Udbudsaftale vedrørende offentlige begravelser
Udbudsaftale vedrørende offentlige begravelser
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 23. oktober 2000
13. Udbudsaftale vedrørende offentlige begravelser
SOU 361/2000 J.nr. 82/99
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen til efterretning.
RESUME
På mødet d. 28/8-2000 udtalte udvalget ønske om, at de miljømæssige hensyn blev varetaget bedst muligt i udbudsmaterialet.
Dette ønske har været forelagt kommunens advokat, der har udfærdiget vedlagte responsum, hvoraf det blandt andet følger at miljøkrav vil indgå i udbudsbetingelserne.
SAGSBESKRIVELSE
Som følge af Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønske har spørgsmålet om bedst muligt at tilgodese de miljømæssige hensyn været forelagt kommunens advokat.
Advokaten har i vedlagte responsum blandt andet oplyst, at der i udbudsbetingelserne vil være opstillet en række krav med henblik på varetagelse af miljøhensyn. Endvidere vil firmaernes erfaring og økonomiske forhold blive medtaget i udbudsbetingelserne som krav til firmaernes generelle kvalifikationer.
Blandt andet på baggrund af retningslinjer fra Københavns Begravelsesvæsen og Miljøstyrelsen vil der således i udbudsbetingelserne være stillet krav om, at kister til brænding ikke indeholder stoffer, som giver miljøfarligt udslip ved brændingen, og at kister til begravelse skal være lavet af materialer, der ikke medfører miljøbelastning ved nedgravning og nedbrydning i jorden.
Der vil i udbudsmaterialet blive stillet krav om at firmaerne kan redegøre for at have opfyldt disse miljøkrav.
Er der flere firmaer, der opfylder de krav, der er stillet i udbudsbetingelserne vil det være "laveste pris", der vil være udslagsgivende for ordretildelingen. Som kontraktsvilkår vil der endvidere generelt blive stillet krav om, at varer og ydelser i henhold til kontrakten, er fremstillet af materialer, henholdsvis udføres på en måde, som belaster miljøet mindst muligt.
ØKONOMI
Ingen konsekvenser for kommunens økonomi.
BILAG
Der vedlægges responsum af 22/9-2000 fra advokat Lise Groesmeyer.
Jesper Maarbjerg
/ Ole Faber