Mødedato: 23.06.2011, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Genberegning af priser

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal hvert år fastsætte et priskrav for praktisk og personlig pleje samt madservice med og uden udbringning af hensyn til afregning med private leverandører. Priskravet er fastsat ud fra omkostningerne i den kommunale leverandørvirksomhed. Priserne skal godkendes af Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender genberegningen af timepriserne til private leverandører af praktisk og personlig pleje samt de økonomiske konsekvenser heraf (bilag 1), og
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender genberegningen af madservice med udbringning og madservice uden udbringning og de økonomiske konsekvenser heraf (bilag 2).

Problemstilling

I henhold til serviceloven skal der foreligge priskrav på følgende ydelser:
  • Pris pr. time praktisk hjælp
  • Pris pr. time personlig pleje i hverdagstimerne
  • Pris pr. time personlig pleje på øvrige tider
  • Et måltid leveret i hjemmet - madservice med udbringning
  • Et måltid uden levering til hjemmet - madservice uden udbringning.

De udregnede priskrav er gældende for hele Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Løsning

På baggrund af regnskab 2010 er der beregnet nye timepriser. Priserne er beregnet i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 299 af 25. marts 2010, jf. bilag 1-2.

Til opgørelse af omkostninger er der brugt data fra KØR, mens der til opgørelse af aktiviteter til timepriser er brugt data fra KOS. Til beregning af madservice priser er brugt aktivitetsdata fra Dankostsystemet, som er et system udviklet specielt til madproduktion. 

Nedenstående tabel viser priser pr. 1. juli 2010 beregnet på baggrund af regnskab 2009 og de efterregnede priser på baggrund af regnskab 2010. Herudover vises prisen pr.1. juli inklusiv PL fremskrivning. 









Priser til private leverandører:

Priskrav – kr.

Pris pr. 1. juli 2010, (2010 PL)
Udmeldt til private leverandører for 2010

Pris pr. 1. juli 2011, 
Efterkalkuleret pris for 2010 i 2010 PL

Pris pr. 1. juli 2011.
 Udmeldes til private leverandører i 2011 PL niveau

Praktisk hjælp, pr. time

 334

 328

 330

Personlig pleje, hverdag, pr. time

359

 363

 365

Personlig pleje, øvrig tid, pr. time

 657

 660

 663

Hovedret, enkel

 46,50

 46,20

 45,48

Diæter, hovedret

 52,32

 51,97

 51,16

Specielle diæter, hovedret

 58,13

 57,75

 56,84

Biret, inkl. biret diæter

 11,63

 11,55

 11,37

Madpakker

 34,88

 34,65

 34,11

Morgenmad

 23,25

 23,10

 22,74

Ekstra tilbehør

 11,63

 11,55

 11,37

Transport - daglevering

 22,62

   22,62

 20,00

Transport - aftenlevering        

 25,18

 25,18

 20,00


I henhold til regler om efterbetaling skal kommunale myndigheder efterbetale private leverandører, hvis det viser sig, at priserne har været fastsat for lavt, således at de ikke svarer til de faktiske omkostninger ved leverandørvirksomheden.

Som det fremgår af ovenstående tabel, er priser på personlig pleje, hverdag og øvrig tid steget, og der skal derfor foretages en efterbetaling til private leverandører. 

I den forbindelse kan det oplyses, at det samlede antal timer på personlig pleje fra 2010 til 2011 er faldet kraftigt som følge af to forhold. For det første demografudviklingen, som betyder, at den kommunale leverandør er under et stort pres for at tilpasse sig den reducerede aktivitet. For det andet stiger de private leverandørers andel af timer til personlig pleje, hvilket yderligere forstærker behov for tilpasninger hos den kommunale leverandør. Disse to forhold gør, at den kommunale leverandør ikke fuldt ud har kunnet tilpasse sig til det nye udgiftsniveau svarende til det nye og lavere aktivitetsniveau, hvilket har resulteret i, at timepriserne på personlig pleje er steget en smule.

I forhold til prisen på praktisk hjælp er denne faldet primært som følge af, at andelen af uuddannet personale hos den kommunale leverandør er øget. Konsekvensen heraf er faldende udgifter pr. time. 

I forhold til madservice er priserne faldet, hvilket primært kan henføres til en øget effektivisering på området. Der skal dog foretages en mindre efterbetaling for perioden 1. januar til 30. juni 2010, idet priserne i denne periode blev videreført fra 2009. Det viste sig imidlertid, at den forventede effektivisering først skete i løbet af efteråret 2010.    

Det kan oplyses, at det er priserne pr. 1. juli 2011 i 2011 prisniveau, som vil blive udmeldt til private leverandører.

Økonomi

Som følge af regler om efterbetaling til private leverandører forventes efterbetalt 1,5 mio. kr. til private leverandører af personlig pleje. Efterbetalingen er en halvering af den efterbetaling, som fandt sted på baggrund af regnskab 2009. For så vidt angår madservice med og uden udbringning forventes efterbetalt 60.000 kr. Merudgiften vil blive dækket indenfor Sundheds- og Omsorgsforvaltningens budget på bevillingen efterspørgselsstyret service, pleje og boliger for ældre, funktion 5.32.32.1., hvor forvaltningen har reserveret midler til en eventuel efterbetaling. 

Videre proces

Når priserne er godkendt af Sundheds- og Omsorgsudvalget, vil de blive udmeldt til private leverandører godkendt til frit valg i Københavns Kommune. Endvidere vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foranledige, at efterbetalingen til private leverandører foretages. Det kan yderligere oplyses, at der løbende arbejdes på en opdatering af beregningsmetoden således, at denne fortsat afspejler den kommunale leverandørs faktiske udgifter. 



                Hanne Baastrup

                                                                                    /Carsten Riis

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top