Ingen titel
Ingen titel
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 23. februar 2006
Sager til beslutning
8. Statusredegørelse for køkkenprojektet vedr. Madservice a la carte samt anbefaling af overførsel af projektets økonomiske rammemidler
SOU 56/2006 J.nr. 16/2001
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager denne statusredegørelse for køkkenprojektet til efterretning,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at der anvendes ca. 8,8 mio. kr. af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetreserver til dækning af den forventede projektmæssige budgetoverskridelse og
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager til efterretning at de økonomiske midler til køkkenprojektets gennemførelse indgår i den stadeopgørelse som Kultur- og Fritidsudvalget, Københavns Ejendomme, skal udarbejde vedrørende overførte anlægsarbejder.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 23. februar 2006
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
Denne indstilling giver en statusredegørelse for køkkenprojektet, som indebærer en ombygning af Bystævneparkens Centralkøkken med henblik på at samle madproduktionen til hjemmeboende pensionister på dette køkken. Mad til hjemmeboende pensionister er hidtil blevet produceret på fire køkkener.
Efter Sundheds- og Omsorgsudvalget den 16. december 2004 (SOU 186/2004) tiltrådte plan for implementering af omlægningen af Madservice a la carte (mad til hjemmeboende pensionister), indgik Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kontrakt med det rådgivende ingeniørfirma Birch & Krogboe. Birch og Krogboe blev ansat til at udarbejde projektplanen, indeholdende gennemgang af investeringsbehov, udarbejdelse af tidsplan samt den konkrete tilrettelæggelse af projektet. Byggeprojektet har været i udbud to gange, hvorimellem ombygningsplanerne har måtte justeres i forhold til de økonomiske forudsætninger i projektet, jf. SOU 208/2005 1. september 2005. Efter den anden udbudsrunde er der indgået aftale med Skanska Danmark A/S om byggeprojektet. Ombygningen forventes afsluttet 29. maj 2006. Denne forskydning i projektets tidshorisont skyldes, foruden nødvendigheden af at holde en anden udbudsrunde, at der er opstået visse komplikationer i byggefasen.
De økonomiske midler til køkkenprojektets gennemførelse flyttes fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme til Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Ejendommes ramme, således at Københavns Ejendomme får mulighed for at afgive en stadeopgørelse i foråret. Der vil derfor blive foretaget en vurdering af den samlede økonomi i forbindelse med den endelige stadeopgørelse.