Medlemsforslag vedrørende reetablering af tandklinikkerne på Sundpark Skole og Amager Fælled Skole og samlet plan for tandklinikkerne, stillet af Trine Schaltz og Marlene Krogh (F)
Medlemsforslag vedrørende reetablering af tandklinikkerne på Sundpark Skole og Amager Fælled Skole og samlet plan for tandklinikkerne, stillet af Trine Schaltz og Marlene Krogh (F)
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 23. maj 2002
7. Medlemsforslag vedrørende reetablering af tandklinikkerne på Sundpark Skole og Amager Fælled Skole og samlet plan for tandklinikkerne, stillet af Trine Schaltz og Marlene Krogh (F)
SOU 71/2002 J.nr. 60/2000
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender de i indstillingen beskrevne principper for langtidsplanlægningen.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender proceduren for den årlige planlægningsrunde for ændringer i klinikstrukturen i Børne- og Ungdomstandplejen.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager den foretagne klinikplanlægning for 2002 og (delvis for 2003) til efterretning.
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender klinikplanlægningen for 2003.
at
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at kliniknedlæggelsen på Sundpark Skolen opretholdes.Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2002
Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingens første 3 at-punkter.
Indstillingens 4. og 5. at-punkt blev udsat til næste møde.
RESUME
Trine Schaltz og Marlene Krogh stillede på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde d. 21. februar 2002 følgende forslag: "Det pålægges Sundhedsforvaltningen at reetablere tandklinikkerne på henholdsvis Sundpark Skolen og Amagerfælled Skole. Det pålægges Sundhedsforvaltningen at udarbejde en samlet plan for tandklinikkerne i Københavns Kommune".
Sundheds- og Omsorgsudvalget har på mødet d. 21. februar 2002 anmodet om en nærmere redegørelse.
De overordnede principper for klinikplanlægning ligger til grund for nedlæggelsen af 1-rums klinikken på Sundpark Skole. Indstillingen tager derfor udgangspunkt i de overordnede principper for klinikplanlægning.
En stærk stigning i børnetallet i Københavns Kommune er grundlaget for Børne- og Ungdomstandplejens langtidsplanlægning på klinikområdet. Planlægningen tager sit udgangspunkt i at arbejde hen imod større – og dermed færre –klinikenheder.
- En bedre tandsundhed betyder, at det er rentabelt at ændre sammensætningen af de tandplejeteams, der behandler børnene. De større teams kan behandle flere børn for færre ressourcer, men teamstørrelsen kræver større klinikker. Samtidig trænger mange ældre klinikker til modernisering. Det er relativt billigere at indrette større klinikker.
- For større klinikker taler også det fastholdelses- og rekrutteringsproblem som tandplejen oplever. Færre ønsker at arbejde på de små klinikker.
- Yderligere taler skærpede miljøkrav for at etablere større klinikker, da det er omkostningsfuldt at leve op til miljøkravene ved mange små klinikker. Samtidig er det væsentligt billigere at indrette f.eks. én 3-rums-klinik end tre 1-rums-klinikker.
Sundhedsforvaltningen anbefaler, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at disse principper fortsat lægges til grund for klinikplanlægningen.
Klinikplanlægningen foregår i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, da udvidelse og nedlægning sker i sammenhæng med den øvrige planlægning på skoleområdet. Samarbejdet om klinikplanlægning har hidtil været et administrativt samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen, uden inddragelse af det politiske niveau i Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Følgende procedure foreslås for den fremtidige årsplanlægning:
I umiddelbar tilknytning til den vedtagne Handleplan for det kommende års planlægning på skoleområdet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget, godkender Sundheds- og Omsorgsudvalgets de samlede ønsker, som Sundhedsforvaltningen har til det kommende års ændringer vedr. tandklinikker. Samtidig fremlægges status for klinikudvidelser og nedlæggelser for det forgangne år. Dette vil ske hvert år i februar/marts.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets bemærkninger fremsendes og indgår i udmøntning af Handleplanen i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Herefter sendes helhedsplanerne i høring - i skolebestyrelserne på de berørte skoler via Uddannelses- og Ungdomsudvalget - sammen med de ændringer til klinikstrukturen, som Sundheds- og Omsorgsudvalget måtte have, der ikke vedrører Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens helhedsplaner.
Børne- og Ungdomstandplejen informerer de berørte skoler om beslutningerne. Sundheds- og Omsorgsudvalget holdes løbende orienteret om ændringer i planlægningen vedr. tandklinikker.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender proceduren for den årlige planlægningsrunde for ændringer i klinikstrukturen for Børne- og Ungdomstandplejen.
I Handleplan 2002 er der i Uddannelses- og Ungdomsudvalget klinikudvidelser på Brønshøj Skole, Utterslev Skole, Rødkilde Skole og Bavnehøj Skole. Sammenhængende hermed er der planlagt nedlæggelser af 1-rumsklinikker på Vanløse Skole og Vigerslev Alle's Skole.
Det er yderligere besluttet, at der i 2003 skal ske klinikudvidelser på Christianshavns Skole og Peder Lykke Skole. Alle skolebestyrelser er orienteret.
Sundhedsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager den foretagne klinikplanlægningen for 2002 og (delvis for 2003) til efterretning.
I forbindelse med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens Handleplan 2003 har Børne- og Ungdomstandplejen en række ønsker vedr. klinikplanlægning. Det drejer sig om udvidelse af Nyboder Skole, Gerbrandskolen og udvidelser på Vesterbro (bilag 2 for uddybning). Vedrørende Nyboder Skole skal der tages stilling til en evt. alternativ placering af tandreguleringsklinikken et andet sted på Østerbro/Nørrebro, som er klinikkens optageområde. Udvidelsen på Gerbrandskolen vil medføre nedlæggelse af den midlertidige klinik på Højdevangens Skole og Sundbyøster Skoles 1-rumsklinik klinik. Udvidelserne på Vesterbro vil medføre nedlæggelse af Oehlenschlægersgade Skoles 1-rums-klinik
.Sundhedsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender klinikplanlægningen for 2003.
Nedlæggelsen af 1-rumsklinikken på Sundpark Skole er et led i en forandring af strukturen i Børne- og Ungdomstandplejen ud fra de årsager, som er nævnt under langtidsplanlægning: Stigning i børnetallet, forbedret tandsundhed som medfører en ændret teamsammensætning, problemer med fastholdelse og rekruttering og skærpede miljøkrav.
Amagerfælled Skoles 2-rumsklinik ikke er nedlagt, men planlagt udbygget til en 3-rumsklinik.
Sundhedsforvaltningen foreslår på baggrund af ovenstående, at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at kliniknedlæggelsen på Sund Park Skole opretholdes.
Samtidig erkender Sundhedsforvaltningen, at hverken beslutningsprocedure eller informationerne til de berørte skoler i denne sag har været tilfredsstillende. I forslag til beslutningsprocedure for klinikplanlægning er det derfor foreslået, at Børne- og Ungdomstandplejen fremtidigt informerer de berørte skoler så tidligt som muligt.
Nedlæggelsen af små klinikker vil medføre, at det ressourcemæssigt er billigere for Børne- og Ungdomstandplejen at leve op til de skærpede miljøkrav.
Nedlæggelsen af tandklinikker er som udgangspunkt ikke motiveret af et sparekrav, men af ovenstående begrundelser.