Mødedato: 22.10.2024, kl. 15:30
Mødested: Oslo rådhus

Udkast til høringssvar til KFU Handleplan for fremtidens svømmetilbud

Se alle bilag

Resumé

Sundheds- og Omsorgsudvalget er blevet bedt om at afgive høringssvar til ’KFU Handleplan for Fremtidens Svømmetilbud. Med denne indstilling forelægges forslag til Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udkast til høringssvar vedr. KFU Handleplan for Fremtidens Svømmetilbud

Problemstilling

Efter en inddragende proces har Kultur- og Fritidsudvalget udformet et høringsudkast til ’KFU Handleplan for Fremtidens Svømmetilbud og sendt et høringsudkast til skriftlig høring i Ældre- Unge- og Handicapråd samt Børne og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget. 

Løsning

Sundheds- og Omsorgsudvalget takker for denne gang at få handleplanen i høring. Det har ikke altid været tilfældet – og udvalget er tilfreds med nu at få muligheder for at blive hørt.  

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslår, at Sundheds- og Omsorgsudvalget afgiver følgende høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget:

Sundheds- og Omsorgsudvalget tilslutter sig de tre målsætninger i udkastet til ’KFU Handleplan for Fremtidens svømmetilbud’ om at:

  • fremme kapacitets-udnyttelsen af svømmehaller og udendørs bademuligheder
  • målrette fremtidens svømmetilbud, så de imødekommer nye og eksisterende brugeres behov
  • sikre det brede svømmetilbud med fokus på at oparbejde og fastholde svømmekundskaber og skabe sikre svømmere

Svømmetilbud for alle københavnere
Sundheds- og Omsorgsudvalget finder, at ’KFU Handleplan for Fremtidens Svømmetilbud’ bidrager til at fremme en fysisk aktiv hverdag for flere københavnere og dermed til at øge den generelle folkesundhed i København.

Sundheds og Omsorgsudvalget finder det positivt, at handleplanen samtidig har øget fokus på målgrupper med særlige behov, fx ældre med synshandicap, demens eller andre funktionsudfordringer eller københavnere med kronisk sygdom, nedsat mobilitet eller psykiske eller sociale udfordringer. Sundheds- og Omsorgsudvalget finder det desuden positivt, at handleplanen, udover fokus på at fremme den generelle kapacitetsudnyttelse, har fokus på også at udbrede sociale m2, så der kan skabes mulighed for sociale fællesskaber ifm. brug af svømmetilbud.

Tilgængelighed
I Sundheds- og Omsorgsudvalget ønsker vi generelt, at vores tilbud skal være tilgængelige for alle, hvilket blandt andet betyder, at vi har fokus på geografisk spredning i byen, lette adgangsforhold og de rette åbningstider. Det bemærkes derfor, at det er vigtigt, at tilbud for særlige målgrupper også kan finde sted i ydertidspunkter (og ikke kun i dagtimerne). Ligesom der skal være opmærksomhed på, at borgere med færre ressourcer bor i hele byen, og erfaringen er, at hvis man har færre ressourcer og flere helbredsudfordringer og bor i en bestemt bydel, ønsker man også at træne dér.

Sundheds- og Omsorgsudvalget ser positivt på, at der etableres profil-svømmehaller med de rette faciliteter, som ideelt inkluderer varmtvandsbassiner, herunder også dybe varmtvandsbassiner, så voksne sårbare københavnere med fx gigt kan træne i disse, samt ramper ifm. nedstigning (også for friluftsbade), uddannet personale, varme samt intuitive omklædningsfaciliteter og udstyr, der tilgodeser behovene hos mange forskellige målgrupper. Gerne med fokus på spredning i hele byen, så det sikres, at områder med mange borgere med færre ressourcer og flere helbredsudfordringer får mulighed for at benytte disse.

For at bidrage til at bryde den sociale ulighed i sundhed, kunne der i handleplanen være fokus på priserne for at benytte svømmetilbuddene, da de kan være afgørende for om socialt udsatte borgere har mulighed for at benytte disse.

Det bemærkes, at det er positivt med fokus på en øget kommunikationsindsats, der kan synliggøre de eksisterende muligheder for københavnerne.

Hvordan kan vi gøre mere og bedre
Sundheds- og Omsorgsudvalget bemærker, at der er mange gode initiativer i handleplanen. Samtidig er der et stort potentiale for udvikling af nye typer samarbejder og typer af tilbud, der kan appellere til de for- skellige målgrupper. Nedenfor fremgår forskellige forslag til konkrete indsatser:

  • Styrket samarbejde for at gøre svømmetilbud tilgængelige for målgrupper der benytter sig af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens tilbud og forløb, herunder for mere snævre målgrupper som fx; ældre med demens, ensomme ældre, børn og unge med svær overvægt, Center for Sundhed og Rehabilitering 3/3 brystopererede eller borgere med knoglemetastaser, visse gigtsygdomme eller særlig psykisk sårbarhed.
  • Fortsat samarbejde om- og udvikling af brobygningsforløb mellem forvaltninger og foreningslivet mhp. fastholdelse af aktivitet efter endt kommunalt forløb. Her er der allerede mange gode erfaringer, der kan bygges videre på.
  • Inddragelse af civilsamfundet, som kan bidrage til, at flere borgere forbliver fysisk aktive og selvhjulpne i længere tid uden behov for kommunale indsatser. Det kan desuden bidrage til at imødekomme, at der kommer markant flere ældre i fremtiden, men ikke flere medarbejdere i ældreplejen. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indgår gerne i konkrete samarbejder på tværs af forvaltninger

Økonomi

Der er ingen økonomiske implikationer ved denne indstilling.

Videre proces

Ved Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse sendes høringssvaret til Kultur- og Fritidsudvalget. 

Karen Nørskov Toke/
Sine Mutanu Jungersted

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt med bemærkning om, at udkastet tilpasses med tydeliggørelse af de sundhedsfaglige aspekter, således

  • at det skrives tidligere og tydeligere i brevet, hvilken effekt varmtvandsbassiner har for bl.a. ældre, og at bassinerne derfor bør være egnet til ældre m.v. ift. dybde tilgængelighed m.v.
  • at Kultur- og Fritidsudvalget opfordres til at have fokus på prisstrukturen for målgrupperne, der anvender svømmetilbuddene, særligt i relation til ældregruppen.
Til top