Mødedato: 23.11.2006, kl. 14:00

Høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget om Idrætspolitisk redegørelse

Se alle bilag

Høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget om Idrætspolitisk redegørelse

Sundheds- og Omsorgsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 23. november 2006

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget om Idrætspolitisk redegørelse

 

SOU 376/2006  J.nr. 11/2004

 

 

INDSTILLING

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

 

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender vedlagte høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget om Idrætspolitisk Redegørelse 2006.

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 28. september 2006 at sende den Idrætspolitiske Redegørelse 2006 i høring.

 

Der var svarfrist den 27. oktober 2006. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at udvalget godkender forvaltningens forslag til høringssvar, og at høringssvaret videresendes direkte til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, der behandler redegørelsen henholdsvis den 28. november og den 14. december 2006.

 

SAGSBESKRIVELSE

Forslag til høringssvar:

"Sundheds- og Omsorgsudvalget har med interesse læst Idrætspolitisk Redegørelse 2006 og har følgende kommentarer:

 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bemærker det kulturpolitiske grundsyn, som Københavns Kommunes idrætspolitik hviler på. Dette grundsyn indebærer, at idrætten har en værdi i sig selv, hvor det er glæden ved bevægelse, leg og samvær, der er formålet. Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) finder ikke, at det er de sideeffekter som idrætten medfører, såsom sundhedsgevinster, integrationsfremmende effekter og socialpolitik, der legitimerer idrætspolitikken.

Anskues disse sidegevinster i en kommunal sammenhæng finder Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) dem dog lige væsentlige, hvorfor SOU anbefaler at de sidestilles i idrætspolitikken, frem for at de underordnes det kulturpolitiske grundsyn. Hermed skabes der et bedre udgangspunkt for det tværsektorielle samarbejde og mulighed for at involvere flere forvaltninger i at fremme de idrætspolitiske målsætninger.

 

De idrætspolitiske målsætninger som der redegøres for, indeholder blandt andet etableringen af flere idrætsfaciliteter, udvikling af byrummet som forum for idræts- og motionsudøvelse, tilgængelighed i nærmiljøet, udvikling af vand- og havnearealer som aktivitetsområder, og skabelsen af store og små nationale og internationale idrætsevents. Disse målsætninger kan SOU fuldt ud tilslutte sig.

I dag er en majoritet (60%) af den voksne københavnske befolkning mindre fysisk aktiv end de officielle anbefalinger. Der er ventelister til idrætstilbud til børn, voksne og ældre, pga. facilitetsmangel. Der er således et stort behov for at udvide antallet af faciliteter, der inviterer til idræt og et aktivt hverdagsliv.

Det er positivt at idrætspolitikken bekræfter det væsentlige i, at tilgodese både organiserede og selvorganiserede idrætsudøvere såvel indendørs som udendørs, og samtidig har fokus på de forudsætninger, som de fysisk inaktive borgere har for at komme i gang med et fysisk aktivt liv.

 

Idrætspolitikken fokuserer i denne omgang især på voksne udøvere frem for børn og unge, som har været i fokus i tidligere redegørelser.

Imidlertid fremhæves en særlig problemstilling vedr. etniske pigers idrætsdeltagelse. Denne er nemlig langt mindre end etnisk danske pigers deltagelse. SOU er enige i, at der bør gøres en særlig indsats for at mindske barrierer for etniske piger og kvinders muligheder for at deltage i idræt.

 

På børne- og unge området har Kultur- og Fritidsudvalget støttet syv idrætsprojekter, der afprøver forskellige metoder til at engagere grupper af børn og unge, som er tilbageholdende med at indgå i det gængse idræts- og foreningsliv. Målsætningen er at få overvægtige børn og unge, samt piger af anden etnisk baggrund end dansk engageret i idrætsaktiviteter. Projekterne er eksempler på, hvordan en nytteorienteret tilgang forenes med en kulturpolitisk tilgang om, at idræt har en værdi i sig selv. En værdi som også udsatte grupper af børn og unge har behov for at opleve.

 

Generelt for idrætspolitikken savner SOU en synliggørelse af KFU's deltagelse i den tværkommunale indsats for at fremme københavneres fysiske aktivitetsniveau gennem "København - En by i bevægelse. " KFF er repræsenteret i styregruppen på lige fod med de øvrige forvaltninger og det er netop et af formålene, at det er en indsats Københavns Kommune er fælles om. Fysisk aktivitet går på tværs at de faglige områder, som udvalgene beskæftiger sig med, og med "København - En By i bevægelses" indsatser som fx Byens Grønne Puls, der fremmer udviklingen af Byens traditionelle (idræts)rum og Friday Night Skate, der medvirker til "deregulering  af byrummet" og medvirker til at gøre det lettere at arrangere idrætsevent, er dette oplagte samarbejdsflader i mellem SOU og KFU  og flere andre fagudvalg."

 

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

HØRING

Indstillingen indeholder Sundheds- og Omsorgforvaltningens forslag til Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar om Idrætspolitisk Redegørelse 2006.

 

BILAG

1. Idrætspolitisk Redegørelse 2006

2. Sundheds- og Omsorgforvaltningens forslag til Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar

 

 

Lene Sillasen

                                                                 /                     Kirsten Lee

 


 

Til top