Bidrag til KK's handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser
Resumé
Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) skal som led i den årlige status på København Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser bidrage med input vedr. indsatser, der er blevet gennemført eller igangsat med henblik på at modvirke racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser, samt eventuelle nye indsatser, som foreslås tilføjet til handleplanen. Fagudvalg kan komme med forslag til nye initiativer, som kan prioriteres i forbindel-se med kommende overførselssager eller budgetforhandlinger.SOU’s bidrag bringes ind i en samlet status, som forelægges for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) og efterfølgende Borgerrepræsentationen (BR), se tidsplan under afsnittet ”Videre proces”.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller:
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om status for indsatser under Sundheds- og Omsorgsudvalget til modvirkning af racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser til efterretning,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at ’Statusskema for indsatser under Sundheds- og Omsorgsudvalget i Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser’ (bilag 1) oversendes til BIF som Sundheds- og Omsorgsudvalgets bidrag til en samlet status
Problemstilling
Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser blev vedtaget af BR i efteråret 2023. I den forbindelse opsatte SUF to forslag til indsatser: Dels at mindske medarbejdernes oplevelse af racisme og diskrimination på arbejdspladsen, dels at indføre et mål om lige adgang til sundhedsydelser i forvaltningen.
Status på disse to indsatser er skrevet ind i vedlagte statusskema (bilag 1). I skemaet fremgår også en tabel, hvor det er muligt at tilføje forslag til nye indsatser samt indsatser, som indgår i handleplanen, men som endnu ikke har opnået finansiering (ikke relevant for SUF). Forvaltningen vurderer, at de igangsatte indsatser for nuværende er fyldestgørende, hvorfor der ikke er foreslået nye indsatser.
Løsning
Medarbejderrettede initiativer
For så vidt angår medarbejdernes oplevelse af racisme og diskrimination på arbejdspladsen viste den seneste trivselsundersøgelse fra foråret 2023, at 5 pct. af medarbejderne i SUF havde været udsat for diskrimination1 inden for de seneste 12 måneder, hvoraf 2 pct. angav besvarelsen ”af og til”. Andelen af medarbejdere, som oplevede diskrimination fra interne (kolleger og ledere) eller eksterne (borgere og pårørende), er nogenlunde lige fordelt. I den kommende trivselsundersøgelse, som gennemføres i foråret 2025, indgår igen et spørgsmål om, hvorvidt man har oplevet diskrimination inden for de seneste 12 måneder. Resultaterne fra den nye trivselsundersøgelse vil give mulighed for at følge udviklingen.
SUF har igangsat en række initiativer, der skal modvirke, at medarbejdere oplever racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser som en del af deres arbejde, herunder:
- Systematisk introduktion og oplæring/onboarding af nye medarbejdere for at sikre, at medarbejderne føler sig trygge i det faglige og sociale arbejdsfællesskab. Det værende fx i form af metoder til at håndtere krænkende adfærd, udadreagerende borgere mv.
- Deltagelse i Sundhedsstyrelsens implementerings- og læringsforløb Tryghed og Trivsel. Det er et 5 dages forløb, som kobler viden og metoder fra demensfagligheden og arbejdsmiljøområdet og har til formål at forebygge udadreagerende adfærd og voldsomme episoder i ældreplejen til gavn for både borgere og medarbejdere. Det har været udbudt til alle plejehjem og hjemmeplejeenheder.
Derudover sætter forvaltningen løbende fokus på de tilbud og aktiviteter, som udbydes i regi af Arbejdsmiljø København, herunder muligheden for anonymt at kontakte Enheden for anonym håndtering af seksuel chikane og sexisme, der også håndterer henvendelser, der omhandler racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.
Borgerrettede initiativer
For så vidt angår målet om lige adgang til sundhedsydelser, arbejder SUF løbende på at styrke forvaltningens organisatoriske sundhedskompetencer for bl.a. at styrke rekruttering og fastholdelse af de borgere, som har det største behov for hjælp og støtte.
I forbindelse med godkendelsen af Ældrepolitikken har SOU bestilt en handleplan for arbejdet med minoritetsetniske ældre, som p.t. er i høring og forventes politisk godkendt i oktober/november 2024. Gennem handleplanen vil forvaltningen fremme tiltag, der bl.a. kan gøre SUF’s tilbud mere tilgængelige for ældre med etnisk minoritetsbaggrund, ligesom forvaltningen qua handleplanen vil søge at udbrede information om kommunens sundhedstilbud i de nærmiljøer, hvor ældre med etnisk minoritetsbaggrund bor og færdes. Forvaltningen har derudover etableret profilplejehjem, herunder et plejehjem med mangfoldighedsprofil. Se desuden bilag 2.
Der er ulighed i københavnernes sundhed på tværs af bydele, som i vidt omfang kan forklares af demografiske forhold såsom socioøkonomi, alder og herkomst. En effektrapport af Center for Diabetes og Hjertesygdomme viser, at centeret har en overrepræsentation af borgere med etnisk minoritetsbaggrund sammenlignet med baggrundsdiabetespopulationen. Ligeledes viser evalueringen af Sund Vægt-tilbuddet i Center for Børn og Unges Sundhed en overrepræsentation af familier, hvor mindst en af forældrene har etnisk minoritetsbaggrund.
Forvaltningen har desuden foretaget en analyse, der sammenholder data fra forvaltningens bydækkende forebyggelsestilbud med data fra Sundhedsprofil for Region Hovedstaden og kommuner 2022. Analysen bekræfter, at der er en ligelig fordeling af borgere fra forskellige bydele i forvaltningens bydækkende forebyggelsestilbud. På enkelte områder er der imidlertid en underrepræsentation af borgere fra bydele med en relativt lav socioøkonomisk status, hvilket kan være en indikation på, at nogle borgere oplever barrierer i forhold til adgangen til de pågældende tilbud, som bl.a. kan være af geografisk eller social karakter. Enhederne foretager årlige ulighedsanalyser, hvor arbejdet med at sikre lige adgang også følges, fx ift. køn, alder, etnicitet og bydel.
De fleste borgere, som kommer i forløb i de bydækkende enheder, bliver henvist fra almen praksis og hospitaler, hvorfor det tværsektorielle samarbejde er en vigtig faktor i arbejdet med at øge tilgængeligheden af forvaltningens tilbud. I de bydækkende enheder er der systematisk fokus på at tilpasse forløb til den enkelte borgers ønsker og behov gennem en personcentreret og differentieret tilgang. Gennem forløbene arbejdes der ligeledes med at understøtte borgere, hvor sociale udfordringer eller mental mistrivsel er barrierer for at få udbytte af et patientrettet forebyggelsestilbud. Der er ligeledes fokus på at tilbyde digitale alternativer eller indsatser i lokalområder, hvor den geografiske afstand til et tilbud kan udgøre en barriere for deltagelse, eller hvor der på anden vis er behov for fleksibilitet. Endelig arbejder enhederne løbende med at styrke brobygning til civilsamfundet for at understøtte fastholdelse af gode vaner.
Økonomi
De beskrevne indsatser er finansieret inden for eksisterende ramme. Nye forslag vil eventuelt skulle finansieres i forbindelse med kommende overførselssager eller budgetforhandlinger.
Videre proces
Tidsplanen for den videre behandling ser således ud:
Handling |
Dato |
Drøftelse af status og bidrag til handleplanen i SOU |
22. oktober 2024 |
BIU behandler samlet status |
4. december 2024 |
BR forelægges status |
Primo 2025 |
Karen Nørskov Toke/
Katrine Schjønning
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning, og 2. at-punkt blev godkendt.