Mødedato: 23.06.2011, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Antal af forskellige hjælpere i hjemmet og centrale organisatoriske retningslinier i hjemmeplejen

Se alle bilag

Indsatser for at nedbringe antallet af forskellige hjælpere i hjemmet og centrale organisatoriske retningslinier i hjemmeplejen.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om indsatserne for at nedbringe antallet af forskellige hjælpere i borgerens hjem (a) og de centrale organisatoriske retningslinier i hjemmeplejen (b) til efterretning.

Problemstilling

I forlængelse af den eksterne undersøgelse i hjemmeplejen godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget på udvalgets møde den 20. januar 2011 handleplan for hjemmeplejen. Udvalget godkendte, at indsatsen for at nedbringe antallet af forskellige hjælpere i hjemmet målrettes, samt at retningslinier for tidsanvendelse, fast hjælper, forgæves gang og tilbagemelding samles for at sikre forenkling og entydighed i hjemmeplejen.

Løsning

a. Færre forskellige hjælpere i hjemmet

Der er i hele hjemmeplejen fokus på at nedbringe antallet af forskellige hjælpere i borgerens hjem. Sundheds- og Omsorgsudvalget har, som det også fremgår af udvalgets reformprogram "Aktiv og tryg hele livet", ønsket at differentiere indsatsen, så den afspejler udvalgets ambition om i særlig grad at prioritere de ældre, som har mest behov for hjælp. Indsatsen er en del af implementeringen af "Aktiv og tryg hele livet" og bidrager til at indfri målet for år 2015 om, at alle ældre med behov for hjælp har et fast team af hjælpere. Det er forvaltningens vurdering, at medarbejderkontinuiteten fagligt set har størst betydning hos de borgere, der har moderate funktionsnedsættelser og dermed har vanskeligt ved at klare hverdagen uden hjælp og støtte. Det skyldes, at borgere med moderate funktionsnedsættelser kan have svært ved at overlevere informationer mellem hjælperne eller tydeligt udtrykke konkrete behov og ønsker til hjælpen. Samtidig har denne gruppe et særligt behov for tryghed og genkendelighed i og med, at den hjælp de modtager – f.eks. hjælp til at komme i bad - er personlig og intim.

Forvaltningen har gennem længere tid haft som målsætning, at 66 pct. af alle besøgene i hjemmeplejen varetages af de to hjælpere, der oftest kommer i borgerens hjem i daghjemmeplejen. Fremadrettet justeres målet, så der er sammenhæng mellem målgruppen for indsatsen og målet. Der arbejdes således for, at 66 pct. af besøgene hos borgere, der modtager enten personlig pleje eller både personlig pleje og praktisk hjælp i op til 12 timer ugentligt, varetages af de to hjælpere, der oftest kommer i borgerens hjem. Det vil sige, at de faste hjælpere er de to hjælpere i daghjemmeplejen, der kommer oftest hos borgeren og de to hjælpere i aftenhjemmeplejen, der kommer oftest hos borgeren. Målet er baseret på beregninger, der tager højde for faktorer med betydning for medarbejderkontinuiteten, f.eks. fravær og medarbejderomsætning. Forvaltningen vurderer på baggrund af erfaringerne fra de grupper i hjemmeplejen, der har den højeste medarbejderkontinuitet, at målet er både ambitiøst og realistisk.

De faktorer, der har størst betydning for brugertilfredsheden for borgere med lette funktionsnedsættelser er, at hjælperne ved hvilke ydelser, de skal levere og kender borgerens behov og ønsker til leveringen af ydelserne. Derfor styrkes både overleveringen af information mellem hjælperne og informationen til borgerne om, hvem de skal kontakte, hvis de har spørgsmål eller behov for en anden hjælp. Samtidig kommer der med implementeringen af "Aktiv og tryg hele livet" markant fokus på, at hjælpen til borgere med lette funktionsnedsættelser skal tilrettelægges, så den træner og støtter borgerne i at genvinde færdighederne, så de kan klare opgaverne selv.

Borgere med svære funktionsnedsættelser og megen hjælp har også brug for medarbejderkontinuitet, men må af faglige og planlægningsmæssige hensyn forvente flere hjælpere i hjemmet. Borgere med svære funktionsnedsættelser vil i mange tilfælde opleve større tryghed og et fagligt bedre tilbud i plejebolig. Der igangsættes som led i reformprogrammet "Aktiv og tryg hele livet" en indsats for at få flere borgere med et stort plejebehov til at flytte i plejebolig.

For at indfri målet har forvaltningen igangsat følgende aktiviteter:

  • Der etableres mindre teams i hjemmeplejegrupperne, som har ansvaret for en gruppe borgere. Teamstrukturen reducerer antallet af forskellige hjælpere i hjemmene og sikrer en høj grad af videndeling om den enkelte borger.
  • Den daglige planlægning af hjemmeplejens besøg optimeres, så tilrettelæggelsen af besøgene tager højde for, at borgerne skal møde så få forskellige hjælpere som muligt. Herunder ses på muligheden for at øge medarbejderkontinuiteten ved at ændre tilrettelæggelsen af besøgene på tværs af dagvagt og aftenvagt.
  • I udvikling af den faglige ledelse i hjemmeplejen sættes der fokus på at styrke planlægningskompetencen.
  • Borgerne har i følge lovgivningen krav på en kontaktperson i myndigheden. Der etableres en målrettet kommunikation til borgerne om den lovbestemte kontaktperson.

 b. Centrale organisatoriske retningslinier

En af indsatserne i handleplanen for hjemmeplejen, som udvalget godkendte på mødet den 20. januar 2011, var at udarbejde centrale retningslinier for forgæves gang, oplysnings- og tilbagemeldingspligt, tidsanvendelse og medarbejderkontinuitet. Forvaltningen har gennemgået eksisterende organisatoriske retningslinier herunder muligheder for at afbureaukratisere og vurderet, at ovenstående fire organisatoriske retningslinier er de vigtigste.

De centrale retningslinier er samlet i "Håndbog for medarbejdere i den kommunale hjemmepleje" (bilag 1) til nye medarbejdere i hjemmeplejen. Med håndbogen er der lavet en enkel og let tilgængelig introduktion til arbejdet i hjemmeplejen. Håndbogen implementeres som en obligatorisk del af introduktionskonceptet for nye medarbejdere.

Videre proces

Forvaltningen følger løbende udviklingen i måltallene og vurderer indsatsernes effekt.

                Lene Sillasen

                                                                                  /Margrethe Kusk Pedersen

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top