Mødedato: 23.09.2004, kl. 15:00

Sterile vandampuller i sprøjtesæt til injektionsmisbrugere (Tillægsbevilling)

Sterile vandampuller i sprøjtesæt til injektionsmisbrugere (Tillægsbevilling)

for mødet «MDAT» kl

Sundheds- og Omsorgsudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 23. september 2004

 

7. Sterile vandampuller i sprøjtesæt til injektionsmisbrugere (Tillægsbevilling)

SOU 119/2004 J.nr. 27/2004

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Sundhedsforvaltningen indstiller,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Københavns kommune indkøber 10 ml sterile vandampuller til at vedlægge sprøjtesættene, der udleveres gratis til injektionsmisbrugere,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der samtidig vedlægges informationsmateriale i sprøjtesættene,

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tildeles en yderligere DUT-kompensation i 2004 og 2005. Tillægsbevillingen udgør 220.000 kr. i 2004 og 590.000 kr. i 2005.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 23. september 2004

Sundheds- og Omsorgsudvalget udsatte sagen til et kommende møde

 

RESUME

Som led i den nationale handlingsplan, 'kampen mod narko', blev der ved Satspuljeaftalen for 2004 opnået enighed om at fremme vedlæggelse af vandampuller i de sprøjtesæt, der uddeles til injektionsmisbrugere. Sundhedsministeren anbefalede den 1. september 2004, at man regionalt lægger sterilt vand i sprøjtesættene til injektionsmisbrugerne.10 ml ampuller er de eneste, der kan købes i Danmark.

Som DUT kompensation fik Københavns kommune i juni 2004 tildelt 78.000 kr.

Sundhedsforvaltningen opfattede på grund af DUT forhandlinger opgaven som en SKAL opgave og har derfor allerede indkøbt og efterfølgende begyndt udleveringen af det sterile vand.

Først ved sundhedsministerens brev af 1. september 2004 blev det klart, at det var en KAN opgave, som anbefales som led i den skadesforebyggende indsats over for injektionsmisbrugere. Opgaven skal derfor vedtages i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Københavns Kommune uddeler på årsbasis 375.000 sprøjtesæt til injektionsmisbrugere. Sundhedsforvaltningen har via apotek indkøbt 50.000 10 ml vandampuller. I sit brev af den 1. september 2004 oplyste Indenrigs- og Sundhedsministeren, at han snarest i bekendtgørelsesform ville fastsætte regler om, at bl.a. Københavns kommune kunne indkøbe vandampuller til injektionsmisbrugere uden om apoteker. Herved får kommunen mulighed for at indkøbe vandampuller til injektionsmisbrugere via AMGROS. Det betyder, prisen bliver billigere.

Sundhedsforvaltningen anbefaler, at der udover vandampuller også lægges oplysningskort i sprøjtesættene, der informerer injektionsmisbrugerne om vigtigheden af ikke at dele vandampuller med andre.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har fået en DUT-kompensation til dækning af udgifterne i sagen på 78.000 kr. ud af en samlet DUT-kompensation på 0,8 mill. kr. Dette beløb dækker ikke de reelle udgifter til opgaven, der i indeværende år beløber sig til yderligere 220.000 kr, og for 2005 yderligere 590.000 kr. svarende til aktivitetsniveauet og det faktiske omkostningsniveau.

Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tildeles en yderligere DUT-kompensation i 2004 og 2005. Tillægsbevillingen udgør 220.000 kr. i 2004 og 590.000 kr. i 2005.

 

Til top