Kvalitativ undersøgelse som opfølgning på resultater af brugerundersøgelsen (BRUS) for rehabiliteringscentre i 2020
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager resultaterne af undersøgelsen til efterretning, jf. bilag 1.
Problemstilling
I 2020 gennemførte forvaltningen brugerundersøgelser (BRUS) på seks områder, hvor den overordnede tilfredshed for Rehabiliteringscentrene lå lavere end på de andre områder. Foruden at den overordnede tilfredshed lå lidt lavere, så viste brugerundersøgelsen, at borgerne oplevede begrænset mulighed for samvær med andre under opholdet, at der var potentiale for at forbedre informationen under forløbet og selve forløbsafslutningen, og så var borgernes oplevede udbytte middelmådigt. Rehabiliteringscentrene fik dog også god feedback på en række områder – blandt andet på medarbejdernes imødekommenhed og faglighed. Idet den overordnede tilfredshed på området har været lavere i en årrække, blev det vurderet hensigtsmæssigt at udarbejde en kvalitativ brugerundersøgelse, der kunne uddybe og nuancere borgernes oplevelse og tilfredshed med deres ophold.
Løsning
Undersøgelsens metode og formål:
I foråret 2021 har forvaltningen gennemført interviews blandt 20 borgere og 5 medarbejdere på forvaltningens to rehabiliteringscentre: Bystævneparken og Vigerslevvej. Formålet med undersøgelsen er, at følge op på brugerundersøgelsen for rehabiliteringscentre fra 2020 ved dels at skitsere det typiske rehabiliteringsforløb for borgerne, og kvalitativt nuancere og udfolde borgernes oplevelser i forbindelse med deres døgnophold.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i de borgere der kommer hjem til deres egen bolig, når deres ophold slutter.
Kort resume af undersøgelsens hovedresultater:
De kvalitative interviews med borgerne viser, at følgende har betydning for borgernes oplevelse af og tilfredshed med opholdet:
- Borgere kan være meget medtagede og forvirrede, hvorfor det er vigtigt, at de bliver guidet og informeret under hele deres ophold.
- Den gode overgang til opholdet indebærer en modtagelse, hvor borgerne føler sig velkomne og får en klar forståelse af formålet med opholdet.
- Indledende og løbende forventningsafstemning i forhold til borgernes udbytte af forløbet samt generel information til borgerne er afgørende for at skabe det gode forløb.
- Venlige og fagligt dygtige medarbejdere er et vigtigt aspekt af opholdet, men brugen af vikarer kan trække borgernes oplevelse i negativ retning.
- Pårørendeinddragelse er vigtig hos de borgere, der ønsker dette.
- Nogle af de interviewede borgere har savnet det sociale samvær under COVID-19 restriktionerne, men de har også haft forståelse for restriktionerne.
- Det er vigtigt for borgerne, at der er mulighed for individuel tilpasning af deres ophold, så der kan tages hensyn til deres individuelle behov.
- Ved afslutning af opholdet, er det vigtigt for borgerne, at de bliver betrygget i overgangen til eget hjem.
Et resume af undersøgelsen findes på side 5-7 i bilag 1, og resultaterne er beskrevet nærmere på side 20-27.
Fokusområder for det videre arbejde:
Undersøgelsens resultater leder frem til følgende fokusområder, der med fordel kan indgå i det igangværende arbejde med at forbedre borgernes oplevelse med deres ophold, jf. strategien på området:
- Borgerrettet information om opholdet.
- Dialog og guidning af borgere.
- Kontinuitet i overgange.
- Personalekontinuitet og vikaranvendelse.
- Individuel tilpasning.
De fem fokusområder er beskrevet nærmere på side 28-30 i bilag 1.
Opfølgning på undersøgelsen
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Center for Rehabilitering og Akutpleje Vigerslevvej/Bystævneparken har et kontinuerligt fokus på at sikre den faglige kvalitet i tilbuddet til borgerne. Dette arbejde er forankret i centrenes kvalitetsorganisation, så der sikres en ensartet tilgang og kvalitet på tværs af de to centre. Bystævneparken har andre bygningsmæssige rammer og forhold som bevirker, at ledelsen har et særligt fokus på at sikre det faglige niveau samt borgertilfredsheden.
I arbejdet er der udviklet redskaber og procedurer, som både understøtter patientsikkerheden i overgange og borgerinvolvering, f.eks. gennem en systematik i forventningssamtaler ved modtagelsen, ved løbende statussamtaler i forløbet og ved planlægning af udskrivelsen til eget hjem eller et andet kommunalt tilbud. Desuden tilknyttes alle borgere inden ankomst til rehabiliteringscentret et fast tværfagligt kontaktteam. Kontaktteamet er allerede inden borgeren ankommer på centret, i dialog med hospitalet med henblik på at afklare om borgeren har særlige behov, der kræver særlige kompetencer ift. individuelt tilpasset rehabilitering, behandling og pleje under opholdet. Det er også kontaktteamet der sikrer en god modtagelse og information ved den indledende forventningssamtale.
De to Rehabiliterings- og akutplejecentre har fokus på, at det så vidt muligt er borgerens faste kontaktteam, der er omkring borgeren under opholdet. Når der benyttes vikarer, har centrene deres eget faste korps af vikarer, der så vidt muligt benyttes, for at sikre at vikarerne kender husene og de forskellige arbejdsgange. Ved afslutning af døgnopholdet tages stilling til, om borgerens situation kræver en mundtlig overlevering af borgerens behov til f.eks. hjemmeplejen eller plejehjemmet. Ved særligt skrøbelige borgere, typisk med et sparsomt netværk, kan en medarbejder fra borgerens kontaktteam følge borgeren til f.eks. plejehjem.
De fem fokusområder, som undersøgelsen peger på, taler godt ind i de tiltag, der er igangsat på centrene. Undersøgelsen understreger at tiltagene er de rigtige, og fortsat skal være i centrum i det fremadrettede kvalitetsarbejde. Viden fra undersøgelsen vil indgå i det videre arbejde.
Forvaltningen vil formidle de foreløbige resultater fra BRUS Rehabilitering undersøgelsen for 2021 via Intranettet, så det er muligt at følge den månedsvise udvikling i besvarelserne på undersøgelsen. De løbende indkomne besvarelser på undersøgelsen, vil blive brugt til at lave en kontinuerlig opfølgning på om de iværksatte indsatser i arbejdet med fokusområderne, virker.
Økonomi
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer at det opfølgende arbejde med resultaterne af undersøgelsen, kan indeholdes i det nuværende budget. Indstillingen har således ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sundheds- og Omsorgsudvalget foreligges resultaterne af brugerundersøgelsen (BRUS) for rehabiliteringscentre i første kvartal 2022. Det vil ske i forbindelse med at udvalget præsenteres for resultaterne af samtlige BRUS-undersøgelser, der har været gennemført i 2021.
Katja Kayser
/Nanna Skriver