Mødedato: 24.01.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Statusrapport 2012 for sundhedspolitikken 2011-2014 - Længe Leve København

Se alle bilag
Drøftelse af statusrapport 2012 for Københavns Kommunes Sundhedspolitik 2011-2014 ’Længe Leve København’ med henblik på at sende statusrapporten i udvalgshøring.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget drøfter statusrapport 2012 for Københavns Kommunes sundhedspolitik ’Længe Leve København’ (bilag 1), herunder Sundheds- og Omsorgsforvaltningens anbefalinger til kommende indsatser, og

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at sende statusrapport 2012 for Københavns Kommunes sundhedspolitik ’Længe Leve København’ (bilag 1) i udvalgshøring.

Problemstilling

Dette er Sundheds- og Omsorgsforvaltningens anden årlige statusrapportering på Sundhedspolitikken 2011-2014 ’Længe Leve København’. Sundhedspolitikken blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 26. maj 2011. Alle udvalg har ansvar for en række indsatser under sundhedspolitikken, som er beskrevet i udvalgenes handleplaner, der revideres årligt.

Statusrapporten giver en konkret vurdering af fremdriften i de enkelte indsatser og indikatorer, og rapporten kommer på den baggrund med en kort samlet vurdering af fremdrift for hvert af de fire spor. I forlængelse af vurderingen er der opstillet i alt 26 anbefalinger til fokuspunkter og indsatser i alle forvaltninger, som kan indgå i forhandlinger om Budget 2014 (bilag 1). Af bilag 2 fremgår en liste over hvilke indsatser, forvaltningerne er ansvarlige for i sundhedspolitikken.

Statusrapporten sendes i udvalgshøring i perioden fra den 25. januar til den 22. marts 2013.

Løsning

Status
Overordnet vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at de fleste af de igangsatte indsatser er i god fremdrift, men at med det nuværende indsatsniveau vil det være vanskeligt at nå alle målene i sundhedspolitikken. Indikatorerne i sundhedsindekset, som giver en pejling på, hvordan det går med indfrielsen af sundhedspolitikkens 4-årige mål, viser, at der er udfordringer i forhold til børn, unge og voksnes fysiske aktivitet samt i forhold til at nå tilstrækkeligt mange borgere, for hvad angår rygning og alkohol. Hvis de 4-årige mål skal nås, er der derfor behov for at opskalere flere af de eksisterende indsatser samt at iværksætte yderligere tiltag for at nå tilstrækkeligt mange borgere i forhold til målopfyldelsen. For tobaksområdet er der dog med eksempelvis indsatsen Røgfrit København investeret væsentligt i tobaksforebyggelsen, men denne vil først få fuldt gennemslag efter 2014.

Udvalgshøring
Forhandlingerne til Budget 2014 bør have fokus på at sikre midler til de områder og anbefalinger, der fremgår af den endelige statusrapport, som forelægges Borgerrepræsentationen maj 2013. Udvalgene bedes derfor i høringen forholde sig til status for de enkelte spor og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens konkrete anbefalinger i statusrapporten. Derudover inviteres udvalgene til at komme med forslag til yderligere anbefalinger for, hvordan sundhedsfremme og forebyggelse kan tænkes ind i udvalgenes kerneydelser. Udvalgenes høringssvar vil indgå i den endelige statusrapport. Status for de fire spor præsenteres i det følgende.

Spor 1’Mere liv – Bedre byliv’
Sporet sigter mod, at byen skal indrettes og udvikles, så det bliver nemmere at leve et sundt og aktiv liv i København. Dette sker gennem ni konkrete indsatser, som primært er forankret i Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer på baggrund af status for indsatser og indikatorer, at der generelt er god fremdrift i de igangsatte indsatser under spor 1. Der er dog behov for at udvide indsatserne i forhold til børns muligheder for at gå og cykle i byen, bevægelsesfremmende indretning af kommunale institutioner samt iværksættelse af initiativer til at mindske luftforureningen i København.

Spor 2 ’Sund og aktiv hverdag’
Sporet sigter mod at gøre sundhed og bevægelse til en del af københavnernes hverdag ved at blive integreret ind i kommunens opgaveløsning i daginstitutioner, skoler, ældrepleje samt beskæftigelses- og sociale tilbud. Det sker gennem 17 konkrete indsatser, som er forankret i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

På baggrund af status for indsatser og indikatorer vurderer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at der generelt er god fremdrift i de iværksatte indsatser under spor 2. Der er dog behov for at udvide en række indsatser, særligt i forhold til at sikre at bevægelse og trivsel er en central del af alle børn og unges hverdag i kommunens institutioner, og også i forhold til at begrænse unges alkoholforbrug og til at skabe sundere rammer på ungdomsuddannelserne.

Det anbefales desuden at øge indsatserne i forhold til sundhedsfremme på arbejdspladser, herunder via CSO at implementere sundhedspolitikken for ansatte i Københavns Kommune. Derudover anbefales at implementere indsatser under sundhedspolitikken for handicapområdet.

Spor 3 ’Mere lighed i sundhed’
Sporet sigter mod at forbedre sundheden markant for københavnere i bydele med stor ulighed i sundhed: Amager Vest, Nørrebro/Bispebjerg og Vesterbro/Kgs. Enghave. Det sker gennem otte konkrete indsatser, som er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen. Desuden bidrager sundhedsfremmende indsatser i beskæftigelsesindsatsen under ’Sund og aktiv hverdag’ samt indsatser under ’Forebyggelse og behandling’ også til at mindske rygning, alkohol og fysisk inaktivitet, som er de væsentligste faktorer i forhold til ulighed i sundhed.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer på baggrund af status for indsatser og indikatorer, at der generelt er god fremdrift i de iværksatte indsatser under spor 3, men at der er behov for at udvide sporets indsatser til flere udsatte bydele og boligområder for at sikre at flere sårbare og udsatte københavnere får mulighed for at leve et sundt og aktivt liv. Det gælder særligt indsatser rettet mod tobak og alkohol, herunder en øget opsporing af borgere med alkoholproblemer, samt tilbud til motionsuvante børn og foreningsløse voksne i forhold til at være fysisk aktiv.

Spor 4 ’Bedre forebyggelse og behandling’
Sporet sigter mod at give københavnerne mulighed for rådgivning og støtte til at leve sundt, forbedre livskvaliteten for borgere med kronisk sygdom og mindske antallet af forebyggelige indlæggelser ved at udvikle nye og bedre løsninger og teknologi inden for sundhedsområdet. Det sker gennem 13 konkrete indsatser, der primært er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.   Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at der generelt er god fremdrift i de igangsatte indsatser under spor 4, men at der er behov for at udvide indsatserne, særligt i forhold til at sikre at københavnere i alle aldre får de nødvendige sundhedstilbud og rammer. I forhold til børn og unge anbefales det at have fokus på etablering af bevægelsesindsatser i daginstitutioner, skoler og fritidshjem, ungdomsuddannelsessundhedsteams på alle forebyggelsescentre til udgående opsøgende tilstedeværelse på alle ungdomsuddannelser, ungdomsskoler og 10. klassecentre, samt på at udvide BørneVægtsCentret til at inkludere børn og unge i alderen 3-18 år.

For få voksne borgere modtager forebyggelsestilbud vedrørende rygning, alkohol og fysisk inaktivitet. Der er derfor behov for bedre rekrutteringskanaler ved bl.a. at sikre større fokus på stratificering af borgere med lav egenomsorg samt ved socialt differentieret rekruttering via almen praksis. 

I forhold til ældre foreslår Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at fokus øges i forhold til ældre med stort alkoholforbrug samt ved at udarbejde forløbsprogram for ældre medicinske patienter.

Derudover ser Sundheds- og Omsorgsforvaltningen et behov for at iværksætte en langsigtet indsats- og investeringsplan for Sund Vækst i København for dermed at skabe forudsætninger for Sund Vækst, som det er gjort for Grøn Vækst.

Opfølgning på Sundheds- og Omsorgsudvalgets driftsprojekter og hensigtserklæringer i budgetaftale 2013 – Sundhedsområdet

På sundhedsområdet er der i Budget 2013 givet midler til 14 driftsprojekter, herunder et driftsprojekt vedrørende Træning i arbejdstiden og 13 driftsprojekter under Sundhedspakken, som understøtter arbejdet med kommunens sundhedspolitik ved at sætte fokus på middellevetid, kronisk sygdom og social ulighed.

 

Gennemførelsen af samtlige 14 driftsprojekter på sundhedsområdet følger den forventede tidsplan og giver derfor ikke anledning til bemærkninger. Der er ingen særskilte hensigtserklæringer for sundhedsområdet i budgetaftalen.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Efter endt udvalgshøring den 22. marts 2013 indarbejdes indkomne høringssvar i statusrapporten, som behandles på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 25. april 2013. Herefter forelægges status for Økonomiudvalget medio maj og Borgerrepræsentationen den 23. maj 2013.

 

 

                             Anne Skovbro

                                                                                                           /Bjarne Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top