Medlemsforslag stillet af SF om gratis kunstig befrugtning til enlige og lesbiske
Medlemsforslag stillet af SF om gratis kunstig befrugtning til enlige og lesbiske
Sundheds- og Omsorgsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 23. februar 2006
Sager til beslutning
10. Medlemsforslag stillet af SF om gratis kunstig befrugtning til enlige og lesbiske
SOU 60/2006 J.nr. 8/2006
INDSTILLING
Der er den 16.
februar 2006 modtaget følgende medlemsforslag stillet af Camilla Burgwald,
Ninna Thomsen, Signe Goldmann, Bo Asmus Kjeldgaard, Bjarne Fey, Frank
Hedegaard, Torben Kastrup, alle SF.
Det foreslås,
at Københavns Kommune tilbyder gratis insemination af alle kvinder ved sygeplejerske eller jordemoder
at tilbuddet ophører, når enlige og lesbiske opnår lovgivningsmæssig sidestilling med kvinder i parforhold med mænd i loven om kunstig befrugtning
at det pålægges Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at finde finansiering for forslaget.
Motivering:
Dansk lovgivning diskriminerer i dag kvinder, der ikke lever i parforhold med mænd, når det kommer til retten til at blive reagensglasbehandlet og insemineret med offentlig finansiering. Det er p.t. et lovkrav, at en kvinde skal være samlevende med en mand for at kunne blive kunstigt befrugtet af en læge. Enlige og lesbiske kvinder er således frataget retten til at forsøge at blive gravide vha. insemination på lige fod med kvinder i parforhold med mænd. Loven tillader dog, at enlige og lesbiske må blive insemineret af f.eks. af en jordemoder eller en sygeplejerske mod egenbetaling. Med medlemsforslaget ønskes det at rette op på diskrimination af enlige og lesbiske indenfor lovens rammer.
Ifølge kommunalfuldmagten skal tilbud stillet af Københavns Kommune henvende sig til alle byens borgere. Det er derfor ikke muligt at stille et forslag, der alene retter sig mod gruppen af enlige kvinder og lesbiske. Da kvinder i parforhold med mænd rettighedsmæssigt allerede er dækket ind af loven, vil medlemsforslagets ydelse dog i praksis alene henvende sig til enlige kvinder og lesbiske.
Insemination af enlige kvinder og lesbiske udbydes i dag på to klinikker: Vita Nova og Stork Klinik. Det er tanken med medlemsforslaget, at Københavns Kommune enten kan refundere udgifter til inseminationsbehandling af enlige og lesbiske københavnere på de to klinikker eller oprette et særligt kliniktilbud, f.eks. i forbindelse med Servicebutikken på Kapelvej, hvor en jordemoder allerede har ugentlig konsultationstid.
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen lægger i et notat om rammerne for kunstig befrugtning op til en ændring af lov om kunstig befrugtning, således at også enlige og lesbiske omfattes af loven. Hvis ændringen vedtages i Folketinget, vil loven sandsynligvis træde i kraft 1. januar 2007.
RESUME
Se indstillingen.
SAGSBESKRIVELSE
Se indstillingen.
MILJØVURDERING
-
ØKONOMI
-
HØRING
-
BILAG
-