Mødedato: 23.04.2015, kl. 13:00
Mødested: Canada, Toronto

Høringssvar til ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune

Se alle bilag
"Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune" er sendt i høring i alle fagudvalg forud for endelig behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at denne indstilling videresendes til Økonomiforvaltningen som høringssvar til "Forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i Københavns Kommune". 

Problemstilling

Københavns Kommune har igennem en længere årrække arbejdet målrettet med at forbedre mad- og måltidskulturen for borgere i København. Der har især været fokus på henholdsvis økologi og madkvalitet. Til at bistå kommunen i at højne kvaliteten af de måltider, der serveres til borgere i København, er der indgået en 3-årig samarbejdsaftale med den erhvervsdrivende fond: Københavns Madhus. Samarbejdsaftalen udløber den 31. maj 2016 og skal derfor i udbud.

Der er udarbejdet forslag til behov, mål og krav til kompetencer i forbindelse med den kommende aftale (bilag 1-5). Disse forslag besluttede Økonomiudvalget den 17. marts 2015 at sende i høring i alle fagudvalg forud for endelig behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sammen med de øvrige forvaltninger deltaget i drøftelser, der har dannet udgangspunkt for de forslag til behov, mål og kompetencer, der nu er i høring i fagudvalgene og er tilfreds med udspillet. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen konstaterer med særlig tilfredshed, at Økonomiforvaltningens udspil til ny aftale vedr. højnelse af mad- og måltidskulturen i København har inddraget følgende:


Fremadrettet behov og potentiale for yderligere kvalitetsløft af kommunens køkkener
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bifalder, at der lægges op til en fortsat indsats på mad- og måltidsområdet. I de seneste år er både madkvalitet og brug af økologi steget, men der er stadig behov for fokus på området.

For ældre borgere er der en direkte sammenhæng mellem ernæringstilstand og fysisk, social og mentalt funktionsniveau. God mad tilpasset den enkeltes behov kan betyde bedre trivsel og livskvalitet hos den ældre borger. Dette understreger behovet for en fortsat indsats vedr. mad og måltider på ældreområdet. 

Udvikling af ny madkvalitetsmodel
Til trods for en årelang og intensiv indsats på mad- og måltidsområdet, hvor der blandt andet er tilført mere økologi og flere friske råvarer, kan Sundheds- og Omsorgsforvaltningen via den årlige brugertilfredshedsundersøgelse konstatere, at det ikke er lykkedes at hæve den borgeroplevede tilfredshed med maden og måltiderne. Det er derfor væsentligt, at der udvikles en ny madkvalitetsmodel, der også har fokus på brugerinddragelse og hverdagsdemokrati, så kvalitetsløftet på madområdet også afspejles i brugernes tilfredshed. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen bakker således op om, at der udvikles en ny madkvalitetsmodel, som ud over fokus på madkvalitet også understøtter brugernes frie valg og har fokus på specialiserede behov hos den ældre målgruppe i forhold til smag, konsistens, genkendelighed osv.

Tydeliggørelse af rollefordelingen
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er enige i behovet for en strammere styringsmodel og en tydeliggørelse af rollefordelingen mellem Københavns Kommune og den kommende leverandør.

I den forbindelse ønsker Sundheds- og Omsorgsforvaltningen endvidere at bemærke, at det vil tydeliggøre, at Københavns Kommune er dagsordenssættende indenfor mad- og måltidsområdet, hvis der fastlægges fælles målsætninger på tværs af forvaltningerne. 


Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sagen behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i juni 2015.

 

 

         Lars Storm Gregersen                                   

                                                                              / Nanna Skriver

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om at præcisere i høringssvaret, at den nye madkvalitetsmodel også skal respektere brugernes frie valg.

Protokolbemærkning fra Venstre (V):
”Venstre så gerne, at der blev mindre fokus på den høje økologiprocent og mere fokus på borgernes ønsker i forhold til madpolitikken”.

Til top