Prisanalyse af leverandører af indkøbsordning 2019
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udfører en årlig prisanalyse af leverandører af indkøbsordning til hjemmeboende borgere. Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres hermed om resultatet af prisanalysen for 2019.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget:
-
at udvalget tager prisanalysen for 2019 af leverandører af indkøbsordningen til hjemmeboende borgere i Københavns Kommune (bilag 1) til efterretning.
Problemstilling
Københavnske borgere i eget hjem, som ikke selv har mulighed for at købe dagligvarer i almindelige dagligvarebutikker eller i netsupermarkeder, kan visiteres til indkøbsordning.
Københavns Kommune har, efter et udbud i slutningen af 2016, aftale med to leverandører – Egebjerg Købmandsgård ApS (ejet af SuperBrugsen) og Intervare A/S om levering af dagligvarer til hjemmeboende borgere.
Leverandørerne skal garantere, at de selv og eventuelle underleverandører efterlever Københavns Kommunes standardvilkår om leverandørernes samfundsansvar m.v. Desuden skal priserne på de varer der sælges modsvare prisniveauet for lignende varer i typiske dagligvarebutikker.
Derfor gennemfører forvaltningen hvert år en prisanalyse på indkøbsordningen for at sikre, at prisniveauet hos leverandørerne ikke afviger væsentligt fra det øvrige marked.
Analysen forelægges her til udvalgets orientering.
Løsning
Omkring 1850 borgere er pr. 3 kvartal 2019 tilmeldt indkøbsordningen.
Kommunens to leverandører adskiller sig fra almindelige netsupermarkeder ved:
-
at modtage telefoniske bestillinger
-
at ekspedere bestillinger, som ikke betales via kreditkort i købsøjeblikket
-
at ekspedere alle ordrer uden noget mindstekøb
-
at have en særlig netløsning for bestillinger foretaget af hjemmeplejen
-
at melde tilbage til visitationen, hvis borger ikke åbner døren for den aftalte levering
-
at sætte varer på plads for borgeren.
Borgerne skal udelukkende betale for varerne, mens Københavns Kommune betaler for pakning og udbringning m.v. Det er et krav i aftalen, at leverandørerne skal tilbyde et varesortiment, der som minimum svarer til de varer, som borgerne ville kunne købe i en hvilken som helst dagligvarebutik.
Prisanalyse 2019 - konklusion
Den overordnede konklusion på prisanalysen er, at leverandørernes priser - bortset fra én enkelt vare (Ribena Solbærsaft) - ikke afviger fra prisen i typiske dagligvarebutikker.
Beskrivelse af prisanalysen 2019
Prisanalysen er designet så den tager højde for, at borgerne i indkøbsordningen har et forbrugsmønster, der afviger markant fra det forbrugsmønster, der kendetegner typiske husstande. Borgere, der er visiteret til indkøbsordningen er i mange tilfælde også visiteret til madservice, hvilket betyder, at de kun i begrænset omfang bestiller varer til dagens varme måltid.
For at analysen kan tage udgangspunkt i det typiske forbrugsmønster for visiterede borgere har Københavns Kommune rekvireret lister hos de to leverandører over de 150 mest solgte varer i indkøbsordningen. På det grundlag har kommunen samlet en kurv af varer, der er på begge leverandørers lister.
Varerne er købt hos de to leverandører af indkøbsordningen og typiske dagligvarebutikker fra tre forskellige dagligvarekæder i Københavns Kommune. De tre fysiske dagligvarebutikker, der er købt ind i, er:
1. SuperBrugsen, Nordre Frihavnsgade 24, 2100 København Ø
2. Netto, Nordre Frihavnsgade, 70, 2100 København Ø
3. MENY, Østerfælled Torv 21, 2100 København Ø
På baggrund af de indhentede priser er der gennemført en analyse, der vægter priserne i forhold til, hvor stor en andel de enkelte varer udgør af det samlede antal solgte varer til borgere med indkøbsordning.
Tabel 1: Resultat af vægtet analyse
Leverandør |
Meny |
Intervare |
Egebjerg |
Super Brugsen |
Netto |
Værdi af vægtet varekurv |
723,37 |
659,32 |
633,64 |
594,04 |
577,90 |
Pct. billigere end dyreste varekurv |
|
9% |
12% |
18% |
20% |
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Begge leverandørers aftaler med kommunen løber til 2021. I slutningen af 2020 foretages igen en analyse af prisniveauet i kommunens indkøbsordning for hjemmeboende borgere.
Katja Kayser
/Lars Matthiesen