Samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden
Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden og den tilsluttende forsøgsordning om honorering af de praktiserende læger for lægebetjening af de kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at udvalget godkender, at Københavns Kommune tiltræder Samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden (bilag 1) og Aftale om fælles forsøgsordning med honorering af praktiserende læger i forbindelse med kommunikation/rådgivning om borgere tilknyttet de kommunale akutfunktioner (bilag 2 og 3)
- at godkende den anviste finansiering jf. tabel 1
Problemstilling
Samarbejdsaftale aftale om kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden beskriver rammerne for samarbejdet mellem kommunernes akutfunktioner, hospitalerne, 1813 og de praktiserende læger. De enkelte kommuner i Region Hovedstaden skal nu beslutte, om de kan tiltræde aftalen samt den tilsluttende aftale om en forsøgsordning med honorering af praktiserende læger for samarbejde med de kommunale akutfunktioner.
Kommunekontaktrådet (KKR) i Hovedstaden har den 7. november 2019 godkendt samarbejdsaftalen og opfordrer kommunerne til at tiltræde aftalen. PLO Hovedstaden har godkendt den tilsluttende forsøgsordning med honorering af de praktiserende læger.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til udvalgets godkendelse, at Københavns Kommune tiltræder aftalerne.
Løsning
Baggrund: Københavns Kommunes udkørende sygeplejefaglige akutteam
I de senere år er der sket en udvikling i sundhedsvæsenet, hvor hospitalsbehandlingen præges af stigende faglig specialisering, markant færre sengepladser og kortere indlæggelser. Denne udvikling fordrer, at praktiserende læger og kommuner i det nære sundhedsvæsen i stadig større udstrækning skal varetage behandling af kronisk og ustabilt syge borgere, når de ikke har behov for at blive tilset af hospitalslæger.
For at understøtte, at kommunerne bliver klar til at varetage opgaven, udsendte Sundhedsstyrelsen i 2017 en række Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen. Samtidig fik kommunerne midler fra finansloven til finansiering af den udvidede opgavevaretagelse.
I kvalitetsstandarderne defineres kommunale akutfunktioner som et tilbud til patienter, der ikke har behov for en sygehusindlæggelse, men som har særlige observations-, pleje- og behandlingsbehov. Målet med etablering af kommunale akutfunktioner er, at borgerne får mulighed for at få en sygeplejefaglig indsats af særlig høj kvalitet tæt på deres hverdag, når de har brug for det. Kvalitetsstandarderne stiller derfor bl.a. krav til akutfunktionernes kompetencer og opgaveløsning.
Som følge af Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder etablerede Københavns Kommune i januar 2019 et udkørende sygeplejefagligt akutteam. Akutteamet er et beredskab, som kan kontaktes af sundhedsfagligt personale i kommunen samt praktiserende læger, 1813 og hospitaler vedr. borgere over 18 år i Københavns Kommune. Målgruppen omfatter både borgere på plejehjem og midlertidige pladser og borgere i eget hjem, herunder også borgere, som ikke i forvejen er kendt af kommunen.
Teamet består af aktuelt af 20 sygeplejersker med specialiserede kompetencer, som i borgerens hjem kan vurdere borgerens tilstand i tæt samarbejde med borgerens læge, og opstarte behandling i akutte og komplekse situationer, der ikke kræver hospitalsindlæggelse. Hovedformålet er at forebygge uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser på grund af akut opstået sygdom eller forværring af kronisk sygdom.
Tilstanden hos borgere, der i forvejen er svækkede, og hvor der akut opstår komplikationer eller ny sygdom, kan hurtigt forværres, hvis de ikke modtager behandling inden for få timer. Det gælder også sygdom, der ikke er alvorlig for i øvrigt raske mennesker, fx en blære- eller lungebetændelse. Derfor er alternativet til et besøg af akutteamet ofte, at borger indlægges akut, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, hvis borgers tilstand kan behandles i hjemmet. Specielt ikke, hvis borger i forvejen er fysisk og/eller kognitivt svækket.
Akutteamets indsats understøtter således, at borgernes tilstand kan vurderes rettidigt, og at borgere kan behandles i eget hjem, hvor det er fagligt muligt. Derudover yder akutteamet telefonisk rådgivning og sygeplejefaglig sparring til kolleger på plejehjem, midlertidige pladser og i hjemmesygeplejen.
Akutteamet arbejder altid på ordination fra en læge. Da der ikke er ansat læger i akutteamet, er akutteamets samarbejde med særligt de praktiserende læger en væsentlig forudsætning for, at borgerne kan modtage behandling i akutteamet og dermed undgå unødvendig indlæggelse.
Samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden
Sundhedsstyrelsens Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen anbefaler, at der indgås lokale aftaler om samarbejdet mellem de kommunale akutfunktioner og læger i almen praksis, 1813 og på hospitaler. Aftalerne skal understøtte det nødvendige samarbejde mellem de kommunale akutfunktioner og deres lægefaglige samarbejdspartnere - og dermed sikre, at akutfunktionerne kan varetage en effektiv og rettidig indsats hos svækkede borgere med akut opstået sygdom.
En arbejdsgruppe med repræsentanter fra almen praksis, kommunerne, hospitalerne og Region Hovedstadens Akutberedskab har derfor udarbejdet et udkast til samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner i Region Hovedstaden (bilag 1). I aftalen beskrives samarbejde, opgaver og arbejdsgange mellem de kommunale akutfunktioner, de praktiserende læger, hospitalerne og Region Hovedstadens Akutberedskab. Der er i aftalen fokus på entydig placering af det lægelige behandlingsansvar, gensidige forpligtelser omkring opgavevaretagelse og kommunikation med de kommunale akutfunktioner.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vurderer, at aftalen dermed understøtter en klar rolle- og ansvarsfordeling i det tværsektorielle samarbejde på akutområdet og således vil være til gavn for de borgere, som henvises til akutteamet.
Forsøgsordning om honorering af de praktiserende læger for lægebetjening af de kommunale akutfunktioner
I tilslutning til samarbejdsaftalen er der mellem kommunerne i regionen, PLO-Hovedstaden og Region Hovedstaden forhandlet en aftale om en forsøgsordning med honorering af de praktiserende læger for lægebetjening af de kommunale akutfunktioner (bilag 2).
Det centrale i aftalen er, at den praktiserende læge kan honoreres for den kommunikation, der finder sted mellem den kommunale akutfunktion og lægen før, under og efter akutfunktionens sygeplejefaglige vurdering af borgeren. Aftalens formål er således at styrke kvalitet og tilgængelighed i forhold til kommunikation mellem de kommunale akutfunktioner og praktiserende læger.
Siden akutteamets opstart har de praktiserende læger været forbeholdne over for at henvise borgere til akutteamet i København, da PLO-København og PLO-Hovedstaden finder, at samarbejdet medfører, at de praktiserende læger udfører opgaver, der ligger uden for den gældende overenskomst.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forventer derfor, at forsøgsordningen om honorering af praktiserende læger vil medføre, at de praktiserende læger i langt højere grad end i dag vil gøre brug af de kommunale akutfunktioner til gavn for borgerne i København.
Forvaltningen bemærker, at akutfunktionen i Københavns Kommune udover det udkørende akutteam også omfatter døgndækkede akutplejepladser på Akutplejeenhed København (APE). Den regionale samarbejdsaftale vil dog pt. ikke gælde for lægesamarbejdet på disse pladser, da forvaltningen allerede har en særlig aftale med PLO, som sikrer, at der er læger til stede flere gange ugentligt.
Økonomi
Forsøgsordningen om honorering af praktiserende læger er midlertidig og udløber 31. december 2020 med mulighed for genforhandling. Dette med henblik på, at erfaringer fra ordningen løftes over i den nationale overenskomst på området.
Ordningen finansieres i fællesskab med Region Hovedstaden (50/50), og der er et samlet loft på max 4,2 mio. kr. årligt, hvis alle kommuner tiltræder aftalen. Region Hovedstaden har i budget 2020 afsat 2,1 mio. kr. til honorering af praktiserende læger for lægebetjening af de kommunale akutfunktioner.
Kommunernes samlede finansiering af ordningen udgør max 2,1 mio. kr. årligt. Nøglen til fordeling af udgifterne mellem kommunerne er den seneste opgørelse af befolkningstal i Danmarks Statistik.
Dermed er Københavns Kommunes andel fastsat til 714.930 kr. i 2020 (jf. bilag 3). Udgiften dækkes af de midler til akutteam, som er tildelt Sundheds- og Omsorgsudvalget i forbindelse med Budget 2020.
Tabel 1. Udgifter til honorering
(1.000 kr. - 2020 p/l) |
2020 |
Honorering for lægebetjening af akutfunktioner |
715 |
Videre proces
Hvis Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner og Aftale om fælles forsøgsordning med honorering af praktiserende læger i forbindelse med kommunikation/rådgivning om borgere tilknyttet de kommunale akutfunktioner, forventes aftalerne at træde i kraft i Københavns Kommune pr. 1. februar 2020.
Katja Kayser
/Karen Nørskov Toke
Beslutning
Indstillingen blev godkendt