Mødedato: 23.01.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Godkendelse af Tilsynskoncept 2020

Se alle bilag
Tilsynskonceptet 2020 forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget til godkendelse.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forvaltningens tilsynskoncept 2020 jf. bilag 1

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal hvert år godkende et tilsynskoncept for de kommunale tilsyn jf. § 151c i Serviceloven.

Det gældende tilsynskoncept i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har været anvendt i fire år. Forvaltningen har i 2019 foretaget en gennemgang af tilsynskonceptet med henblik på at sikre, at konceptet fortsat fungerer tilfredsstillende. Denne gennemgang har resulteret i seks justeringer, som er blevet kvalificeret i en tværgående proces i regi af Kvalitetsorganisationen, herunder repræsentanter fra ledelsen i driften og tilsynsgruppen i SUF.

Det samlede tilsynskoncept 2020 inkl. de seks justeringer indstilles til udvalgets godkendelse.

Løsning

Forvaltningens tilsynskoncept
For at udvikle og kontrollere kvaliteten i SUF gennemføres der årligt uanmeldte, kommunale tilsyn med hver enhed indenfor følgende områder:

  • Kommunal og privat hjemmepleje
  • Den kommunale sygepleje
  • Kommunale og selvejende plejehjem samt friplejehjem, der har overenskomst med kommunen
  • Midlertidige døgnpladser, herunder rehabiliteringscentre, palliative pladser og akutplejeenheden samt midlertidige plejepladser

Tilsynene gennemføres en gang årligt af et eksternt konsulentfirma med faglig ekspertise indenfor de udvalgte tilsynsområder. Tilsynene skal belyse følgende:

  • Får borgerne den hjælp, de har behov for, indenfor de gældende rammer?  
  • Leveres hjælpen i den kvalitet, som relevant lovgivning, politiske beslutninger og vejledninger foreskriver?    
  • Oplever borgerne, at de får hjælp og støtte, så de kan mestre deres egen hverdag?
  • Er der tilstrækkelig ledelsesmæssig og organisatorisk understøttelse?

SUF indstiller, at konceptet for 2019 fastholdes med undtagelse af seks mindre justeringer. Derfor fastholdes de eksisterende typer tilsyn:

  1. Ordinære tilsyn, gennemføres med enheder, hvor kvalitetsdata ikke indikerer særlige risici
  2. Fokuserede tilsyn, gennemføres med enheder, hvor der på baggrund af data formodes at være risiko for kvalitetsproblemer
  3. Opfølgende tilsyn, gennemføres ved et utilfredsstillende resultat ved et ordinært eller fokuseret tilsyn
  4. Bekymringstilsyn, kan bestilles af direktionen, hvis der er bekymring for alvorlige svigt i kvaliteten eller ved mistanke om, at ledelsen på enheden ikke har reageret på signaler om kvalitetssvigt, fx pårørendes bekymringshenvendelser

Justeringer i Tilsynskonceptet 2020

Tilsynskonceptet, som forelægges udvalget til godkendelse, er beskrevet i sin helhed i bilag 1. I tilsynskonceptet for 2020 lægges der samlet op til seks justeringer sammenlignet med konceptet for 2019:

  1. Borgercitater i tilsynsrapporter
  2. Afdækning af borgernes oplevelse af inddragelse
  3. Afrapportering med fokus på læring
  4. Systematisk erfaringsudveksling

  5. Medarbejderinterviews i hjemmesygeplejen

  6. Aften-/weekendtilsyn i hjemmesygeplejen

De seks justeringer i tilsynskonceptet 2020 gennemgås i det følgende.

1. Borgercitater i tilsynsrapporter
Fremadrettet skal relevante borgercitater skrives ind i tilsynsrapporterne, som en naturlig del af afrapporteringen for at underbygge fund i tilsynene og for at gøre rapporterne mere nærværende og relevante for både borgere og medarbejdere.

2. Afdækning af borgernes oplevelse af inddragelse
Spørgerammen til borgerinterviews udvides med henblik på i højere grad at afdække borgernes oplevelse af at være inddraget i både egen pleje og deres mulighed for organisatorisk indflydelse.

3. Afrapportering med fokus på læring
I det eksisterende tilsynskoncept orienteres ledelsen på enheden om tilsynets forløb, når tilsynet afsluttes. I tilsynskonceptet 2020 bliver det præciseret, at denne overlevering skal ske med fokus på læring, således at enheden understøttes i aktivt at anvende tilsynsresultaterne i deres arbejde med kvalitet.

4. Systematisk erfaringsudveksling
Fremadrettet bliver erfaringsudveksling vedr. tilsyn systematiseret i regi af fora for ledere i henholdsvis midlertidige ophold, plejehjem, hjemme- og hjemmesygepleje. Denne erfaringsudveksling bliver en fast årlig drøftelse mellem de repræsenterede ledere i de relevante fora.

5. Medarbejderinterviews i hjemmesygeplejen
I forbindelse med tilsyn i hjemmesygeplejen interviewes medarbejderne i dag enkeltvis over telefonen. Erfaringerne viser dog at:

  • Sygeplejerskerne ofte har travlt, når de ringes op eller opkaldet er ubelejligt, fordi de er under transport.

  • At gruppeinterviews fungerer godt som erfaringsudveksling og læring

På baggrund af erfaringerne justeres tilsynskonceptet således, at medarbejderne i hjemmesygeplejen fremadrettet interviewes i grupper. Dette flugter med interviewmetoderne på de øvrige enhedstyper, hvor gruppeinterviews allerede anvendes.

6. Aften/weekendtilsyn i hjemmesygeplejen
Ifølge det eksisterende tilsynskoncept for 2019 skal der udføres tilsyn i aftentimer og på lørdage i hjemmesygeplejen.

I den forbindelse er erfaringen at:

  • Det passer borgerne dårligere at blive interviewet om aftenen

  • Der ikke er forskel på borgernes udsagn ved dag- og afteninterviews

  • De samme medarbejdere er ofte på vagt på hverdage og på lørdage

  • Medarbejderne har dårligere tid om aftenen

På baggrund af ovenstående justeres tilsynskonceptet for 2020 således, at borgerinterviews i aftentimer og på lørdage udgår.

I stedet udføres to observationsstudier i aftentimerne for at sikre, at kvaliteten af indsatserne stadig belyses tilstrækkeligt. Hvad angår vurdering af kvaliteten af indsatserne på lørdage, vil dette blive belyst ved tilsynet på almindelige hverdage, da det ofte er de samme medarbejdere, der udfører opgaverne på hverdage som på lørdage.

Høring
Tilsynskonceptet 2020 har været i høring hos Ældrerådet, hvis høringssvar er vedlagt som bilag 2. Ældrerådet er positive overfor justeringerne i tilsynskonceptet og har derudover tre forslag:

For det første foreslår Ældrerådet, at det kommunale tilsyn evaluerer enhedernes arbejde med tandpleje. Dette område er relevant, da mundhygiejne kan have betydning for udviklingen af en række sygdomme eksempelvis lungebetændelse. Netop derfor har forvaltningen fokus på området eksempelvis via læringspakker. Tilsynet har i dag ikke et særskilt fokus på tandpleje, men sammenholder borgernes generelle helbredstilstand med den pleje, som de modtager.
Som opfølgning på Ældrerådets forslag har forvaltningen understreget overfor tilsynsførende, at tandpleje er en vigtig del af dette arbejde.

For det andet ser Ældrerådet gerne, at tilsynet afdækker brugen af klippekortet. Klippekortet er i dag en del af tilsynet via borger- og medarbejderinterviews, hvor der spørges ind til området. Derudover indgår der spørgsmål vedr. klippekortet i Brugertilfredshedsundersøgelsen. Derfor vurderer forvaltningen, at forholdene omkring klippekortet bliver tilstrækkeligt dækket i dag.

Ældrerådet foreslår for det tredje, at det kommunale tilsyn ser nærmere på samarbejdet mellem praktiserende læge og/eller hospital. Dette er et meget relevant område, som det kommunale tilsyn allerede har fokus på i eksempelvis borgerinterviewet, hvor der spørges til kommunikation og samarbejde med hospitalet. Derudover har tilsynet ved gennemgang af dokumentation på midlertidige ophold og i hjemmesygeplejen mulighed for at undersøge opfølgningen på den praktiserende læges instrukser eksempelvis ifm. medicinering. Forvaltningen vurderer dog, at det er relevant at undersøge, hvorvidt der er behov for, at dette område bliver udviklet frem mod godkendelsen af tilsynskonceptet for 2021.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Tilsynskonceptet 2020 vurderes at ligge indenfor rammerne af den nuværende bevilling til tilsyn.

Videre proces

Tilsynsopgaven skal, efter udvalgets godkendelse af tilsynskonceptet, forhandles med den eksterne leverandør med henblik på at fortsætte kontrakten fra 2019.

 

Katja Kayser

                                  /Clea Bach

Beslutning

Indstillingen blev godkendt

Til top