Godkendelse af reviderede kriterier for tilskud efter Servicelovens § 79
Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) havde den 20. juni 2019 en temadrøftelse om kriterier for tildeling af midler efter Servicelovens § 79 til de københavnske ældreklubber. På baggrund af temadrøftelsen forelægges SOU hermed et forslag til reviderede kriterier.
Indstilling
Sundheds – og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at udvalget godkender de reviderede kriterier for tildeling af tilskud til ældreklubber efter Servicelovens § 79 (bilag 1).
Problemstilling
Københavns Kommune giver årligt tilskud til aktiverende og sundhedsfremmende tilbud i ældreklubber efter servicelovens § 79. I 2020 er der afsat omkring 25,3 mio. kr. til området.
§ 79 fastslår, at: "Kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene".
På delegation fra Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) udmønter Sundheds- og Omsorgsforvaltningen årligt tilskud fra den afsatte § 79-pulje efter politisk vedtagne kriterier.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har fremsat ønske om at igangsætte et arbejde for at forny de nu gældende kriterier. På baggrund af input fra ældreklubberne, Ældrerådet og Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges hermed et forslag til reviderede kriterier.
Løsning
De gældende kriterier for § 79-puljen har fokus på at støtte aktiverende og forebyggende tilbud, hvor formålet er at fastholde og udvikle ældres sociale, fysiske og psykiske funktionsevne længst muligt. Ud over disse mere generelle kriterier har SOU løbende revideret kriterierne og indført kriterier, som har fokus på særlige målgrupper og samarbejdsflader. Kriterierne er senest ændret i 2016, hvor kriteriet omhandlende samarbejde med plejehjem blev indført.
Inddragende proces om nye kriterier
Sundheds- og Omsorgsudvalget havde en temadrøftelse af kriterierne for tilskud efter § 79 den 20. juni 2019. Som et led i forberedelsen af temadrøftelsen havde forvaltningen den 16. maj 2019 afholdt et interessentmøde med § 79-klubberne. På mødet deltog 49 personer fra 24 ud af 36 ældreklubber samt otte medlemmer af Københavns Ældreråd.
De vigtigste pointer fra drøftelserne på interessentmødet kan læses i bilag 2, og indgik ligeledes i Sundheds- og Omsorgsudvalgets materiale til temadrøftelsen.
I forbindelse med Sundheds- og Omsorgsudvalgets temadrøftelse havde Ældrerådet foretræde for udvalget. Her lagde Ældrerådet vægt på, at ældreklubberne gør et vigtigt stykke arbejde for at højne livskvaliteten blandt de 13.330 ældre københavnere, der er medlemmer i klubberne i 2019. Ældrerådet påpegede desuden, at ældreklubberne i mindst muligt omfang skal pålægges administrative opgaver, og Ældrerådet udtrykte håb om, at bevillingsophøret på 2,7 mio. kr. af den samlede § 79-pulje blev annulleret ved budgetforhandlingerne for budget 2020.
Under temadrøftelsen fremgik det, at SOU i hovedtræk finder de nuværende kriterier gode og dækkende. SOU pegede også på, at der fortsat bør være fokus på at bevare mest mulig frivillighed i klubberne og sikre en lokal forankring af disse. Dertil var der enighed om, at klubberne gerne fortsat må arbejde på at nå nye målgrupper, som de kun i mindre omfang når i dag, eksempelvis mænd, etniske minoriteter og de ’yngre ældre’, som for nyligt er trådt ud af arbejdsmarkedet.
Revidering af indholdsmæssige kriterier
På baggrund af drøftelserne på interessentmødet den 16. maj 2019 samt temadrøftelsen i SOU den 20. juni og herunder Ældrerådets foretræde for SOU, har forvaltningen udarbejdet nedenstående forslag til revision af kriterierne.
Der er i revideringen lagt vægt på, at både ældreklubberne, SOU og Ældrerådet har givet udtryk for, at de gældende kriterier rent indholdsmæssigt var gode og dækkende. Derfor – og fordi forvaltningen også oplever, at kriterierne har fungeret - har forvaltningen i revideringen haft fokus på forenkling og sproglig tydeliggørelse af kriterierne.
Kriterierne består dels af en række indholdsmæssige kriterier som bestemmer, hvad klubberne skal tilbyde. Og dels en række formelle krav til organisering og administration.
De ændrede kriterier er forelagt til godkendelse i sin helhed i bilag 1.
I nedenstående tabel findes en oversigt over de foreslåede ændringer i de indholdsmæssige kriterier.
Gældende indholdsmæssige kriterier for klubtilbud |
Forslag til reviderede indholdsmæssige kriterier for klubtilbud fra 2021 |
Er åben for alle ældre københavnere, der modtager social pension. |
Er åben for alle ældre københavnere, der modtager pension. |
Tilbyder aktiviteter, der fremmer psykisk sundhed, livskvalitet og trivsel og forebygger og bekæmper ensomhed gennem deltagelse og socialt samvær, f.eks. i form af spisevenner. |
Tilbyder aktiviteter, der fremmer fysisk og psykisk sundhed. Eksempelvis:
|
Omfatter bevægelse og vedligeholder færdigheder – f.eks. som led i eller i forlængelse af borgerens rehabiliteringsforløb. |
[Kriteriet slettes, idet rehabilitering er skrevet ind i revideringen af det ovenstående kriterium.] |
Omfatter tilbud om støtte i forbindelse med livskriser. |
[Kriteriet slettes idet livskriser er skrevet ind i revideringen af det ovenstående kriterium.] |
Er udviklende og opsøgende i forhold til at få nye medlemmer, f.eks. nå nye målgrupper med tilbud og aktiviteter, der er nye i København. |
Er udviklende og opsøgende i forhold til at rekruttere nye medlemmer, særligt med fokus på:
|
|
Er udviklende og opsøgende i forhold til at øge samarbejdet med andre tilbud, som også er relevante for ældreklubbernes målgruppe, eksempelvis:
[Nyt sammenskrevet kriterie. I de gældende kriterier nævnes forskellige relevante samarbejdspartnere i flere forskellige kriterier, bl.a. i det sidste kriterie, som også omhandler den mere formelle organisering af samarbejdet mellem klubberne og forvaltningen i samarbejdsfora. Med revideringen af kriterierne er det derfor forsøgt at forenkle og tydeliggøre beskrivelsen af de samarbejdspartnere, som ældreklubberne bør orientere sig imod.] |
Er udviklende og opsøgende i forhold til at etablere samarbejde med plejehjem om besøg og aktiviteter. Det kunne eksempelvis være foredrag eller samvær med plejehjemmets beboere. |
[Kriteriet fastholdes uændret. Bortset fra sproglig korrektion.] |
Giver mulighed for at ældre kan være frivillige. |
[Kriteriet fastholdes uændret.] |
Har minimum 50 medlemmer. Dette kan fraviges i forbindelse med opstart af nye klubber. |
[Kriteriet fastholdes uændret, men flyttes til listen over ”Formelle krav til organisering og administration”, idet det angår en formalitet vedr. organisering.] |
Bidrager i det omfang, det er muligt, til at styrke lokale netværk og samarbejder med øvrige klubber og kommunale deltagere i det lokale samarbejdsforum. Formålet er at fremme samarbejdet mellem klubber mv. og skabe sammenhæng og samspil mellem de opsporende og inkluderende tilbud i lokalområdet. |
Indgår i de etablerede samarbejdsfora under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
[Kriteriet er forenklet til alene at vedrøre samarbejdsfora, idet beskrivelsen af relevante samarbejdspartnere for klubberne nu er samlet i to af de ovenstående kriterier.] |
Revidering af de formelle krav
Ud over de indholdsmæssige kriterier, som ligger til grund for udmøntningen af tilskud efter § 79, stilles også en række formelle krav til ældreklubberne, som skal overholdes for, at der kan udbetales tilskud. Forvaltningen vurderer, at de gældende formelle krav til tilskudsmodtagernes administration og regnskabsforpligtelser i forbindelse med bevillingerne fortsat er dækkende og svarer til de krav, der generelt skal stilles i forbindelse med tildeling af tilskud i Københavns Kommune. Derfor indstilles der ikke til en revidering heraf. For så vidt angår det formelle krav om brugerstyring indstiller forvaltningen til en præcisering, som beskrevet nedenfor.
Revidering af kravet om brugerstyring
Af de formelle krav, som Københavns Kommune stiller til § 79-klubbernes organisering og administration, fremgår det bl.a., at ældreklubberne skal være brugerstyrede: ”Ældreklubberne skal være brugerstyrede. Dvs. at ledelsen skal forestås af en bestyrelse, der vælges af medlemmerne på en årlig generalforsamling. Der kan dog dispenseres fra dette krav, såfremt Sundheds – og Omsorgsforvaltningen vurderer, at brugernes medbestemmelse er sikret på anden vis.”
Foruden brugere består nogle bestyrelser af repræsentanter for eksempelvis boligselskaber eller fra de organisationer, som står bag klubben.
Forvaltningen vurderer, at der er behov for en tydeligere definition af, hvad kravet om ’brugerstyring’ indebærer, hvorfor der foreslås følgende revidering af dette krav: ”Ældreklubberne skal være brugerstyrede. Dvs. at ledelsen skal forestås af en bestyrelse, der vælges af medlemmerne på en årlig generalforsamling, og at mere end halvdelen af bestyrelsen skal bestå af brugere af det pågældende aktivitetstilbud. Der kan dog dispenseres fra dette krav, såfremt Sundheds – og Omsorgsforvaltningen vurderer, at brugernes medbestemmelse er sikret på anden vis.”
Præciseringen af brugerstyring vil gøre det tydeligere for både nuværende og fremtidige modtagere af § 79-tilskud, hvad de skal gøre for at opfylde kravet om brugerstyring. Samtidig vil det blive enklere for forvaltningen at afgøre, hvorvidt ansøgerne lever op til kravet og sikre, at brugerne af § 79-klubberne har reel indflydelse på udviklingen af klubtilbuddet.
Præciseringen vil have betydning for få nuværende modtagere af § 79-midler, som vil være nødsaget til at ændre deres vedtægter og dermed sammensætning af bestyrelser.
Kriteriet om minimum 50 medlemmer gøres til et formelt krav til organisering og administration
Det nuværende kriterium: ”Har minimum 50 medlemmer. Dette kan fraviges i forbindelse med opstart af nye klubber”, angiver ikke nogen krav til indholdet af de tilbud, som ældreklubberne skal tilbyde deres medlemmer, men er snarere et teknisk krav til organisering og administration, hvorfor det indstilles, at ’kriteriet’ gøres til et formelt krav. I praksis vil ændringen ikke have betydning for klubberne, men blot gøre kriterier og krav lettere at formidle.
Inddragelse af Ældrerådet
Forvaltningen har drøftet de foreslåede ændringer af kriterierne med ældrerådet, som bakker op om ændringerne og endvidere udtrykte tilfredshed med den inddragende proces omkring revideringen. Ældrerådets høringssvar er vedlagt som bilag 3.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns kommune.
Idet indholdet af kriterierne ikke ændres væsentligt, er det forvaltningens vurdering, at godkendelse af de reviderede kriterier ikke vil få umiddelbare konsekvenser for ældreklubbernes økonomi fremover. De reviderede kriterier vil dog give forvaltningen mulighed for at fordele midlerne på en måde, der fremmer, at ældreklubberne styrker deres fokus på særlige målgrupper og samarbejde med andre aktører på aktivitetsområdet generelt.
I 2020 er den samlede § 79-pulje på 25.355.000 kr.
Udvalget orienteres om bevillinger til ældreklubber efter § 79 i 2020 i en særskilt sag. Det bemærkes, at bevillingerne for 2020 bevilliges på baggrund af de nugældende kriterier.
Videre proces
Hvis udvalget godkender udkast til reviderede kriterier for § 79, vil disse være gældende for tilskud for 2021 og frem. De reviderede kriterier vil blive meldt ud til ældreklubberne hurtigst muligt, således at disse får længst mulig tid til at tilpasse deres aktiviteter.
Forvaltningen opdaterer løbende vejledningen til kriterierne, som findes på kommunens hjemmeside. Således vil vejledningen også blive konsekvensrettet i forlængelse af Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning vedr. reviderede kriterier.
Katja Kayser
/Helle Schnedler
Beslutning
Indstillingen blev godkendt