målsætningen. Forklaringen på stigningen er bl.a., som beskrevet ovenfor, at moderniseringsplanen giver et større pres på plejeboligpladserne, hvilket også giver en afsmittende effekt på de midlertidige pladser, hvor borgerne blandt andet hjemtages. Det er en stor udfordring for kommunen at få nedbragt antallet af færdigbehandlede på hospitalerne. Stort set alle de borgere, der opholder sig på hospitalet efter at de er færdigbehandlede, venter på at få en rehabiliteringsplads, fordi det vurderes, at de ikke umiddelbart vil kunne klare sig i hjemmet, selv med massiv støtte og hjælp fra kommunen. Der skal arbejdes med dette på flere fronter. Det  skal overvejes, om hjælpen i hjemmet kan tilrettelægges, således at flere borgere vil kunne klare sig i hjemmet, og det skal overvejes, om kapaciteten på rehabiliteringspladserne kan anvendes mere effektivt og om antallet af pladser tilsvarer behovet.

Forebyggelige indlæggelser: Det er et mål i sundhedspolitikken 'Længe Leve København', at antallet af forebyggelige indlæggelser af 65+ årige borgere skal falde til 1.125 indlæggelser om året i 2014. I 1. halvår 2012 var der 1.382 forebyggelige indlæggelser af 65+-årige borgere, hvilket er en stigning på 5% siden 1. halvår 2011. Der er således et stykke vej til at kunne indfri målsætningen om 1.125 indlæggelser om året i 2014. Der er iværksat en række forskellige indsatser med henblik på at mindske antallet af forebyggelige indlæggelser, herunder modeller for samarbejde mellem hospitaler, praktiserende læger og forvaltningen. Det forventes dog ikke, at indsatserne kan nå at påvirke antallet af forebyggelige indlæggelser i 2012, da der går lidt tid inden effekterne i form af færre indlæggelser kan opnås.

Ventetider på genoptræning:
Sundheds- og Omsorgsudvalget har fastlagt et mål om, at borgerne maksimalt må vente hhv. 7 og 15 dage på genoptræning efter Sundhedsloven (accelererede og normale forløb) og 20 dage på genoptræning efter Serviceloven. I 3. kvartal 2012 blev målene på ventetid på genoptræning efter Sundhedsloven overholdt i 98 % af de normale forløb og i 96 % af de accelererede forløb. For genoptræning efter Serviceloven blev målet for ventetid overholdt i 96 % af forløbene.


Forebyggende hjemmebesøg:
 Ifølge Serviceloven skal alle hjemmeboende borgere over 75 år tilbydes mindst ét årligt forebyggende hjemmebesøg. I 3. kvartal 2012 modtog 95% hjemmeboende borgere et rettidigt tilbud, hvilket er en stigning fra 89% i 3. kvartal 2010.

Sundhedspolitiken 'Længe Leve København' indeholder en række mål for, hvor mange borgere, der i 2012 skal modtage hhv. patientrettede forebyggelsesforløb, borgerrettede forebyggelsesforløb, telemedicinsk understøttelse samt hvor mange rygestopsamtaler, der skal gennemføres med kortuddannede københavnere. Kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012 indeholder tal for hvor mange borgere, der indtil videre har modtaget disse tilbud i 2012. Med den nuværende udvikling vil forvaltningen formentlig nå de politiske mål for 2014 for de borgerrettede og patientrettede forebyggelsesforløb. Med hensyn til telemedicinsk understøttelse forventes en stigning i antallet af borgere, der understøttes af telemedicin, og forvaltningen forventer indtil videre at kunne nå målet for 2014. Med hensyn til rygestop-samtaler er målet for 2014 indtil videre opfyldt i 1.-3. kvartal 2012.

Målopfølgning på tilsyn og klager (kapitel 8 i kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012)

Kommunale tilsyn - hjemmepleje og sygepleje: Ifølge Københavns Kommunes kvalitetsmål må ingen plejeboliger eller hjemmeplejeenheder gå igennem et kalenderår uden at blive godkendt ved tilsynet. Målet er indtil videre opfyldt, idet alle leverandører, der har modtaget et tilsyn, er blevet godkendt eller godkendt med mangler i 1.-3. kvartal 2012. Sygeplejen Nørrebro blev ikke godkendt ved tilsyn i april 2012, men er efterfølgende blevet godkendt i det samlede tilsyn med Bispebjerg/Nørrebro.

Kommunale tilsyn - plejeboliger:
Der er i 1.-3. kvartal 2012 gennemført og afrapporteret 30 kommunale uanmeldte tilsyn med plejeboligenheder. Alle 30 tilsyn blev godkendt eller godkendt med mangler. Derved er målet indtil videre opfyldt.

Målopfølgning på medarbejdere (kapitel 9 i kvartalsrapporten for 3. kvartal 2012)

Andel mænd: Det er et mål i reformprogrammet 'Aktiv og Tryg Hele Livet', at 20 % af de fastansatte medarbejdere skal være mænd i 2015. Andelen af fastansatte mænd i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen var 15,3 % i 3. kvartal 2012, hvilket er en lille stigning på 0,3%-point siden 3. kvartal 2010. Forvaltningen har iværksat en række indsatser for at øge andelen af mænd.

Sygefravær:
Borgerrepræsentationen har besluttet, at alle forvaltninger skal nedbringe sygefraværet med én dag per fastansat medarbejder per år med udgangspunkt i 2009. Forvaltningens sygefravær var 3,7 kalenderdage per fastansat medarbejder i 3. kvartal 2012, hvilket er et fald på 0,4 kalenderdage siden 3. kvartal 2010. Med den nuværende udvikling vil forvaltningen opfylde målet om et sygefravær på maksimalt 17,6 dage per medarbejder i 2012.

Fastholdelsesrater: Reformprogrammet 'Aktiv og Tryg Hele Livet' indeholder et mål for 2015 om, at 80 % af nye medarbejdere fortsat er ansat ét år efter ansættelsen. Den samlede fastholdelsesrate for nyansatte medarbejdere ansat i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen mellem 1. oktober 2010 og 30. september 2011 er 79%. Det vil sige, at 79 % af alle medarbejdere i ikke-tidsbegrænsede stillinger fortsat var ansat ved udgangen af deres første år. Det politiske mål er derfor stort set opfyldt.

Oplæg til drøftelse den politiske behandling af af faste rapporter
Som led i tillidsdagsordenen kan det være relevant at se på den nuværende politiske behandling af faste rapporter (fx kvartalsrapporter, tilsynsrapporter, afrapportering af brugerundersøgelser) for at vurdere, om omfanget af rapporter fortsat er relevant og meningsfuldt i en tillidskontekst. Det foreslås derfor, at  forvaltningen udarbejder et oplæg til en drøftelse af det nuværende omfang af faste rapporter. Oplægget kan tage udgangspunkt i et årshjul, der synliggør de nuværende faste afrapporteringer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil på mødet den 25. april 2012 få forelagt Årsrapport 2012. 

Forvaltningen vil orientere udvalget om resultaterne af mål- og nøgletalssaneringen og arbejdsgangen for udarbejdelse af mål, nøgletal og indikatorer i forbindelse med fremlæggelsen af årsrapporten.
           
 Hanne Baastrup
                                                    /Thomas Karlsson

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top