Ingen titel
Ingen titel
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 23. februar 2006
Sager til beslutning
7. Kommunens kontrakt- og aftaleforhold på decentralt niveau
SOU 58/2006 J.nr. 42/2005
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at nærværende indstilling fremsendes som udvalgets høringssvar til Økonomiforvaltningen i forhold til den del af Revisionsprotokollatet, der vedrører kontrakter og tiltag på det juridiske område indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets område.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 23. februar 2006
Sagen blev udsat ved mødets start.
RESUME
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har d. 18. januar 2006 modtaget Revisionsprotokollat nr. 2/2005 af 16. december 2005, Større undersøgelse til Økonomiudvalget vedrørende kommunens syv forvaltninger, Kommunens kontrakt- og aftaleforhold på decentralt niveau.
Revisionsprotokollatet er fremsendt fra Økonomiforvaltningen til høring i de stående udvalg, så disses besvarelser kan indgå i Økonomiforvaltningens indstilling til Økonomiudvalget til mødet d. 27. marts 2006.
Revisionsprotokollatets anbefalinger er generelle for alle syv forvaltninger i Københavns Kommune. Der er ikke særlige anbefalinger på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område.
Revisionsprotokollatet er en generel undersøgelse, og indeholder ikke revisionens vurdering af den enkelte forvaltning. Undersøgelsen omfatter ikke en fuldstændig gennemgang af alle foreliggende kontrakter eller en oplistning af kontrakterne indenfor hver forvaltning.
Revisionsprotokollatet giver udtryk for, at der på flere områder indgås professionelle og fyldestgørende kontrakter. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen benytter på flere områder kontraktskabeloner, som Revisionsdirektoratet tidligere har fremhævet som gode.
Samtidig er der enkelte områder, hvor kvaliteten kan øges i forbindelse med udformning af kontrakter og aftaler.
Revisionsprotokollen anbefaler
1. At den juridiske indsats vedrørende kontrakter i forvaltningerne styrkes.
2. At der iværksættes en mere direkte central styring og videndeling på tværs i kommunen.
3. At hver forvaltning overvejer hensigtsmæssigheden af at etablere en formel juridisk funktion, der indpasses i et såkaldt legal risk management system.
4. At kommunens vejledning af august 2000 om udbud og udlicitering, herunder sammenhængen med indkøbspolitikken ajourføres.
5. At der fremover er øget fokus på, at kontrakter indholdsmæssigt skal være fyldestgørende, gennem anvendelse af Revisionsprotokollens støttemateriale.
6. At det sikres, at de selvejende institutioner med Københavns Kommune overholder gældende lovgivning og de fælles indkøbsaftaler, herunder at der foretages en gennemgang og modernisering af driftsoverenskomster.
Vedrørende punkt 1, 2, 3 og 5 er der i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen d. 1. januar 2006 oprettet et juridisk sekretariat. Det juridiske sekretariat refererer direkte til direktionen. Formålet med, at det juridiske sekretariat er oprettet er blandt andet at sikre styring og videndeling på tværs, herunder sikring af, at kontrakter indholdsmæssigt er fyldestgørende fremover.
Vedrørende punkt 4 kan Sundheds- og Omsorgsforvaltningen oplyse, at forvaltningen gerne deltager i dette arbejde som funderes i Økonomiforvaltningen.
Vedrørende punkt 6 kan Sundheds- og Omsorgsforvaltningen oplyse, at der afholdes et møde d. 7. april 2006, hvor ældrechefer, bestyrelsesformænd og forstandere er indbudt. På dette møde vil forvaltningen informere om kontraktundersøgelserne, gældende regler og de fælles indkøbsaftaler, med henblik på at følge op på undersøgelsernes konklusioner. Herudover vil forvaltningen orientere om fremgangsmåden for to konkrete udbud, herunder hvilke krav, der skal være opfyldt for at sikre lovligheden af fremtidige kontrakter og aftaler.