Mødedato: 23.06.2011, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Tilsynsredegørelse for 2010

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger den årlige redegørelse vedrørende den samlede tilsynsindsats på ældreområdet i 2010.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager den samlede redegørelse vedrørende Embedslægens lovpligtige tilsyn med plejeboliger til efterretning (bilag 1), 
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager den samlede redegørelse vedrørende de lovpligtige kommunale tilsyn med plejeboliger samt øvrige (ikke lovpligtige) kommunale tilsyn på ældreområdet i 2010 til efterretning (bilag 2), og
  3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender den samlede redegørelse vedrørende Sundheds- og Omsorgsforvaltningens opfølgende aktiviteter (bilag 3).

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger én gang årligt et samlet overblik over resultaterne fra det foregående års eksterne tilsyn til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Løsning

Den samlede tilsynsindsats omfatter embedslægens lovpligtige sundhedsfaglige tilsyn med plejeboliger og kommunens egne tilsyn med plejeboliger, kommunale leverandører af sygepleje og personlig og praktisk hjælp, private leverandører af personlig og praktisk hjælp, rehabiliteringsafdelinger og træningscentre. Kommunens egne tilsyn udføres af BDO Kommunernes Revision.

                                                                                                                               

Status på Embedslægetilsyn 2010

Embedslægeinstitutionen gennemfører et årligt uanmeldt tilsyn pr. plejebolig. Fra 2010 har Embedslægeinstitutionen kunnet træffe beslutning om, at en plejebolig ikke skal have tilsyn det efterfølgende år, hvis der ikke har været anledning til bemærkninger ved tilsynet. Ni af kommunens plejeboliger har på baggrund af ovenstående ikke haft tilsyn i 2010 og fire af kommunens plejeboliger har klaret sig så godt i 2010, at Embedslægeinstitutionen ikke vil aflægge tilsyn i 2011.

 

Tilsynene har til formål at vurdere de sundhedsmæssige forhold i plejeboliger. Embedslægen har opstillet målepunkter inden for følgende områder:

  • Sundhedsadministrative forhold (f.eks. instrukser)
  • Sundhedsfaglige forhold (f.eks. sygeplejefaglige optegnelser, medicinhåndtering og patientrettigheder)
  • Sundhedsrelaterede forhold (f.eks. hygiejne, ernæring og aktivering)

Resultatet af tilsynet rubriceres af Embedslægeinstitutionen i fem kategorier, og fordelingen i de 34 uanmeldte tilsyn ses i nedenstående skema, jf. bilag 1.







 


 

Konklusion

 

2009

 

2010

 

Tilsynet har ikke fundet anledning til bemærkninger

 

2

 

0

 

Tilsynet har fundet fejl og mangler, som samlet kun indebærer meget ringe risiko for patientsikkerheden

 

 

10

 

 

4

 

Tilsynet har fundet fejl og mangler, som indebærer patientsikkerhedsmæssige risici, men ikke alvorlige fejl

 

 

29

 

 

27

 

Tilsynet har fundet alvorlige fejl og mangler

 

4

 

3

 

Tilsynet har fundet anledning til kritik

 

1

 

0

 

I alt

 

46

 

34

 

De konstaterede fejl og mangler vedrører primært medicinhåndtering, sundhedsfaglig dokumentation samt dokumentation vedr. samtykke jf. bilag 1. Ingen af tilsynene har givet anledning til opfølgning fra Embedslægens side.

 

Sammenlignet med landsresultatet ligger Københavns Kommune i 2010 bedre placeret indenfor områderne patientrettigheder, dokumentation af sygdomme samt opfølgning på sidste års tilsyn.

 

På tre af de 34 plejeboliger har Embedslægen fundet alvorlige fejl og mangler. Alle tre plejeboliger har efterfølgende udarbejdet handleplaner. Embedslægen har ikke vurderet, at der var brug for opfølgende tilsyn for nogle af de tre plejeboligers vedkommende. Forvaltningen har dog selv fulgt op på handleplanerne, og det vurderes, at planerne er ført ud i livet. Der er bl.a. gennemført undervisning med fokus på at få rettet op på de påviste mangler, og på en plejebolig er der ansat en kvalitetssygeplejerske.
 

Tilsynsresultaterne er ikke direkte sammenlignelige fra år til år, da antallet af tilsyn varierer. Hvis der tages højde for, at de ni plejeboliger, der klarede sig bedst i 2009, ikke indgår i tilsynsstatistikken for 2010, er der sket en lille forbedring i tilsynsresultaterne fra 2009 til 2010. Der er en forbedring i forbindelse med dokumentation af patientrettigheder og forholdene omkring ernæring. Man kan ligeledes se forbedringer i medicinhåndteringen, og færre plejeboliger har fået stillet krav om forbedring af hygiejnen. Til gengæld er der flere plejeboliger i 2010, hvor personalet ikke altid følger instrukserne.

 

Status på kommunale tilsyn

BDO Kommunernes revision (BDO) har i 2010 gennemført kommunale tilsyn i plejeboliger, og derudover tilsyn med kommunale leverandører af sygepleje og personlig og praktisk hjælp, et udvalg af private leverandører af personlig og praktisk hjælp samt med alle rehabiliteringsafdelinger og træningscentre.

BDO har gennemført et uanmeldt og et anmeldt tilsyn på plejeboligerne, et uanmeldt tilsyn hos kommunale og private leverandører af hjemmepleje og et anmeldt tilsyn på træningscentre og rehabiliteringsafdelinger.

 

Tilsynene skal vurdere, om borgerne får den hjælp, de har krav på. Det sker ved at afdække, om hjælpen udføres i overensstemmelse med lovgivning, kvalitetsstandarder og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens retningslinier samt tilse kvaliteten i tilrettelæggelse og udførelse af pleje og omsorg på udvalgte områder. Resultatet af de 114 tilsyn rubriceres i tre kategorier, og fordelingen af tilsynene ses i nedenstående skema, jf. bilag 2.

 

 

Konklusion

 

2009

 

2010

 

Godkendt

 

97

 

91

 

Godkendt med mangler på enkelte områder

 

18

 

22

 

Alvorlige fejl og mangler

 

2

 

1

 

I alt

 

117

 

114

 

Sammenlignet med 2009, hvor der blev gennemført 117 tilsyn, er tilsynsresultaterne stort set uændrede.

 

Forvaltningen har i den hjemmeplejeenhed, som fik konstateret alvorlige fejl og mangler ved tilsynet, udarbejdet en handleplan og bl.a. påbegyndt undervisning af medarbejderne både i sygeplejen og hjemmeplejen.

 

De konstaterede mangler i forbindelse med tilsyn på plejeboligerne relaterer sig til, at der mangler planer for den samlede pleje og omsorgsindsats, planer for den psykiske pleje og omsorg og redegørelser for sundhedsfremme og forebyggelse.

 

De konstaterede mangler i forbindelse med tilsyn hos kommunale og private leverandører af sygepleje og personlig og praktisk hjælp relaterer sig særligt til sammenhæng mellem visitation og leveret pleje og omsorg og fejl på medicinområdet. De anmeldte tilsyn på træningscentre og rehabiliteringsafdelinger har ikke givet anledning til bemærkninger.

 


Opfølgende aktiviteter relateret til tilsynstemaer
Forvaltningen igangsætter løbende indsatser, der har til formål at rette op på de fejl og mangler, der konstateres i forbindelse med kommunale tilsyn og embedslægetilsyn. Der er således igangsat særlige indsatser inden for medicinhåndtering, faglig dokumentation, patientrettigheder, ernæring, hygiejne samt fysisk aktivitet og mobilisering. Som et væsentligt tiltag kan nævnes, at der i hver hjemmepleje er ansat en sygeplejefaglig leder, der skal være drivkraft på indsatsen for at øge kvaliteten i sygeplejen.


Bilag 3 indeholder en detaljeret beskrivelse af tiltag inden for hvert af disse temaer. Forvaltningen forventer, at ovenstående tiltag vil imødekomme tilsynenes anbefalinger, og derved forbedre tilsynsresultaterne og fastholde de allerede opnåede resultater.

Høring
Redegørelsen har været i høring hos De Københavnske Ældreråd, jf. bilag 4. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen konstaterer, at Ældrerådene finder forvaltningens opfølgende aktiviteter og indsatsområder velkomne og ikke har yderligere kommentarer.














Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser. 

                Hanne Baastrup
                                                            
                                                                       /Thomas Karlsson

Beslutning

Udvalget godkendte indstillingen med en bemærkning om, at der fortsat skal gøres en målrettet indsats med henblik på at minimere antallet af fejl i forbindelse med medicinhåndtering.
Til top