Sterile vandampuller i sprøjtesæt til injektionsmisbrugere (Tillægsbevilling)
Sterile vandampuller i sprøjtesæt til injektionsmisbrugere (Tillægsbevilling)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 23. september 2004
7. Sterile vandampuller i sprøjtesæt til injektionsmisbrugere (Tillægsbevilling)
SOU 119/2004INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Københavns kommune indkøber 10 ml sterile vandampuller til at vedlægge sprøjtesættene, der udleveres gratis til injektionsmisbrugere,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der samtidig vedlægges informationsmateriale i sprøjtesættene,
Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tildeles en yderligere DUT-kompensation i 2004 og 2005. Tillægsbevillingen udgør 220.000 kr. i 2004 og 590.000 kr. i 2005.
RESUME
Som led i den nationale handlingsplan, 'kampen mod narko', blev der ved Satspuljeaftalen for 2004 opnået enighed om at fremme vedlæggelse af vandampuller i de sprøjtesæt, der uddeles til injektionsmisbrugere. Sundhedsministeren anbefalede den 1. september 2004, at man regionalt lægger sterilt vand i sprøjtesættene til injektionsmisbrugerne.10 ml ampuller er de eneste, der kan købes i Danmark.
Som DUT kompensation fik Københavns kommune i juni 2004 tildelt 78.000 kr.
Sundhedsforvaltningen opfattede på grund af DUT forhandlinger opgaven som en SKAL opgave og har derfor allerede indkøbt og efterfølgende begyndt udleveringen af det sterile vand.
Først ved sundhedsministerens brev af 1. september 2004 blev det klart, at det var en KAN opgave, som anbefales som led i den skadesforebyggende indsats over for injektionsmisbrugere. Opgaven skal derfor vedtages i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Københavns Kommune uddeler på årsbasis 375.000 sprøjtesæt til injektionsmisbrugere. Sundhedsforvaltningen har via apotek indkøbt 50.000 10 ml vandampuller. I sit brev af den 1. september 2004 oplyste Indenrigs- og Sundhedsministeren, at han snarest i bekendtgørelsesform ville fastsætte regler om, at bl.a. Københavns kommune kunne indkøbe vandampuller til injektionsmisbrugere uden om apoteker. Herved får kommunen mulighed for at indkøbe vandampuller til injektionsmisbrugere via AMGROS. Det betyder, prisen bliver billigere.
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at der udover vandampuller også lægges oplysningskort i sprøjtesættene, der informerer injektionsmisbrugerne om vigtigheden af ikke at dele vandampuller med andre.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har fået en DUT-kompensation til dækning af udgifterne i sagen på 78.000 kr. ud af en samlet DUT-kompensation på 0,8 mill. kr. Dette beløb dækker ikke de reelle udgifter til opgaven, der i indeværende år beløber sig til yderligere 220.000 kr, og for 2005 yderligere 590.000 kr. svarende til aktivitetsniveauet og det faktiske omkostningsniveau.
Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tildeles en yderligere DUT-kompensation i 2004 og 2005. Tillægsbevillingen udgør 220.000 kr. i 2004 og 590.000 kr. i 2005.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I oktober 2003 offentliggjorde regeringen den nationale tværministerielle handlingsplan mod narkotikamisbrug, 'kampen mod narko'.
Ved satspuljeaftalen for 2004 blev der opnået enighed om tillige at tage initiativ til at fremme vedlæggelse af vandampuller i de sprøjtesæt, der uddeles af bl.a. Københavns Kommune som en del af den danske indsats for skadesreduktion.
Der var også enighed om DUT kompensation og om at forøge den amtslige forebyggelsespulje med 0,8 mio. kr. årligt. DUT forhandlingerne blev afsluttet juni 2004, og Københavns kommune fik tildelt kr. 78.000.
Idet det drejede sig om DUT forhandlinger har opfattelsen i Sundhedsforvaltningen været, at dette er en SKAL opgave. Dette synspunkt støttes af Indenrigs- og Sundhedsministeriets i en henvendelse i februar 2004 om oplysninger til brug for DUT-forhandlingerne, og af at aktiviteten er opført på Regeringens lov- og cirkulæreprogram. Efter at DUT forhandlingerne i foråret var afsluttet, påbegyndtes processen i Sundhedsforvaltningen derfor med at få sterilt vand leveret.
Ved sundhedsministerens brev af 1. september 2004 blev det klart, at det er en KAN opgave. Opgaven skal derfor vedtages i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Ved brev af 1. september 2004 anbefalede sundhedsministeren, at man regionalt lægger ampuller med sterilt vand i de sprøjtesæt, der i forvejen uddeles til injektionsmisbrugerne. Sundhedsministeren oplyste samtidig, at han snarest i bekendtgørelsesform ville fastsætte regler om, at bl.a. Københavns Kommune kunne indkøbe vandampuller til injektionsmisbrugere uden om apoteker. Herved får kommunen mulighed for at indkøbe vandampuller til injektionsmisbrugere via AMGROS. Det betyder, prisen bliver billigere.
På baggrund af en betydelig offentlig interesse for sagen, og på baggrund af, at det kun er tilladt at indkøbe vandampuller via apotek, skete der før sommerferien en henvendelse til et apotek m.h.p. at levere 50.000 stk.10 ml ampuller, således at det sterile vand hurtigt kunne nå ud til injektionsmisbrugerne. Ampullerne har været i sprøjtesættene fra uge 38.
Indkøb af sprøjtesæt i Københavns Kommune
Københavns kommune uddeler på årsbasis 375.000 sprøjtesæt.
Såfremt ampuller på mindre end 10 ml skal indkøbes, skal disse importeres fra udlandet, såfremt det overhovedet er muligt. Sundhedsministeren har ved sit brev af 1. september 2004 til Københavns kommune oplyst, at Københavns kommune vil kunne indkøbe vandampuller til injektionsmisbrug uden om apoteker, så snart en bekendtgørelse herom er udarbejdet.
På den baggrund er AMGROS forespurgt om pris og mulighed for at levere de forskellige ampulstørrelser. AMGROS har oplyst, at de ikke kan påtage sig opgaven i år og afventer et 'Go' fra Amtsrådsforeningen. Sundhedsforvaltningen har i sin henvendelse til AMGROS anmodet om pris på forskellige ampulstørrelser.
I Danmark forhandles der ikke ampuller mindre end 10 ml. Såfremt disse kan leveres fra AMGROS vil prisen være ca. 500.000 kr. Hertil kommer en udgift på ca. 60.000 kr. til BVK (Beskyttede Værksteder i Københavns kommune) for at lægge ampullerne i sprøjtesættene. Såfremt ampullerne skal købes via et apotek, er prisen for 400.000 stk. knapt 990.000 kr. incl. 5% rabat.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har foretaget beregninger, baseret på at en vandampul på 1,5 ml koster ca. 1 kr. pr. stk. Herefter ville udgiften for Københavns kommune være ca. 375.000 kr. pr. år til indkøb af ampuller. Sundhedsministeriet har tilsyneladende ikke været opmærksom på, at 1,5 ml ampuller ikke forhandles i Danmark.
Effekt af udlevering af vandampuller
Gennem den seneste tids presseomtale er det anført, at såfremt narkomanerne får udleveret vand i 10 ml ampuller, ville de dele disse med smitterisiko til følge.
Embedslægeinstitutionen har tidligere udtrykt skepsis over for, at vedlægge sterilt vand i sprøjtesættene, idet det ikke er dokumenteret, at det vil have nogen skadesreducerende effekt.
Socialoverlæge Peter Ege, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har til Sundhedsforvaltningen oplyst, Mændenes Hjem siger, at 10 ml ampuller med sterilt vand er bedre end ingenting.
Da der ikke foreligger nogen dokumentation for en skadesreducerende effekt, og fordi 1,5 eller 2 ml ampuller kan være meget dyre, da de skal importeres fra udlandet, og det er uvist om en udenlandsk leverandør overhovedet ønsker at levere en leverance på 400.000 stk., skønnes det fornuftigt at vedlægge 10 ml ampuller med sterilt vand.
Sundhedsforvaltningen anbefaler på denne baggrund at fortsætte dette arbejde og at Sundheds- og Omsorgsudvalget derfor vedtager, at Københavns kommune indkøber 10 ml sterile vandampuller til at vedlægge sprøjtesættene, der udleveres gratis til injektionsmisbrugere.
Yderligere sundhedsmæssig information
Sundhedsstyrelsen anbefaler i august 2004 at uddeling af ampuller med sterilt vand bør ledsages af skriftlig information til brugerne om, at brugen af rent vand minimerer risikoen for at pådrage sig en række alvorlige infektioner, samt at sterilt vand giver stofmisbrugerne bedre muligheder for ikke at dele de utensilier ('værktøj'), der anvendes ved tilberedningen af stoffer.
På gadesygeplejerskernes initiativ er der tidligere produceret små kort med sundhedsmæssige informationer af forskellig art (de såkaldte J-kie-cards). Det er oplyst, at denne ordning er evalueret, og at evalueringen skulle vise, at narkomanerne tager oplysningerne til sig.
På baggrund af det oplyste må man antage, at advarsel via indlægssedlerne i sprøjtesættene om ikke at dele sterile vandampuller med andre, vil kunne påvirke målgruppen.
Sundhedsforvaltningen anbefaler derfor, at der samtidig vedlægges informationsmateriale i sprøjtesættene.
Miljøvurdering
Ingen miljømæssige konsekvenser.
Økonomi
Udgifter i 2004:
50.000 apoteksindkøbte ampuller incl. 5% rabat kr. 124.925
Yderligere behov i 2004 (skønnet) 50.000 stk. kr. 124.925
Udgift til BVK vedlæggelse af vandampuller i
sprøjtesættene for 2004
100.000 stk. á kr. 0,17 kr. 17.000
Produktion og vedlæggelse af informationskort
(J-kie-cards) anslået kr. 30.000
kr. 296.850
- DUT kompensation kr. 78.000
Merudgift i alt Kr. 218.850
Der søges derfor om yderligere DUT-kompensation på baggrund af det faktiske aktivitetsniveau og på baggrund af en højere enhedsomkostning (for ampuller) i.f.t. det af Indenrigs- og Sundhedsministeriet beregnede beløb.
For 2004 vil det sige ca. 220.000 kr. udover de allerede bevilligede 78.000 kr.
Udgifter i 2005:
400.000 vandampuller á 10 ml kr. 500.000
Vedlæggelse af J-kie-cards (skønnet) kr. 100.000
Udgift til BVK til at lægge vandampuller og
J-Kie-cards i sprøjtesættene kr. 68.000
kr. 668.000
DUT-kompensation bevilget: kr. 78.000
Manglende DUT-kompensation kr. 590.000
Der søges derfor om yderligere DUT-kompensation på baggrund af det faktiske aktivitetsniveau og på baggrund af en højere enhedsomkostning (for ampuller) i.f.t. det af Indenrigs- og Sundhedsministeriet beregnede beløb.
For 2005 vil det sige 590.000 kr. udover de allerede bevilligede 78.000 kr.
Der anvises kassemæssig dækning for de søgte tillægsbevillinger på konto 8.05.5 (kassen).
Høring
Ingen.
BILAG
Ingen.
Ib Haurum
/Kirsten Lee